Jeg kan godt li’ dig, Anton!: En dejlig hjertevarm beretning om et venskab mellem Jojo og Anton

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

“Jeg kan godt li’ dig, Anton!”

Forfatter:

Peter Pohl

Sider:

132

Forlag:

Gyldendal

Følelses-barometer:






Jojo (Josefine) går i 4. klasse, og er ganske vild med idrætstimerne. Fodboldkampene er nok det allerbedste, fordi Anton, én af skolens dygtigste spillere, går i hendes klasse. Når Jojo spiller på hold sammen med Anton, får hun masser af ros af ham – også lidt mere end hun synes hun fortjener.
Anton får faktisk opmuntret Jojo så meget, at han får hende overtalt til at spille i Alvedal FK i fritiden. Mod Jojo’s egne forventninger, viser det sig, at hun rent faktisk er dygtig nok til at spille i Alvedal, og træningsaftenerne og weekendkampene med Anton, bliver pludselig en stor del af hendes liv.

Jojo gør alt for at være end god og loyal ven

Jojo’s familie og i særdeleshed hendes far, tager imod charmerende Anton med åbne arme, og Anton spiser ofte med hos familien, og får også lov til at sove hos Jojo. Al den dejlige kærlighed forsøger Anton at betale tilbage, ved at byde Jojo på burgere flere gange om ugen. Men Jojo kan mærke, at noget er galt. Anton køber også dyr elektronik til sig selv, og skifter mobiltelefon ud næsten hver uge. Desuden ringer han aldrig til sin mor og far, og beder om tilladelse til at være hos Jojo. Jojo gør alt for at være end god og loyal ven, men presset på hende bliver større og større.

Dejlig hjertevarm beretning om børn, lige før de bliver teenagere

Jeg kan godt li’ dig, Anton! er en dejlig hjertevarm beretning om børn, lige før de bliver teenagere, og før puberteten træder ind. En periode hvor man sagtens bare kan være venner og sove hos hinanden, selv om man er dreng og pige. I en tid hvor seksualiteten bliver presset tidligere og tidligere ind i børnenes hverdag, blandt andet i form af reklamer og tøj, er det skønt at læse en beretningen, hvor børn får lov til at være børn – i hvert tilfælde i Jojo’s familie.

Ikke en fodboldroman

Jojo’s betagelse af Anton er sød og fascinerende. Selv om Jojo og Anton går til fodbold, er det ikke en fodboldroman. Det er skønt at læse om en pige der klarer sig godt til fodbold, blandt de lidt for selvsikre drenge, men romanen handler om venskab, og om hvordan man er loyal over for en ven, som man godt ved, fylder én med hvide løgne.

Pudsig fortæller

Fortælleren er lidt pudsig, for det er en jeg-fortæller (Jojo) som skriver sin beretning til Anton i anden person (du). Det gør, at man føler man læser med i Jojo’s hemmelige brev/dagbog til Anton, hvilket gør beretningen utrolig intens og hudløs. Man skal lige vænne sig til det, men så fungerer det faktisk også forbavsende godt.

Trist forside

Mads Themberg’s forsideillustration er godt nok trist og grå og afspejler selvfølgelig Antons ensomhed. Men den fremstår bestemt ikke indbydende for de 10-13 årige læsere, der falder over den på biblioteket. Havde man blot beholdt det svenske forsidefoto af juniorfodboldspillere i farvestærke grønne- og hvidstribede trøjer, der står og krammer hinanden i en rundkreds, ville man have formidlet historiens varme, kammeratskab og sammenhold, og det jo trods alt det håb, som Peter Pohl vil have læserne til at holde fast i.

Stof til eftertanke

I kraft af fodbolden, er Jeg kan godt li’ dig, Anton! både for drenge og piger, den er letlæst, og den rummer spænding og en slutning, som giver stof til eftertanke. I løbet af vores skoletid, har vi nok alle sammen mødt en Anton, og hvis man er rigtig heldig, har man måske også mødt en så sød og rummelig familie som Jojo’s.

Peter Pohl: Jeg kan godt li’ dig, Anton! Oversat fra svensk af Kina Bodenhoff. Gyldendal, 2010.- 132 sider