’Den 5. bølge’: Gør dig klar til at tage med på et hæsblæsende science fiction-eventyr, for Jorden er blevet invaderet af rumvæsner, og kun de uheldige er stadigvæk i live. Nu gælder kun én regel: stol ikke på nogen. Men hvordan redder man på egen hånd livet – og sin lillebror – når man bare er en ganske almindelig pige med intet andet end en riffel til at forsvare sig imod dem, der har taget alt, hvad der er værd at leve for, og nu også er kommet for at tage alt, hvad der er værd at dø for.
Af Caroline, 15 år |
Titel:
‘Den 5. bølge’
Forfatter:
Originaltitel:
‘The 5th Wave’ (The 5th Wave #1)
Oversat af:
Lars Bøgeholt Pedersen
Sider:
509
Udkom:
1. oktober 2013
Forlag:
Gyldendal
Følelses-barometer:
Rumvæsner har invaderet Jorden, og de er godt i gang med at udrydde menneskeheden. Først slukkede de for strømmen – det var 1. bølge. Så lod de tsunamier ramme og udslettede alle kyster – det var 2. bølge. Den 3. bølge var en blodpest, der bogstavligt talt blødte dig ihjel. Den 4. bølge var Silencer – rumvæsner, der er blevet indsat i menneskekroppe, og som kun har en mission i livet; at dræbe alle mennesker. Nu er kun de uheldige i live og en 5. bølge måske på vej …
16-årige Cassie Sullivan har imod alle odds overlevet de første fire bølger, der har efterladt Jorden gold og øde, men nu er hun helt alene. Hendes mor og far er døde, og hendes lillebror, Sammy, er forsvundet – taget af rumvæsnerne, og efter den 4. bølge, kan man ikke stole på nogen, for rumvæsnerne ligner mennesker, opfører sig som mennesker, og så dræber de alt på deres vej. Man kan ikke skelne, og Cassie må skjule og isolere sig for at overleve, men hvor længe går der før rumvæsnerne har udslettet hele menneskeheden – inklusive hendes lillebror – og hun er det eneste menneske tilbage i universet?
Men så dukker mystiske Evan Walker med de chokoladebrune øjne pludselig op, og Cassie er i syv sind. Evan er måske Cassies eneste mulighed for at redde sin lillebror, men kan hun stole på ham?
Abnormt fedt layout
Kender I det, når en bog bare er sådan rigtig dejlig fysisk? Når forsiden er så dragende, at man næsten får lyst til at udstille den på sit værelse? Når en bog har lige den rette tyngde – ikke for let, ikke for tung? ‘Den 5. bølge’ er præcis sådan en bog! Forsiden er virkelig flot og fortryllende, og så er dens layout altså også abnormt fedt. Den er nemlig delt op i tretten afsnit, og hvert nyt afsnit indledes med nummeret på afsnittet skrevet i romertal, en indbydende titel og en dobbeltside med galakseprint. Personligt havde jeg svært ved at styre begejstringen, og den vil stadig ingen ende tage!
En sproglig delikatesse
Sproget er for mig næsten vigtigere end plottet i en bog. Jeg har egentlig ikke noget imod at læse en historie uden nogen form for handling, hvis bare forfatteren forstår at bruge sproget og fange læseren med velovervejede, varierede og fængende sætninger. Nogle gange synes et spændende plot bare som en ekstra bonus, når bogen er så godt skrevet, at man mærker beskrevne slag på sin egen krop, og man kan høre sit eget hjerte knuses. Og det må jeg sige, at det kan man ofte, når man læser ‘Den 5. bølge’.
Rick Yanceys sprog er tempofyldt, humoristisk, poetisk og fyldt med malende beskrivelser og sarkastiske kommentarer. Det er en dejligt broget blanding, og lige så snart man synes at man mangler en spydig kommentar fra Cassie, så får man en. Og modsat, så får man også en dyb, poetisk passage, når man mangler sådan en.
En anden ting, der også fungerer rigtig godt i ”Den 5. bølge”, er den skiftende synsvinkel, som Rick Yancey bruger. Den skifter imellem henholdsvis Cassie og Ben Parish, som var Cassies high school-crush, og enkelte gange ser man også situationen fra Sammys og Evans synsvinkler. Det giver et dejligt, lille friskt pust til historien en gang imellem og virker bare fremragende.
