Ungdomsanmeldelse: Wall Street er stærkt underholdende med et fremragende skuespil af specielt Michael Douglas, Shia LaBeouf og Carey Mulligan, men også en film der simpelthen vil for meget på én gang.

Anmeldt af Andreas Beyer Gregersen, 16 år

Titel:

“Wall Street
– Money never sleeps”

Instruktør:

Oliver Stone

Land:

USA

Distributør:

20th Century Fox

Premieredato:

30. september 2010

Gordon Gekko (Michael Douglas) vender efter otte år i fængslet tilbage til New York tilsyneladende som et forandret menneske, der ikke mere føler sig som en del af den finansverden, han engang styrede, og for at det ikke skal være nok, afvises han også af sin datter, Winnie (Carey Mulligan), som ser ham som uansvarlig.

Men en dag opsøges Gekko af datterens kommende mand, Jake Moore (Shia LaBeouf), og de to indleder et samarbejde for datterens skyld. Samtidig kører en anden historie med Jake og hans møde med finansverdenen, mens den er ved at falde fra hinanden. Langsomt viser det sig, at det langtfra er alle, som Jake møder, der har ærlige hensigter.
 

Uundgåelig forandring

Denne film er – som de fleste af Oliver Stones film – stærkt underholdende med et fremragende skuespil af specielt Michael Douglas men også Shia LaBeouf og Carey Mulligan brillerer i dette trekantsdrama.

Derudover var det virkelig fedt at se, hvordan tingene havde ændret siden den første Wall Street-film, hvilket for eksempel kunne ses da Gordon Gekko og Bud Fox, de to hovedpersoner fra 1987, mødes til en fest og i den akavede situation begge erkender, hvor meget tingene har forandret sig.
 

Tiltrængt fokus

Filmens tema med finanskrisen i centrum er tiltrængt, og Oliver Stone formår igen at sætte fokus og skabe debat om et emne, som er oppe i tiden. Dette har Oliver Stone også gjort før ved blandt andet hans Vietnam-film og hans politiske film: JFK, Nixon og W (om George W. Bush).

Det kan dog diskuteres, om Wall Street har gjort andet end bare at sætte fokus på finanskrisen, for filmen formår ikke at komme med noget, som man ikke kunne have regnet ud ville komme inden man satte sig i biografsædet. Det eneste interessante kan siges at være hans skildring af finansmarkedet via de dokumentariske virkemidler og de symbolske sekvenser med sæbebobler, dominobrikker og faldende kameravinkler, hvilket sammen med de fremragende skuespillerpræstationer løfter filmen en hel del.
 

En værdig efterfølger?

Oliver Stone forsøger i denne film både at forklare hele finanskrisen og finansverdenen – med de gode og onde – samtidig med at historien om Gordon Gekko kører videre, denne gang omkring kærligheden til Winnie, mens den unge Jake kæmper mod onde finansfyrster. Det er simpelthen en for stor mundfuld for mig som biografgænger, og da filmen var slut, følte jeg mig forvirret og kunne se alt for mange løse ender, som vi ikke fik nogen forklaringer på.

Samlet set har vi igen en storfilm, hvor det kæmpestore tema ikke behandles med den forsigtighed, det kræves, og resultatet bliver derfor en mærkelig blanding af en let gennemskuelig Hollywood-film med kærlighedsdrama med gode og onde, og forvirring og en masse løse ender. Filmen vil simpelthen for meget på én gang.

Men hvis du ikke kommer med de store forventninger over at få overblik over finansverdenen eller over at få leveret et mesterværk, kan du godt forvente en film, der alligevel formår at fange de fleste og måske også dig?

Redaktøren

4 stjerner

Flot, forfriskende og anderledes film. Fascinerede fotografering af skyskraberne på Manhattan. Jeg blev fuldstændig fortryllet af Winnie (Carey Mulligan), som spiller SÅ godt! Ånden fra den første Wall Street film fra 1987 er virkelig bevaret, og Wall Street 2 minder meget om måden man lavede drama på i 80’ernes storfilm som, ja, Wall Street, Pretty Woman og Top Gun. Specielt motorcykelræset på de fugtige veje med glat efterårsløv, fik mig til at gribe krampagtigt fast i armlænene. Kærlighedshistorien med Winnie og Jake og den “onde” svigerfar Gekko, fungerer utrolig godt, og den er værd at se hele filmen for. Finanshistorien rummer ikke mange overraskelser og blev desværre aldrig rigtig spændende. Men hvor jeg dog elsker film, der skildrer livet i N.Y. Så fascinerende! 🙂