Efterårsferie 2008 i København


Efterårsferien bugner af skønne tilbud i København. Hvad med at besøge Frilandsmuseet, og få en go’ gammeldags slåskamp i høet?

Søgte du efter guiden til efterårsferie 2009

Dengang jeg var knægt, husker jeg tydeligt, at en ældre mand i toget spurgte til, hvor mange kartofler jeg så havde gravet op i min ferie. Jeg var 10 år, og forstod ikke engang spørgsmålet. Jeg var bare på vej til København sammen med min mor og min søster, for at komme i biografen på en af efterårsferiens sidste dage. Jeg tror, det var dengang, ‘Grease’ havde premiere — sidst i 70’erne i det daværende TIVOLI-BIO, hvor der nu ligger Hard Rock Café.

‘Grease’ var fantastisk, og heldigvis er tilbuddene til børn og forældre i efterårsferien blot skudt i vejret lige siden. Så for at forældre ikke skal sætte deres børn til at grave kartofler op i uge 42, når poderne sukker: “Jeg keeeder mig!”, har vi lavet en forældreguide med de efterårsferie-arrangementer, vi synes bedst om i København.

Men husk nu, at det også er sundt at kede sig. I hvert tilfælde en enkelt dag eller to.

God fornøjelse i Efterårsferien!

Peter Henrichsen, Kultur For Unge

Kulturnatten

Kulturnatten i København er blevet en fast tradition. For 16. år i træk er den startskuddet på skolernes efterårsferie. Og kreativitet, spænding og uhygge afløser for alvor de kedelige matematikbøger.

Geografisk dækker Kulturnatten indre by, Valby, Frederiksberg, Østerbro, Vesterbro, Nørrebro, Islands Brygge og Christianshavn. Der er 471 aktiviteter, så den smarteste måde at lave sin egen unikke oplevelsesnat på, er at gå ind og søge på kulturnattens hjemmeside.

Husk, at man nogen steder skal afhente billetter flere dage i forvejen, for eksempel hvis man vil gå rundt på det nyrestaurerede Rosenborg Slot med lommelygte i mulm og mørke.

KULTURNATTEN I KØBENHAVN

Tid: Fredag d. 10. oktober kl. 17-02

Adgangspriser: For at få adgang til arrangementerne i Kulturnattens program skal du have et Kulturpas. Passet koster 75 kr. inkl. program og giver desuden adgang til fri transport med bus, tog og metro i hele HT-området fra kl. 17 til 02. To børn til og med 11 år har gratis adgang til Kulturnatten, når de er sammen med en voksen med Kulturpas.

Tip: Gå ind på Kulturnattens hjemmeside og lav jeres eget program på forhånd. Husk, at man nogen steder skal reservere billetter for at få adgang på selve aftenen. Gå derfor også ind på aktørernes hjemmesider og tjek dette. På selve aftenen kan der være køer på op til en times ventetid på de populæreste atrraktioner, så det kan være en god idé at have en plan B i ærmet.

Link: kulturnatten.dk

Nærkamp til søs under Englandskrigen i 1807

Det er 201 år siden at englænderne i 1807 bombarderede København og tog den danske flåde. De næste syv år var Danmark derfor i krig med England, og der udkæmpedes mange mindre træfninger.

Som en markering af de dramatiske begivenheder tilbyder Orlogsmuseet en forrygende forestilling med de to fægtere Bo Thomas og Tina Robinson. Opvisningen foregår i Orlogsmuseets gård, hvor en skibsmast udgør et væsentligt element i kampene. Hvis det skulle blive regn, rykker man dog ned i museets Kanonkælder.

Som at stå midt i en filmoptagelse

Det er de professionelle stuntmen og stagefightere Bo Thomas og Tina Robinson, der står for efterårsferiens flotteste og mest nærværende oplevelse. Det er bestemt ikke børneteater, som Jytte Abildtrøm ville have spillet det. Når Bo og Tina først folder sig ud, er det som at deltage i en filmoptagelse til en stor Hollywood-spillefilm. Fægte- og slåskampene er så realistiske, at man virkelig tror, man befinder sig i 1807.

