Eventyrteatret ‘Valhal’: Eventyrteatret havde lørdag premiere i Tivolis glassal på deres forestilling ’Valhal’. En flot men noget efterårsvåd oktoberdag forvandledes således fra en helt almindelig lørdag, til pludselig at blive en dag, hvor der blev kastet lys over livets op- og nedture – fra kærlighed og sorger, til fest og farver, med alt den eventyrlige livsglade stråleglans der følger Eventyrbørnenes fantastiske fortællinger. Med ’Valhal’ kommer du med på en spændende rejse, tilbage til den nordiske mytologis gudeverden, spækket med farer der lurer i mørket, guder der kæmper og fester samt modige mennesker, der drives frem mod fred og venskaber af had, sorg og kærlighed.

Anmeldt af Ann-Katrine Myrup Andersen

Titel:

‘Valhal’

Sted:

Glassalen, TIVOLI

Dato:

5. – 21. okt. 2012

Spilletid:

2 timer

Instruktør:

Gunvor Reynberg

Manuskript:

Gunvor Reynberg

Komponist:

Christian Dahlberg

Sanginstruktører:

Anna Britt H. Mathiassen, Jakob Stenz

Følelses-barometer:








En ting jeg hverken kan eller vil lægge skjul på, er at jeg er himmelskudt i Eventyrteatrets forestillinger. Jeg kan således ikke komme udenom det faktum, at Eventyrteatret år efter år i nu tyve år, har overdynget mig med den smittende begejstring og feststemning, der til alle tider finder sted, når Eventyrbørnene går løs på scenen. Det vil derfor uden tvivl skinne igennem her – at jeg hvert år til stadighed glæder mig til at se Eventyrteatrets eventyrlige fortællinger, som var jeg fem år igen, og skulle til at opleve Eventyrteatret for første gang. Meget anderledes var det derfor ikke i lørdags, da jeg drog af sted mod min tyvende Eventyrforestilling, ’Valhal’.

’Valhal’ er fortællingen om den nordiske mytologi, med guderne i Asgård, jætterne i Udgård og menneskene i Midgård. En verden præget af krig og fred, venskaber og fjendskaber, kærlighed og had, sorg og glæde. En verden hvor alt kan ske, og intet helt forudses.

I Asgård møder vi de nordiske guder, visdommens gud Odin, Odins hustru Frigg, torden- og krigsgiden Thor og skjaldenes gud Brage, Odins observante og løjerlige ravne Hugin og Munin (Tobias Augustsson & Tilde Gaardboe), jætter, store som små, valkyrier og tapre faldne vikinger, einherjerne. Her bliver der festet for fuld musik til Barges (Magnus Jakobsen) fortryllende toner, med kød og mjød i lange baner – det hele kombineret med forrygende dans der lige sætter lidt ekstra gang i festgildet.

For at komme med til fest i Valhal, skal man som almindelig viking dog være faldet heltemodigt i kamp. Skildringen af denne færd mod Valhal, formår de to kammeratlige vikinger Elof (Markus Borg) og Algot (Kristian Skovgaard), i samspil med valkyriernes leder Brynja (Martine Levinsen) og hendes valkyrieflok, at levere helt suverænt. Super skægt når de ualmindeligt tøsede valkyrier vimser rundt og gør vikingerne forfjamskede og helt perplekse. Meget betaget og godt underholdt blev jeg uden tvivl af særligt Brynjas virkelig morsomme og ekstreme karakter, når hun overtog scenen med energi og kraftfuld stemmeføring.

Tilbage i Valhals sale var det især Thor (Thomas Lykke), der med sin tordnende figur og sine frontale sammenstød med Frigg (Katrine Fenger), der satte gang i mine lattermuskler.

I det hele taget er Valhals einherjer og guder intet mindre end totalt gakkede og morsomme. For mig blev der nemlig skabt en kanon cocktail for mellemgulvet, når de gang på gang lader genkendelighed fra hverdagens festligheder og små familieintriger blive sammenblandet med de skøreste indfald.

Menneskepigen Grid (Clara Rugaard-Larsen) udtrykker på en og samme tid en gribende sorg og en nostalgisk glæde i hendes smukke og sorgfulde sang Drømme, om hendes forældre og deres kærlighed til hinanden. En sang der sætter sig som en lille trykken for brystet, idet jeg drages ind i sangens tekst og fornemmer Grids længselsfulde følelser, som hun står så ganske alene med. Her må jeg indrømme, at jeg smeltede ved lyden af Grids gennemtrængende og dejligt let hæse stemme, da den i flotte rammende højder skyllede ind over mig og fortonede sig forstummende i salen omkring.

