Gys: The Uninvited er fra 2009 og er det amerikanske remake af den sydkoreanske gyser “A Tale of Two Sisters”. Mange tror den er et remake af den koreanske gyser fra 2003, der også hedder The Uninvited, men det er altså ikke tilfældet. Filmen er nu lidt over et år gammel, men da jeg så den for nylig, blev jeg så skræmt og begejstret, at jeg synes den fortjener omtale.
”The Uninvited”
Genre: Horror
Land: USA
Instruktør: Brødrene Charles og Thomas Guard
Distributør: Uip
Premieredato: 20. maj 2009
| Af Peter Kock Henrichsen |  |
Da Anna (Emily Browning) vender hjem efter ti måneder på en psykiatrisk institution, er hendes hjem forandret. Mindet om moderens død i en voldsom brand, står stadig stærkt i Annas erindring, og hun har svært ved at acceptere, at moderens sygeplejerske, Rachel (Elizabeth Banks), nu er faderens, Steven (David Strathairn) nye kæreste. Først bebrejder Annas storesøster Alex (Arielle Kebbel) hende, at hun lod hende alene tilbage, mens disse forandringer fandt sted, men snart finder søstrene sammen; i deres fælles modvilje mod Rachel og i deres mistanke om, at branden ikke var noget uheld. De finder også hurtigt ud af, at Rachel ikke lader sig mobbe ud af huset og faderens seng af et par teenagepiger. Hun er meget målrettet, næsten for målrettet, synes Anna og Alex og begynder at udforske hendes fortid, der gemmer på ubehagelige overraskelser.
“Åh nej, nu kommer der … noget …
Fra første scene gik The Uninvited direkte ind og besatte min amygdala (det lille område i hjernens tindingelap, som blandt andet håndterer frygt og forsvarsreaktioner). Filmen er en psykologisk gyser, ikke en splatter, men alligevel kommer der nogle effektfulde scener som paralyserede mig af angst. Ofte kunne jeg blot sidde og tænke højt: “Åh nej, nu kommer der … noget …” og det er den rædsel der bliver til fryd, når man er landet i sofaen igen. Det er lidt lige som det sekund hvor man er på toppen i en rutsjebane og kan se afgrunden for sig, som man bliver tvunget ned i inden for få sekunder.
Ofte kunne jeg blot sidde og tænke højt: “Åh nej, nu kommer der … noget …” og det er den rædsel der bliver til fryd, når man er landet i sofaen igen.”
Søstrene bærer filmen
Emily Browning og Arielle Kebbel fungerer virkelig godt som søstre, og jeg synes de spiller meget troværdigt. De knuselsker bestemt ikke hinanden, har begge en stærk personlighed, men holder inderst inde tæt sammen. Det er søsterskabet der bærer filmen, og farens og Rachels rolle er måske lidt mere forudsigelig. Det er synd at sige for meget om handlingen i en gyser, ud over at jeg ikke kedede mig et sekund.
Når en historie bliver fortalt godt
Fotograferingen er utrolig flot, og jeg sad flere gange benovet tilbage over de smukke billeder, for eksempel nede fra badebroen, hvor man ikke blot ser Anna som noget af det første, men netop ser et super skarpt nærbillede af hendes gummisko der træder på plankerne. Disse nærbilleder, der også forhindrer seeren i at orientere sig hurtigt, er med til at skabe det gode gys, og det følte jeg virkelig. En del skælder denne her film ud for at være forudsigelig og at tingene er set før – det er noget af det måske også, men ligesom man kan høre en god historie igen og igen, hvis det er den helt rigtige fortæller, kan jeg også nyde en gyser som The Univited i fulde drag, fordi skuespillet, psykologien og fotograferingen fungerer så godt som helhed. Og jeg blev overrasket lige indtil sidste minut.
Skriv et svar