Gid historieundervisning var så levende

Bo Thomas og Tina Robinson er desuden formidable til at tilfredsstille hele deres publikum. Selv om børnene er på første række under forestillingen, er der lige så meget historie, action og humor i voksenhøjde. Her bliver der ikke snakket ned til børnene i Bamse & Kylling-sprog, så man keder sig ikke et eneste sekund som voksen.

Hvis alle historiske begivenheder kunne blive præsenteret af Bo Thomas og Tina Robinson, ville skolens tørre historiebøger aldrig blive læst mere.

Vil du se flere billeder af Tina og Bo, kan du se Kultur For Unge’s artikler fra februar 2008:

Vinterferiens sjoveste slagsmål
Kvinden, der lærte danskerne at fægte

NÆRKAMP TIL SØS – STAGEFIGHT SHOW

Tid: Hver dag i uge 42, kl. 11 og 13 i museets gård. Museet er lukket lørdag den 11. oktober.

Adgangspriser: Voksne 60 kr. Børn (3-17 år) 20 kr. Billetter købes ved indgangen.
Medbringer du din billet fra Tøjhusmuseet, skal du kun betale 20 kr. for at se opvisningen Nærkamp til Søs. Gratis adgang om onsdagen er ophævet i efterårsferien.

Tips: Kom mindst ½ time før forestillingens start. Billetsalget tager altid lang tid.

Link: www.orlogsmuseet.dk

Spion for en dag, i Experimentarium

SPION er Experimentariums nye særudstilling, der åbnede den 3. oktober. Udstillingen er bygget op omkring fem forskellige miljøer: lufthavnen, gaden, kontoret, politistationen og Det Hemmelige Politis hovedkvarter. Og man må trykke, skrue eller dreje på alt, for man er nemlig spion for en dag! Man skal dog ikke være helt sikker på, at alle menneskerne i udstillingen er gæster. For når man er spion, kan man selvfølgelig risikere selv at blive overvåget, mens man overvåger andre.

Dødskørsel for sjov

En anden og utrolig populær særudstilling er ‘Kvæsterød Køreskole’. Her kan børnene teste alle de farlige episoder i trafikken, som voksne dagligt udsætter sig selv og hinanden for. Hvordan er det at køre bil, når man er fuld? Kan man tale i håndholdt mobiltelefon uden at miste koncentrationen? Hvad sker der, hvis man dropper selen og uheldet er ude? Udstillingen lærer børnene om de enorme kræfter, der er på spil i trafikken, og opmuntrer selvfølgelig til større trafiksikkerhed frem for at være en skræmmekampagne.

Planlæg et måltid

Modsat mange af museerne i indre by, er Experimentarium et sted, hvor man nemt kan tilbringe en halv dag. Man bør derfor planlægge at spise frokost der. Der er en hyggelig café med både varm og kold mad, og i ‘madpakkeområdet’ under caféen, kan man spise sin medbragte mad. Tirsdag aften har Experimentarium åbent helt til klokken 21, men vil man have varm aftensmad, skal man være opmærksom på, at det varme køkken lukker allerede klokken 16.30.

Vil du se indvielsen af SPION-udstillingen med Prins Nikolai, Prins Felix og Prins Joachim, den 2. oktober 2008: Nikolai og Felix indviede SPION-udstilling

SPION, i Experimentarium

Tid: Mandag 9.30 – 17.00, Tirsdag 9.30 – 21.00, Onsdag – fredag 9.30 – 17.00, Lørdag, søndag og helligdage 11.00 – 17.00

Adgangspriser: Voksne 135 kr. Børn (3-11 år) 90 kr.

Tips: Man er velkommen til at spise medbragt mad på Experimentarium.