Mest grebet og overvældet blev jeg dog uden tvivl af de mørke og skræmmende valravne, en blanding af mennesker, rovdyr og ravne. Med deres tilstedeværelse på scenen befinder jeg mig pludselig i et hav af helt sindssygt smukke intense og fascinerende farver samt et virvar af mystisk glimtende lysskær. Foran mig i et dystert lys, bevæger Valravnen (Jonathan Stahlschmidt) sig i elegante og samtidigt hurtige og frygtindgydende flakkende bevægelser. Den dystre scene kaster mig kort tilbage til min allerførste Eventyrforestilling Klodshans (Amager Scenen 1993), og den samme følelse af uhygge samt lettere skræmte stemning, som da jeg den gang sad og så Klodshans’ brødre blive overfaldet af de fæle røvere Rod og Rad og deres kække og farlige røverbande.

Det bliver samtidigt i valravnenes tilstedeværelse, at jeg personligt oplever stykkets smukkeste sang Grinnungagab, som meget sigende er den nordiske mytologis ord for det store tomrum og øde kaos, der eksisterede før jorden blev skabt, i verdens urtilstand. Alt imens valravnene fylder scenen ud med deres gribende og meget autentiske bevægelser samt lokkende farverige dragter, strømmer mystiske og keltiske toner med ét ud i salen, og fylder mig med en blanding af længsel, uhygge og skræmmende spænding.

For mig er det en sang med virkemidler som denne, der virkelig formår at give mig kuldegysninger og gåsehud over hele kroppen, og så synes jeg utvivlsomt, at sangen gjorde sig uendeligt godt i stykkets mytologiske verden. Overraskende og lækkert med noget nyt og anderledes.

Det keltiske går glædeligt igen i sangen Fenrisulvel, hvor svartalfen Nabbi (Laurids Skovgaard), lysalfen Elvi (Amalie Petri), jætten Jokul (Magnus Haugaard) og skjaldeguden Brage i lejrbålets skær synger om historien bag Fenrisulvens lænker i et fint og fornøjeligt sammenspil. Særligt fremtrædende er her den lille svartalf Nabbi, som med en entusiastisk energi sætter gang i natten, i et fælles forsøg på at opmuntre den noget sammenbidte Grid, som ikke er meget for at være kommet med på deres farlige færd, som udvalgte i kampen mod Valravnen.

I det hele taget synes jeg, at de mange sange fra ’Valhal’ var præget af gode og fangende rytmer. Skarpe og indlevende sange der sammensat med interessante og levende danse, en til flere gange fik mig til at sidde og vugge fornøjet med til tonernes gang.

’Valhal’ kommer ud og rundt om virkelig mange af livets store som små begivenheder – om det så er forholdet mellem unge på egen alder, der går fra fjendskab og drilleri til omsorg og venskab, eller venskabet der med ét forvandles til en brændende og inderlig kærlighed.

Jeg synes endnu en gang at Eventyrteatret formår at levere en på en gang lærerig, morsom og farvestrålende fortælling i deres forestilling om ’Valhal’. Det er klart en oplevelse, som selv de vokse bør unde sig selv at se – livsbekræftende som altid, på trods af livets op- og nedture. Som der synges undervejs i stykket: ‘Tiden læger alle sår’.

I de fleste browsere kan du trykke F11 for at nyde de høje billeder i Fuld Skærms-mode





































Soundtrack’et fra musicalen ‘Valhal’

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

Soundtrack’et fra musicalen Valhal

Kunstnere:

Kor og solister fra Eventyrteatret

Komponist:

Christian Dahlberg

Sanginstruktører:

Anna Britt H. Mathiassen, Jakob Stenz

Selskab:

Eventyrteatret

Udgives:

5. oktober 2012

Er jeg til The Voice ’12 på Plænen i Tivoli, eller er jeg til Eventyrteatrets efterårsforestilling ‘Valhal’? Få minutter inde i ‘Valhal’ blev jeg i tvivl, for sangen ‘Skjoldmø’ blev modtaget med så kraftigt brusende et bifald fra publikum, at det lige så godt kunne have været de 20.000 teenagepiger, der tog imod Flo Rida og Sias ‘Wild Ones’ i silende regnvejr for 14 dage siden – kun 50 meter derfra.

Blæste taget af Glassalen

Jeg kan tale i timevis om, hvor godt Eventyrteatret er, men jeg har aldrig oplevet et publikum, der var så begejstrede for årets sange, at de blæste taget af Glassalen. Jeg ved ikke engang, om det er tilladt, for det er vel en fredet bygning? Jeg ved dog, at ‘Valhal’s sange er ekstraordinært gode – jeg er fuldstændig enig med premierepublikummet – og derfor fortjener albummet en særskilt anmeldelse i år.