Holder af Cassies ironiske kommentarer
Det er også enormt fedt, at det meste af bogen er skrevet fra den kvindelige hovedperson Cassies synsvinkel. Cassie er nemlig super nem at identificere sig med, og man kommer hurtig til at holde af hende og hendes ironiske kommentarer, som hun har til alt og alle.
Men selvom ‘Den 5. bølge’ efter min mening henvender sig til piger på jagt efter en velskrevet apokalypse roman, og er det, som man nok ville kalde soft science fiction, så kan den helt sikkert læses af begge køn. For det er bestemt ikke fordi, at der går tøsefnidder i den overhovedet, men jeg kunne forestille, mig at drenge måske heller vil høre om rumskibe og våben end følelser.
Soft science-fiction
Jeg har længe været på udkig efter noget soft science fiction, og jeg ved ikke, om jeg bare har kigget de forkerte steder, men jeg har i hvert fald ikke fundet noget før nu. Alt det science-fiction, jeg har haft fingrene i, har altid været sådan noget hardcore sci-fi som Star Wars, ‘Den første’ af Justin Cronin og så videre, hvor det hele handler om rumskibe og deres våben.
Men jeg har brug for, at der også bliver gået dybden med følelser, og at jeg får noget at tænke over, når jeg læser – og at det hele ikke går op i vold, maskingeværer og brutalitet. Og Rick Yancey har lige præcis skruet sådan et science fiction-værk sammen, som jeg gerne vil have. ‘Den 5. bølge’ indeholder lige den rette mængde af action-scener med masser af blod og vold, de rette mængder af dybe, filosofiske beskrivelser af en apokalypse, og lige de rette mængder af romantik og følelser.
Alt i alt
‘Den 5. bølge’ en betagende og velskrevet bog, der virkelig fik mig til at tænke over tingene og måden, vi lever vores liv på. Den er nemlig så realistisk og genialt skrevet, at jeg nærmest var overbevist om, at en invasion fra rummet kan forekomme, da jeg var færdig med at læse den.
Den fik mig til at overveje den materialistiske tilværelse, mange af os lever, men samtidig var den heller ikke alt for seriøs, filosofisk og voksenagtig. ‘Den 5. bølge’ er både eftertænksom, fyldt med action og humoristisk på den der helt rigtige ungdomsbogs-måde. Og den er helt sikkert en tilføjelse til min samling af bøger, der vil blive læst igen og igen og igen.
Uddrag af ‘Den 5. bølge’
Nogle gange tror jeg, at jeg må være det sidste menneske på Jorden.
Hvilket betyder, at jeg er det sidste menneske i universet.
Jeg ved, det lyder dumt. De kan ikke have slået alle ihjel … endnu. Jeg kan dog godt forestille mig, hvordan det i sidste ende kan ske. Og faktisk tror jeg, det er præcis, hvad de Andre gerne vil have mig til at se.
Kan du huske dinosaurerne? Godt.
Så er jeg nok ikke det sidste menneske på Jorden, men jeg er et af de sidste. Helt alene – og det vil jeg sikkert blive ved med at være, indtil den 4. bølge ruller ind over mig og trækker mig ned.
Det er en af mine nattetanke. Du ved, klokken-tre-om-morgenen, fuck-jeg-er-blevet-vanvittig-tanker. Når jeg krøller mig sammen til en lille kugle, så bange, at jeg ikke tør lukke øjnene, når jeg drukner i frygt så intens, at jeg er nødt til at minde mig selv om at trække vejret, så mit hjerte ikke går i stå. Når min hjerne tjekker ud og begynder at hoppe som en ridset CD. Alene, alene, alene, Cassie, du er alene.
Det hedder jeg. Cassie.
Ikke Cassie for Cassandra. Eller Cassie for Cassidy. Cassie for Cassiopeia, stjernebilledet, dronningen, der var bundet til sin stol i den nordlige himmel, som var smuk, men forfængelig, placeret i himlen af havguden Poseidon som straf for hendes pral. På græsk betyder hendes navn “hende, hvis ord gør væsen af sig.”
Skriv et svar