Hiphop-skolen for børn og unge

Lyder det fedt at starte hver morgen i Efterårsferien med for eksempel rap, hiphop eller breakdance? Så har VEGA alle tiders efterårsferietilbud til dig: Du kan gå på Hiphop-skole!

Skolen har seks forrygende workshops at vælge imellem: Rap (10-16 år), DJ (10-16 år), Breakdance (12-16 år), Hiphopdans for piger (12-16 år), Human beatbox (10-16 år) og endelig Street Art/Street Graphics (10-16 år). Det er professionelle musikere og dansere, der underviser i de forskellige workshops, så der er virkelig mulighed for lære en masse nyt.

Hvordan foregår det?

Du vælger dig ind på ét af holdene, for eksempel Human Beatbox, som du så deltager på to timer hver dag mellem klokken 10 og 12, fra mandag til fredag. Om søndagen er der så et stort gallashow i VEGA, hvor I alle sammen skal optræde og vise, hvad I har lært.

Der er rift om pladserne

Det koster kun 100 kroner at deltage i en af Hiphop-skolens workshops hele ugen. Til gallashowet om søndagen er det gratis at komme ind, så du kan invitere dine venner og familie, uden at det koster en bondegård.

Skynd dig at sende tilmeldingen til VEGA. Der er kun mellem 6-16 pladser på hvert hold, og der er mange unge, der gerne vil hygge sig med musik, dans og nye venner i Efterårsferien.

Foto: VEGA

HIPHOP-SKOLEN I VEGA

Tid: Mandag til torsdag i uge 42, kl. 10-12, fredag kl. 10-14. Gallashow søndag 19. oktober kl. 14-16
Adgangspriser: Prisen for at deltage hele ugen er kr. 100, og man får oven i købet en T-shirt når workshoppen er gennemført.

Tips: Tilmeldigsfristen er 5. oktober, men tilmeld dig så hurtigt som muligt, da der kun er mellem 6 og 16 pladser på hvert hold.

Link: Hiphop-skolen i VEGA, vega.dk

Eventyrteatret spiller ‘Den bestøvlede kat’

“Da den gamle møller dør, efterlader han sig tre sønner. Den ældste arver møllen, den næstældste æslet og den yngste katten. Den yngste søn er skuffet, men katten viser sig at være usædvanlig snedig. Den beder ham om en hat og et par støvler, og inden vores unge helt forstår et ord af det, er han indviklet i et heftigt eventyr med fægtekampe, forviklinger, forhekselser og forelskelser.”

En fægtende kat og en ond troldmand

Der bli’r naturligvis masser af musik, action, gys og grin, når handlingen i Eventyrteatrets nye forestilling ta’r fart. Lærer vores helt at fægte? Lærer hans to brødre, at venskab er vigtigere end penge? Lærer prinsessen at se på sin far uden himmelvendte øjne? Og lærer troldmanden, at ondskab ikke betaler sig? Alt det og meget mere får publikum svar på i ‘Den bestøvlede kat’.

Forrygende familiemusical i efterårsferien

For 17. gang kan Eventyrteatret præsentere en nyskrevet familiemusical i skolernes efterårsferie. ‘Den bestøvlede kat’ er en forrygende forestilling for hele familien med to timers energisk og underholdende sang, musik, dans og drama – sunget, spillet og danset af 90 talentfulde børn og unge fra Eventyrteatrets Dramaskole.

Vil du læse mere om Eventyrteatret, kan du se Kultur For Unge’s artikler fra oktober 2007:

Et festfyrværkeri af flotte præstationer
Vi gør det, fordi det er så sjovt!
Eventyrteatret i TIVOLI i Efterårsferien (2007)

EVENTYRTEATRET SPILLER DEN BESTØVLEDE KAT

Tid: I Efterårsferien spilles to gange om dagen, alle dage fra tirsdag d. 14. oktober til og med søndag d. 19. oktober, kl. 12 og kl. 15. Der spilles også udvalgte dage inden Efterårsferien – se Eventyrteatrets hjemmeside.