Som vanligt er det Christian Dahlberg, der har komponeret. En utrolig trofast og dygtig multikunstner, der kan fremkalde enhver stemning og følelse til Eventyrteatrets alsidige forestillinger. Det, som jeg føler, jeg kender Christian Dahlberg bedst for, er arrangementer som ‘Konsonanter og vokaler’, hvor man tydelig kan høre, at det hele er programmeret på computer og afspillet af et keyboard eller en synth med en masse flotte stemmer. Det er der som sådan ikke noget galt med, for Eventyrteatret har selvfølgelig et stramt budget, og DR Radiounderholdningsorkesteret står selvfølgelig ikke lige klar til at støtte den ellers gode sag.

Er der en madras, jeg kan styrte om på?

I år synes jeg dog, at Christian Dahlberg og sanginstruktørerne i den grad har brudt det måske lidt for programmerede lydbillede. Om der er brugt nye elektroniske musikinstrumenter, eller der rent faktisk er brugt flere akustiske instrumenter, står der intet om på cd-coveret, men fakta er, at det lyder usædvanligt meget bedre end det plejer. Vi er meget tættere på store musicals som ‘Phantom’, ‘Chess’ og ‘Christina från Duvemåla’ med orkesterkompositioner med fyldige og brede strygere og sprøde blæsere. Lilletromme-introen i ‘Skjoldmøer’ gjorde mig blød i knæene. Og da de unges klare, skarpe vokaler kom ind og skiftevis svarede hinanden i flere stemmer, havde jeg brug for en madras at styrte om på. Det lyder så suverænt godt, og det er så iørefaldende, at jeg har hørt nummeret mere end 15 gange, mens jeg har skrevet denne anmeldelse.

Ja-tak til cd booklet

På cd-coveret får vi en samlet solist-liste for hele albummet, men Eventyrteatret må til en anden gang meget gerne huske at skrive de enkelte solister på de enkelte numre. Faktisk må de gerne lave en helt lille booklet til cd-coveret, i stedet for blot en enkelt seddel. Jeg tror nemlig, vi er mange Eventyrteater-fans, der efter forestillingen sidder i timevis og sammenholder rollelisten med billederne i programmet for at holde fixet fra Glassalen vedlige. Og når man så efterfølgende pludselig ikke kan huske, hvilke skuespillere, der sang hvilke sange, er fortvivlelsen stor. Sangsolisterne er jo også vores store idoler, og hvordan skal vi følge dem, når vi ikke ved, hvilke navne vi skal google? 😉

Tårer i øjnene

Repertoiret er utrolig varierende og rigt på ‘Valhal’. ‘Drømme’ er sunget af den smukkeste, varmeste pigevokal, en melodi, der med lethed kan konkurrere med ‘Tomorrow’ fra musical ‘Annie’ – faktisk er det så smukt, at jeg får tårer i øjnene i slutningen af nummeret. ‘Tiden læger alle sår’ hører også til mine favoritter. Det er en smuk ballade sunget af mange forskellige fine pigevokaler. Det er virkelig hyggeligt og personligt, at pigerne først synger et par linjer hver med deres individuelle særpræg og senere syngere omkvædet flerstemmigt. Når man tror, man kender sangen, overraskes man pludselig med et a capella-omkvæd fra ‘Skjoldmø’. Når tidligere temaer gentages, giver det rigtig musical feel good, fordi sangene får en samhørighed og ikke blot er uafhængige blandede bolsjer.

Dramatisk folkemusik og sjove viser

‘Ginnungagab’ har et vanvittigt smukt nordisk islæt, med dybe trommer og fyldige, flerstemmige korharmonier, der skildrer naturens barskhed. Teksten lyder også islandsk, og der suppleres med heavy-guitar-solo. Forfriskende nyt på den måde at flette folkemusik ind i kompositionerne. I ‘Fenrisulven’ fortsættes i hyggelig folkevise-stil med fløjte, guitar og tamburiner. Utrolig skægt, at man på den måde kan fortælle historien videre udelukkende med teksten i en vise. Alle virkemidler er udnyttet, og det gør albummet så utrolig varieret og hyggeligt.

Han hedder JOKUL!

Cd’en og musicalens store brag er ‘Jokul’. Lækkert akustisk klaver, Tommy Seebach duh-duh-lyde og 70’er Dianna Ross rytmeguitar. Søde pigekorstemmer på omkvædet. Super iørefaldende. Det er én af de melodier, din hjerne tager med hjem og genoplever, når den har lyst. Pludselig opdager du bare, at du synger den. Det er 80’er Melodi Grand Prix-klasse, og det var også en af de sange, der efterfølgende lammede ørerne med klapsalver.

Den eneste ulempe jeg kunne finde ved dette helt specielt gode mucial-soundtrack fra ‘Valhal’ var, at lysten til at genopleve forestillingen blot blev stærkere, for hver gang jeg hørte melodierne. Måske kunne man også lave generalprøver for publikum, så man for hver teaterbillet skulle ind og se forestilling to gange. Én før efterårsferien, og en sidst i efterårsferien. Det kunne jeg rigtig godt tænke mig. 🙂