‘Spiseforstyrrelser og selvskade’: Vi har fundet endnu en svensk selvbiografi om anoreksi. Lina Strandbergs beretning er mere opbygget som en kronologisk sygdomshistorie end det er en roman. Hovedpunkterne er Linas tegneterapi og sidste del af bogen, hvor hun modigt giver ordet til alle sine pårørende, så vi ser sygdommen fra mange forskellige vinkler.
| Af Peter Henrichsen |  |
Titel:
‘Igennem mørket’
Forfatter:
Oversat af:
Torben Poulsen
Originaltitel:
‘När mörkret kom’
Sider:
143
Udkom:
9. september 2003
Forlag:
Moskito
Følelses-barometer:
En snart 10 år gammel personlig beretning om anoreksi, er svenske Lina Strandbergs ‘Igennem mørket’. Da Lina er 14 år skal hun igennem en svær rygoperation, der får hende til at tabe adskillige kilo. Rygoperationen får også Lina til at fremstå rankere, og hun lægger mærke til, at hun får flere komplimenter for sin nye fremtoning. Samtidig bliver Lina og hendes klassekammerater i husgerning lært, at fedt er noget man for enhver pris skal undgå, og som pige i klassen bliver det pludselig mere anerkendt, hvis man trækker ud i sine hudfolder på maven og kalder dem bildæk eller siger, man er blevet fed.
Så begynder Lina for alvor at skrue ned for mængden af mad. Det giver hende direkte angstanfald at tage på, for hun forestiller sig, hvor afvist hun vil blive, når hun – som hun selv tænker det – bliver stor og fed.
En sygdomshistorie
‘Igennem mørket’ er en selvbiografi, der ikke er redigeret kompositorisk, så den fremstår mere spændende. Det er kort sagt det, den giver sig ud for: en sygdomshistorie fortalt i kronologisk orden med alle detaljer om vægttab, nederlag og små succeser. Da jeg lige har læst Sofia Åkermans ‘Zebrapigen’, der praktisk taget er strikket sammen som en spændende roman, selv om den primært er en biografi, blev jeg ikke lige så opslugt af Lina Strandbergs beretning. Jeg tror primært det skyldes, at Lina har så hård en tid, at det meste hun oplever, er forvirring og sort i sort. Og uden nogle trygge holdepunkter, nogle positive ting, kan det være svært at forholde sig til oplevelsen, når man ikke selv har en spiseforstyrrelse. Den rummer kort sagt ikke så mange forskellige følelser.
Helt anderledes end ‘Zebrapigen’
Modsat kan man helt bestemt vende det til noget positivt, for hvor man i Sofia Åkermans ‘Zebrapigen’ kommer til at holde rigtig meget af Sofia lige fra begyndelsen, ja, så kommer man også ubevidst til at romantisere historien og sygdommen en lille bitte smule, fordi man netop identificerer sig så meget med hovedpersonen. Og at romantisere anoreksien og dét, at komme nogenlunde godt ud af det til sidst, kan også virke hårdt at læse om, hvis man selv står midt i en spiseforstyrrelse eller man er pårørende til en spiseforstyrret, hvor succeserne på nuværende tidspunkt måske er meget små, eller det måske ligefrem går den forkerte vej. I den situation kan man godt føle frustration over bøger, hvor det hele så at sige ‘ender godt’, når man selv står midt i et helvede, der har varet mange år.
Mere jordnær
Set ud fra den vinkel er ‘Igennem mørket’ på mange måder mere jordnær, for det er en hård og håbløs kamp Lina kæmper, og den styrende del af anoreksien, som hun selv døber ‘Træls’, bliver på ingen måde skildret som ‘det gode onde’; noget hårdt man bare skal igennem, for at komme bedre ud på den anden side. Tværtimod fortæller Linas efterskrift, at ‘Træls’ stadig ligger på lur i hende selv mange år efter, hun betegner sig selv som rask. ‘Træls’ ligger – som Holger Danske’ i Kronborgs kasamatter – altid på lur og er klar til kamp.
Linas tegninger
Det som jeg faldt specielt for i Linas beretning, er tegneterapien. Det kan måske lyde som noget hokuspokus for uindviede, men det handler i bund og grund om, at det gælder om at benytte alle udtryksmidler for at få følelserne ud, og ofte kan man tegne mange af de ting, man ikke lige kan formulere med ord. Linas tegninger er fotograferet og indsat som bogens midtersider, og samtidig med at man få forelagt opgavebeskrivelserne, var det faktisk Linas tegninger, der gav mig det største indtryk af hende. Det er også godt at huske på, at mennesker, der lider af en spiseforstyrrelse ofte er utrolig sensitive og derfor ofte ret dygtige til at udtrykke sig igennem kunst og kreativitet. For eksempel bed jeg også mærke i, at Lina spiller cello og endvidere skriver digte, hvor hun beskriver nogle af sine følelser som en “cellokoncert i es-mol”.