Adgangspriser: Billetpriser kr. 145 til kr. 245, gebyr kr. 20

Tip: Eventyrteatrets billetter gælder også som adgang til Halloween i TIVOLI, så hvis I alligevel skal i TIVOLI i Efterårsferien, er der gode muligheder for at spare penge ved at kombinere med en teatertur. Det kan være en god idé at komme ½ time før forestillings start, da Eventyrteatrets parade tager imod publikum udenfor Glassalen, hvilket er utrolig festligt.

Link: eventyrteatret.dk

Halloween i TIVOLI

For tredje gang åbner TIVOLI dørene for deres ekstra sæson, Halloween, som må siges at være en tradition allerede. Halloween-temaet åbnes om fredagen, når børnenes efterårsferie begynder, og Kulturnatten i København løber af stablen.

En keltisk tradition

Mange vil nok tro, at Danmark er ved at blive mere og mere amerikaniseret, fordi vi nu ikke længere kalder den 31. oktober for Allehelgens Aften, men i stedet kalder det Halloween. Men rent faktisk kommer traditionen fra kelterne i Irland og Skotland, der fejrede aftenen, fordi det er den tid på året, hvor der er størst mulighed for kontakt med den spirituelle verden og det magiske.

Traditionen blev sidst i det nittende århundrede bragt til Nordamerika med immigranterne, og næsten hundrede år efter tog enkelte vestlige lande dagen til sig som en helligdag, hvilket vi dog endnu ikke har gjort i Danmark. Navnet ‘Halloween’ er afledt af ‘All Hallows Eve’, som er aftenen før ‘All Hallows Day’ eller ‘All Saints Day’.

Uhyggelig udklædning er tilladt

Uanset herkomsten, er Halloween, hvad man gør det til, og TIVIOLI’s fortolkning er tæt på den amerikanske ‘Trick or Treat’-tradition, hvor det handler om at klæde sig uhyggeligt ud og gøre folk forskrækkede, dog på en hyggelig måde uden at skræmme livet helt af ofrene. Derfor er TIVOLI’s Halloween aktiviteter også mest for de mindste børn, nemlig den samme aldersgruppe, som også synes det er sjovt at klæde sig ud til fastelavn.

De voksne kan i stedet nyde synet af de mange tusinde græskar, og TIVOLI’s helt unikke egenskab til at forhandle sommerhaven til en uhyggelig hjemsøgt efterårslandsby. Teenagerne vil nok stadig gå efter de kørende forlystelser og måske en is eller en candyfloss, serveret som spindelvæv.

HALLOWEEN I TIVOLI

Tid: Fredag den 10. oktober til søndag den 19. oktober.

Adgangspriser: Voksne kr. 85, børn (3-11 år) kr. 45

Tip: Børn, der har lyst til at komme udklædte, kan deltage i konkurrencen om dagens sjoveste, bedste, mest skøre udklædning. Der kåres en vinder hver dag kl. 15. Konkurrencen laves i samarbejde med BR og deltagerne må max. være 12 år.

Link: tivoli.dk

Foto: Mastodonterne

Mastodonterne spiller Cyrano

For teenagere og de forældre der ikke længere har små børn, er det oplagt at vælge Sebastians Musical Cyrano, som efterårets teaterforestilling. Det er teatergruppen Mastodonterne der præsenterer den største kærlighedshistorie verden har set!

En ulykkelig forelsket Cyrano

Forestillingen har sin begyndelse i Paris, hvor vi møder Cyrano, der er en eminent digter og en dygtig fægter, som gør tjeneste i kongens musketergarde. Han lever et udsvævende liv omgivet af fordrukne poeter og stridslystne musketerer. Udadtil virker han sorgløs og munter, men i al hemmelighed er han ulykkeligt forelsket i – sin kusine – den smukke Roxane.

