Anmeldelse: Overscoring

Endnu en kærlighedskomedie har ramt biograferne, og som fan af både kærlighed og humor var det jo lige en film som min veninde og jeg måtte ind og se.

”Overscoring”

Instruktør: Jim Field Smith

Genre: Kærlighedskomedie

Spilletid: 125 minutter

Land: USA

Distributør: Uip.dk

Premieredato: 17. juli 2010

Anmeldt af Maria Riget Hansen, 16 år

Kirk (Jay Baruchel) er en ung fyr som arbejder i lufthavnen sammen med et par af hans bedste venner. Han har ikke særlig meget selvtillid, hvilket skyldes hans ven Stainer (T.J. Miller) som bliver ved med at sige at han er en 5’er. En dag finder han så en telefon der tilhøre den succesfulde festarrangør Molly (Alice Eve), som helt klart er en 10’er. Som tak for at han returnerer hendes mobil inviterer hun ham ud, hvilket bliver starten på et lidt overraskende forhold.

Manglende opfindsomhed

Jeg havde glædet mig rigtig meget til at se ”Overscoring”, fordi jeg synes at traileren virkede morsom og spændende. Men jeg blev ret skuffet. Producenten har ikke formået at tænke uden for boksen og den var forudsigelig fra første minut. Det er den samme gamle historie om den populære der falder for den mindre populære, men hvis man kan se bort fra det, synes jeg egentlig at den er meget god til at illustrere selvværdsproblemer.

Dejlige karakterer

Selvom jeg blev skuffet over selve historien, synes jeg ikke at filmen var dårlig. Den havde nogle virkelig skønne karakterer, som for eksempel Devon, Kirks ven, som bliver spillet Nate Torrence. Han formåede virkelig at bringe et smil frem på mine læber. En anden karakter jeg også var vild med var Patty (Krysten Ritter) som er Mollys veninde. Hun er så led og stor i munden, på en genial måde, at jeg ikke kunne undgå at holde af hende.
Humoren var også virkelig god, der er blandt andet en scene hvor Kirk skal intimbarberes, hvilket han ikke selv kan finde ud af, så han bliver nødt til at få hjælp. Jeg var ved at brække mig af grin, og på samme tid var det så pinligt at jeg var tæt på at rejse mig og gå!

En sikker sofafilm

Så skønt jeg ikke kan give for point for opfindsomheden når det kommer til historien, er der alligevel en masse ting der trækker lidt op. Blandt er der nogle virkelig gode sange, hvor min yndlings helt klart er ”Undiscovered” af James Morrison, det er en dejlig munter sang som passede rigtig godt til scenen hvor den var sat ind.
Jeg vil sagtens kunne anbefale den til en hyggeaften med venner og veninder når den kommer på dvd, og jeg vil da helt sikkert også tvinge et par veninder til at slutte sig til mig på sofaen med slik, dyner og pyjamasser. Men der er altså andet man kan bruge penge på, end en biograf billet til 90 kroner stykket.

– Hvad synes du om “Overscoring”?

Peter, 40 år, København

En af de bedste teenage-kærlighedskomedier jeg har set i mange år. (Er det mon så godt eller dårligt, min alder taget i betragtning ;-)) “Overscoring” var ikke overgearet som mange andre komedier, og jeg synes at karaktererne opførte sig rationelt, hvilket gjorde humoren ægte og varm. Selvom plottet var forudsigeligt, faldt specielt musikken og humoren og varmen bare sammen til en rigtig rar oplevelse. Feel Good-film vil jeg simpelthen kalde den. Temaet med hvor man hver især ligger på en 10-skala, i et parforhold, var overhovedet ikke fjollet. Selvom mange måske ikke vil indrømme det, går vi jo alle og måler hinanden dagligt på rangstiger, så der var bestemt også stof til eftertanke. Pudsigt nok blev der i 1979 produceret en lignende komedie, nemlig 10 (ten), med Dudley More der møder skønne, sexede Bo Derek, som også er sat til den uopnåelige 10’er. Et “must” for filmelskere uanset alder.

Hvad der ikke er rart er Københavns Palads Biografs, Bio nummer 19 i kælderen. Uden at overdrive, er det den mindste og mest elendige bio jeg nogensinde har siddet i, og jeg forstår ganske simpelt ikke, at dem der ikke var anmeldere, ikke gik ud og fik deres penge igen inden filmens start. Bio 19 er lige så lang og smal som en flykabine, lærredet lige så lille som i en hjemmebiograf, og dørene ind til biografen — en oplevelse i sig selv — to sortmalede krydsfinerplader med fastskruede jernhåndtag, af typen som man ville skrue på en låge til et affaldsskur. Surround-lyden blev kastet helt forkert rundt i det lange lokale, og jeg fik nærmest klaustrofobi. Jeg forstår ikke at Palads-biografen kan være bekendt overfor filmselskabet, at vise deres film i så miserable omgivelser. Jeg talte med flere af de unge tilskuere, der også følte sig godt snydt.