Uddrag af ‘Igennem mørket’
Birgitta var pragtfuld og tog sig virkelig af mig. Hver gang jeg krøb ind over dørtærsklen til det lille hus, hvor hun havde sin terapi, fik jeg en stor, varm krammer, og sådan var det også, når jeg skulle gå.
Hos Birgitta behøvede jeg ikke sige, at jeg ikke ville. Jeg kunne få lov til at sidde stille og male, nedfælde følelserne og tankerne på papir i stedet for at skulle tale om dem.
Der var ikke nogen krav om at billederne skulle være smukke eller kunstneriske. Det vigtigste var, at jeg malede ud fra mig selv. Jeg trivedes med det. Som regel syntes jeg, der var svært at udtrykke mig konkret i ord, men ved hjælp af billederne kunne jeg tit fortælle, hvordan jeg følte. Birgitta og jeg fik ud fra dem, kiggede på dem og diskuterede hvorfor de så ud, som de gjorde. På den måde kom ordene til mig, og med ét vidste jeg, hvad det var, jeg mente eller følte.
De pårørende kommer til orde
En anden speciel og givende ting i ‘Igennen mørket’ er, at Lina både lader sin mor og far, sin veninde, sin ven, sin tegneterapilærer og sin hypnotisør komme til orde til sidst i bogen. Det kommer specielt alle de pårørende læsere til gode, for ofte kan man genkende alle Linas symptomer og adfærd i sin egen datter eller veninde, men derfor bliver det vigtigste som læser også, hvad Linas mor, far og veninde tænkte undervejs. Heller ikke her er der nogen ‘happy end’ – heldigvis – for de er meget ærlige i deres beretninger om hvor svært det også var at være pårørende, og hvor meget dårlig samvittighed de havde for ikke at besøge Lina “nok”. Utrolig lærerigt. (Ganske skræmt blev jeg dog, da jeg læste Linas far udlægning af det hele. Hans meget videnskabelige, vrede og distancerede syn på forløbet, gav mig et godt prej om hvor Linas svære forhold til hendes egne følelser kom fra.)
Et sørgeligt hæfte
Oversættelsen af ‘Igennem mørket’ fra svensk til dansk er ok, selv om der er en del ord, der ikke er oversat, fordi de staves ens på dansk og svensk. Selve bogens udformning kunne til gengæld ikke være ringere. Det er første “bog”, jeg er stødt på, som er hæftet i en form, som var det en Anders And Jumbobog. Forsiden er lavet af det tyndeste pap, som får æselører af bare en enkelt tur i rygsækken. Den ligner sådan set mere et hæfte end en bog, og det er altså et trist syn for bogelskere. Min anmelderudgave ser allerede laset ud, og forsidefarven er ved at gå af i kanterne, fordi pappet er helt ubehandlet. Man behøver ikke binde alle bøger ind i hardback, men når der findes så mange fine hæftninger med plasticbehandlede forsider, bør man som forlag minimum lægge de ekstra kroner for det; specielt når læserne stadig skal give små 200 kroner for den.
En brik i det store personlige puslespil
Når man læser biografier om anoreksi og spiseforstyrrelser i almenhed, må man aldrig forvente at beretningen kan knække koden; at den giver én netop dén aha-oplevelse, hvormed man pludselig forstår alt. Linas beretning er netop så speciel og det samme er måden, hvorpå hun – jeg vil ikke sige bliver rask – men får det bedre.
Til gengæld vil der altid være nogle tanker eller nogle situationer undervejs i beretningerne, som man genkender, og de lyspunkter skal man helt sikkert tage til sige og arbejde videre med, hvis man selv har en spiseforstyrrelse eller er pårørende til en med spiseforstyrrelse.
Så hvis man ikke tager biografierne for mere end de er: blot én enkelt og specifik personlig beretning, tror jeg man kan komme langt med dem. Hver enkelt biografi kan nemlig give nogle få brikker til det samlede og kæmpestore puslespil, som er vidt forskellig fra person til person. Det kan derfor også være noget af et sidespor man kommer ud på, hvis man kigger for meget efter sidemanden og forsøger at lave hendes billede af et hjerte, når man selv har brikkerne til en solopgang.
Skriv et svar