Cyrano tør ikke vise sine følelser, da han ikke tror, nogen kvinde vil kunne elske ham på grund af hans enorme næse, der giver ham et yderst karakteristisk udseende. Hans foragt for hyklere og spytslikkere og mangel for respekt for adelen skaber ham fjender overalt.

Stor dramatik med hidsige dueller

Cyranos hidsige temperament fører ham fra den ene duel til den næste, og det er da også således, vi møder ham for første gang – i en duel hvor han dræber Vicomte de Valvert, en magtfuld person med venner ved hoffet. Cyranos liv tager nu en dramatisk drejning, men den dramatik skal man nu engang opleve i TIVOLI’s Koncertsal i Efterårsferien.

Tag teenagerne med til musical

Udover de charmerende og dygtige voksne skuespillere, har teatergruppen Mastodonterne også mange teenagere på rollelisten. De beviser at der også er en plads til unge spirer, der virkelig brænder for sang, musik og teater. Samtidig giver de unge skuespillere en samhørighed til det unge publikum, der får nogen jævnaldrende de kan identificere sig med.

Og hvis man ovenikøbet selv har en gnist i maven med hensyn til sang og skuespil, skal Mastodonterne nok sørge for at gnisten bliver til en klar flamme, inden sidste sang er sunget i Cyrano!

Foto: Mastodonterne

MASTODONTERNE SPILLER CYRANO

Tid: Spilleperiode: 4. – 18. oktober – alle dage (undtagen mandage) – kl. 19.30
Dog dobbeltforestillinger i efterårsferien på visse dage. (se yderligere info på BilletNet). Forpremiere til reducerede priser 3. oktober

Adgangspriser: Kr. 175,- 225,- 275,- 325,- (excl. gebyr)
Ungdomsrabat kr. 75,- Købes via Billetnet.

Tip: Billetten giver i efterårsferien adgang til Tivoli på dagen.

Link: www.cyrano.dk

Gå ombord i ubåden SÆLEN

Danmarks sidste undervandsbåd

SÆLEN blev udfaset af forsvaret i 2004 som et resultat af et nyt forsvarsforlig. Båden blev kendt i offentligheden som en del af det danske bidrag til Irakkrigen i 2004. Her overvågede båden sejllads og kommunikation med sine avancerede lytteinstrumenter. SÆLEN var den sidste danske undervandsbåd. Men den var også det den eneste danske ubåd som deltog i krigsmæssig sejllads.

En kold men uhyggeligt spændende fornøjelse

Det er en god idé at klæde sig rigtig godt på den dag man besøger SÆLEN. Ubåden er utrolig spændende at bevæge sig rundt i, men varmesystemet fungerer ikke, så hvis efterårsvejret bliver koldt og blæsende, bliver man dobbelt glad for sin hue og sine vanter inde i SÆLEN.

Tourguiderne på SÆLEN er ensusiastiske historiestuderende, der samtidig er meget fascineret af teknikken og mekanikken i SÆLEN. Så der er rig mulighed for at få besvaret alle spørgsmål om ubåde. Det er også fascinerede at fotografere børnene inde i SÆLEN, så husk kameraet.

Hjem og se ubådsfilm bagefter

Hvis man er bidt af en gal ubåd, er der stor chance for at man sammen aften ned og leje DVD’en med Wolfgang Petersens tyske klassisker ‘Das Boot’. Filmen handler om besætningen i en tysk type VII C ubåd, der udgjorde størstedelen af det som englænderne og amerikanerne kaldte ‘The Wolfpack’. ‘Das Boot’ må stadig siges at være den mest realistiske ubådsfilm, der nogensinde er lavet, om krigen til søs under 2. verdenskrig. Andre anbefalelsesværdige alternativer er ‘Jagten på Røde Oktober’ (The hunt for Red October) med Sean Connery, ‘K-19’ (K-19 The Widowmaker) med Harrison Ford eller ‘Fjenden i dybet’ (Crimson Tide) med Denzel Washington og Gene Hackman.

UBÅDEN SÆLEN

Adresse: Marinestation København, Nyholm

Åbningstider: Sælen har skiftende åbningstider se her

Tip: På Marinestation København kan I også besøge torpedomissilbåden SEHESTED og fregatten PEDER SKRAM.

Link: Skibe på Holmen

Marked og gøgl for alle!

Er du til historiske markeder, der syder af aktiviteter, så er det verdens smukkeste Frilandsmuseum, du skal besøge i efterårsferien. Hele ugen kan du opleve en stemning af livet, som det var på landet i slutningen af 1800-tallet, når der var marked.

Gøgl og honningkager, og øl til de voksne

På Frilandsmuseet kan du kan for eksempel prøve kræfter med ‘tyren, der brøler’, vælte dåser, opleve Mester Jakel, købe honningkager, se loppecirkus og opleve politimanden, der forsøger at holde ro og orden på stedet. Derudover kan du få en tur i luftgyngen, mens far og mor nyder et glas øl til tonerne fra Rottekongen Cibrinos lirekasse. Gå heller ikke glip af gøglerne, spåkonen eller sigøjneren, som optræder med markedsviser og meget mere.

God fornøjelse og husk, at det er gratis for alle!

FRILANDSMUSEET

Tid: søndag den 12. oktober til søndag d. 19. oktober. Museet er åbent kl. 10 – 17, aktiviteterne foregår mellem kl. 11 og kl. 15.30

Adgangspriser: Gratis

Tip: Husk madkurv og drikkevarer.

Link: Frilandsmuseet

Vil du være Fiksonaut?

I efterårsferien kan du blive assistent hos den skøre professor Fiks på evighedsværkstedet. Professor Fiks fikser næsten alt. Du lærer en masse om at reparere og bevare gamle ting, men vær beredt! Professor Fiks elsker at give sine assistenter drilske opgaver: Kan du kende forskel på plastik og ben? Kan du hjælpe med at restaurere en altertavle? Kan du hænge tøj smukt på giner? Klarer du udfordringerne, kan du få et fiksonautbevis med hjem!

NATIONALMUSEET

Tid: 11.- 19. oktober 2008 kl. 11-16. Værksted for børn (beregnet for børn under 12 år)

Adgangspriser: Gratis

Link: Nationalmuseet

Spot fly i Kastrup

At spotte fly, er nok mest en aktivitet for far og søn, men nu hvor Metroen også kører direkte til Kastrup Lufthavn, er det oplagt at tage ud til Københavns lufthavn. For år tilbage kunne børn og voksne kigge på flyvere inde fra lufthavnsbygningen, når man skulle ud og hente nogen i lufthavnen, men af sikkerhedsmæssige grunde, er det nu desværre lukket ned.

Bane 22 Left ligger ved Kystvejen

Der er dog stadig mange muligheder for at se flyvemaskiner helt tæt på, for kun cirka 10 minutters gang fra Terminal 3, lægger de mange jetmaskiner an til landing på rullebane 22 Left. Da fly i størst mulig omfang forsøger at lande mod vinden, skifter landingsretningerne selvfølgelig i Kastrup Lufthavn, men for det meste kommer flyvemaskinerne ind over Øresundsbroen og lander på bane 22 Left. Banen hedder sådan fordi piloterne skal flyve i retning 220 grader for at lægge an til landing, det bagerst nul fjerner man blot i landingsretningen og så har man banenummeret. Da der ligger to baner i retningen 220 grader, angiver Left selvfølgelig at det er den venstre bane, der er tale om.

Værn om sikkerheden

Når man skal kigge på fly på Kystvejen, er det eneste rigtige at tage toget eller cyklen. På Kystvejen er der nemlig totalt standsningsforbud, og der er tilmed lagt store kampesten i rabatten for at billister ikke skal stoppe op og kigge på flyvere. Dels må man ikke stoppe af sikkerhedsmæssige grunde for luftfarten, og dels er det af indlysende færdselssikkerhedsgrunde forbudt at standse.

Lufthavnens Secuity-stab holder i deres gule patruljevogne løbende øje med dette, og alle gode flyspottere værner selvfølgelig om lufthavnens sikkerhed og respekterer de få regler, der er omkring landingsbanerne. Vil man meget gerne benytte bil, kan man køre ned til Flyvergrillen for at spotte, i stedet for. Flyvergrillen ligger for enden af Amager Landevej, og her er der flot udsigt over bane 22 Right, som er den bane, der oftest bliver benyttet til take-off.

Husk kamera, kikkert og ørepropper

Det er ikke fordi flyene er svære at få øje på. De flyver lige hen over hovedet på en, så det kan være rart at have nogle ørepropper med. Udover fascinationen over de store jetmaskiner, er det sjove selvfølgelig også, om man på afstand kan se hvilket fly der er tale om og hvilket selskab, det flyver for. Ud fra ankomsttiderne på nettet kan man også regne ud, hvornår der kommer nogle af de rigtig store maskiner, såsom Jumbojetten, Boeing 747, der kommer en gang om dagen fra Thai Air, eller Airbus A330/A340 som SAS for eksempel bruger til destinationer som USA og Indien.

Efter en masse frisk luft på Kystvejen, er det altid hyggeligt at købe en kop kakao, eller gå på Burger King i Terminal 3.

SPOT FLY I KASTRUP

Besøg elefanternes nye palads

Det ville være synd at kalde elefanternes nye anlæg i Zoo for et elefanthus. Det er nemlig et gigantisk anlæg placeret midt mellem Frederiksberg Have og Zoo’s gamle elefanthus. ‘Paladset’, som vil være et mere passende navn for elefanternes indendørs domicil, rummer ikke kun områder for elefanterne, men også en biograf, en stor elefantudstilling og et kæmpe elefant-eksperimentarium, hvor børn og voksne kan muntre sig.

Sæt god tid af til elefanterne

Det er et syvmileskridt Zoo og alle sponsorerne har taget for elefanterne i denne omgang. Alt omkring anlægget er så overdimensioneret, at man til tider tror, man bevæger sig rundt i Knuthenborg Dyrepark, og det er virkelig en fantastisk følelse. Så næste gang man skal i Zoo skal man huske, at der nemt kan bruges 1-1½ time på elefanterne alene.

Efterårsferien står derfor i elefanternes tegn i Zoologisk Have. Oplev elefanterne i det nye Elefanthus og bliv klogere på elefanternes historie, levevis, biologi og meget mere.

ZOO KØBENHAVN

Tid: Fredag den 10. oktober til søndag den 19. oktober.

Adgangspriser: Børn (3-11 år) kr. 70, voksne kr. 130.

Tip: Det er tilladt at tage madkurv og drikkevarer med i Zoo, så længe man ikke inviterer dyrene til at spise med.
Link: www.zoo.dk

Foto: Tøjhusmuseet

Ridderturnering på Tøjhusmuseet

Vi befinder os i midten af 1100-tallet, hvor de kristne fyrster havde befriet Jerusalem og Det hellige Land og hvor der – for en tid – herskede fred mellem kristne og muslimer. I den tid opstod de to store berømte ridderordener, Tempelridderne og Johanitterne.

Riddere fra Arn-filmene deltager

Temaet for dette års ridderturnering på Tøjhusmuseet er rivaliseringen mellem Tempelridderne og Johanitterne. De fire dygtige riddere – som også er med i Arn-filmene – vil gennemføre mange af de klassiske discipliner – ikke mindst lansedysten – på deres flotte gangere, men også vise flere nye ting. Med sig til dysten i borggården i Jerusalem, har de deres trofaste væbnere, som kæmper til fods.

I Korsets Tegn – Tempelriddere mod Johanittere

Tid: 12.-19. oktober, kl. 10-16. Museet er lukket lørdag den 11. oktober.

Adgangspriser: Ridderbilletter kr. 75,- købes online på www.thm.dk

Link: Tøjhusmuseet i Efterårsferien

foto: Lars Høgsted / Nordisk Film

Biografen – det bedste efterårsferie-tip, når det regner

“Anja og Viktor og deres lille datter bor i vennernes ramponerede øvelokale i Sydhavnen, efter de er blevet smidt ud af deres gamle, dejlige lejlighed på Sankt Hans Torv. Det er Peters hysteriske kæreste Regitze, der uretsmæssigt har tvunget dem ud. Da sagen kommer for retten, får de muligheden for at købe lejligheden som andel for en million. De bestiller tid i banken, Anja kæmper på sit enmandsreklamebureau, og Viktor tager døgnvagter på brandstationen, samtidigt med at han kaster sig over selv- hjælps bøger af typen DEN FØRSTE MILLION ER DEN SVÆRESTE.”

I medgang og modgang

“Viktor er kommet på giftetanker, ikke mindst inspireret af Gitte, der lidenskabeligt følger med i MEDGANG OG MODGANG, årets reality-hit, hvor gifteklare par kæmper om en million og bryllup midt i den bedste sendetid. Gitte vil melde Anja og Viktor til showet, men Anja insisterer på, at det bliver uden hende. Deres projekt bliver endnu mere presserende, da kommunens ivrige mand afslører dem i at bruge øvelokalet som bolig, og de nu regulært står på gaden, hvis de ikke skaffer penge til lejligheden.”

Katastrofen indtræffer

“Mødet i banken bliver en katastrofe efter Viktors amatøragtige investeringsplan, og de går slukørede derfra. De bliver dog mindet om, at de har hinanden under en romantisk skøjtetur på Kongens Nytorv, hvor Viktor ender med at fri til Anja, der accepterer. Uden Anjas vidende har Gitte meldt Anja og Viktor til TV showet, og de bliver valgt. Viktor beslutter sig for at de skal deltage og satser på, at Anja nok skal komme på bedre tanker, når de først er i gang.”

(Nordisk Film)

Foto: Lars Høgsted / Nordisk Film
(Foto: Lars Høgsted / Nordisk Film)

Anja & Viktor 5 – I medgang og modgang

Tid: Premiere fredag den 12. september 2008, spiller også i efterårsferien.

Link: www.biozonen.dk

Og 3 hurtige til slut:

Thorvaldsens Museum ruller et ton ler ind i museets forhal, og giver alle børn mulighed for at slippe kreativiteten løs i det åbne lerværksted i efterårsferien.

Geologisk Museum byder på historier om megadyr, som fx sabelkatte og megafugle, og man kan se dinosaurfilm i museets biograf.

Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum byder på masser af sjov, når slænget fra Sherwood lægger vejen forbi. Man kan blandt andet lære at skyde med bue og pil af Robin, lille John underviser i stokkedyst og broder Tucker lærer børnene at kaste med økse.

Tak for presseinformation og stor hjælpsomhed:

• Camilla Buchardt Andersen, Nordisk Film
• Katrine Lundgreen, TV2
• Karsten Skjold Petersen, Statens Forsvarshistoriske Museum
• Britta Betzer Ankersen, Zoo København
• Anni Mogensen, Nationalmuseet
• Tina Robinson, Art of Action
• Anders Koch Madsen, VEGA
• Preben Ruager, Mastodonterne
• Signe T. Lundgren, Museer i København
• Katja Vallentin, Eventyrteatret
• Helle Rimmer, Experimentarium
• Pia Jørgensen, Wonderful Copenhagen