Scott Pilgrim mod verden giver dig en oplevelse, der ikke er set før og som med sin hurtige klipning, kreativitet, humor samt blanding af film, tegneserie og computerspil åbner op for et univers med uanede muligheder.
| Anmeldt af Andreas Beyer Gregersen, 16 år |  |
Titel:
“Scott Pilgrim mod verden”
Instruktør:
Edgar Wright
Land:
USA
Distributør:
Uip
Premieredato:
14. oktober 2010
Scott Pilgrim mod verden handler om den 22-årige Scott (Michael Cera) som er bassist i et rockband kaldet Sex Bob-Omb, lever sammen med sin bøsseven Wallace (Kieran Culkin) og har den yngre kæreste Knives (Ellen Wong). Men pludselig møder han den specielle Ramona (Mary Elizabeth Winstead), som han falder hovedkulds for og problemerne vælter frem i form af trekantsdrama, 7 dødsensfarlige ekskærester og et band, der er ved at falde fra hinanden, alt imens Scott Pilgrim mangler at tage den største kamp af alle op; Nemlig den mod sig selv.
Kunst eller bare tegneserie?
Filmen følger op på en anerkendt ”graphic novel” af Bryan Lee O’Malley. Denne tegneserie bestående af seks dele udgivet mellem 2004 og 2010 fik stor opmærksomhed verden over og af sted gik det med gode anmeldelser og awards med dertilhørende videospil, mobiltegneserie og nu en film.
Men kan filmen virkelig leve op til den gode humor, stærke karakterskildringer og overbevisende dialog, som gjorde tegneserien så populær?
Udvidelse af lærredets muligheder
Scott Pilgrim på film bringer dig et nyt univers på filmlærredet, som ikke er set før og som med sin hurtige klipning, kreativitet, humor samt blanding af film, tegneserie og computerspil åbner op for muligheder, som det kræver mod at gennemføre, men som fungerer her.
Personer præsenteres i samme tempo som ens åndedræt, men alligevel synes man at komme tættere på hver enkelt rolle end i de fleste andre film. Der klippes og klippes, så man kastes fra den ene scene til den anden, men alligevel formår filmen ikke at undgå at blive mudret og i stedet give os et bestemt og hurtigt indtryk af hver enkelt scene – næsten ligesom en tegneserie!
Postmoderne eventyr
Jeg har hele tiden en fornemmelse af, at filmen bag al humoren, kreativiteten og den gode underholdning prøver at fortælle en vigtigere historie for os. For os unge, som kommer ind og ser den. En fortolkning kunne lyde på, at denne film kan ses som et eventyr forklaret med prinsen (Scott), som drager ud for at finde en prinsesse (Ramona) og derved kommer ud for de 7 prøvelser.
Men for at eventyret kan sættes i nutidsperspektiv og spejles i vores generation, er det nødt til at blive ændret et par gange. Tingene er ikke så nemme i moderne eventyr, når man som sindsforvirret teenager står midt i et trekantsdrama og ekskærester vælter ud af skabet. Måske er alt dette bare sat op for at bevise, at tingene går alt for hurtigt og bliver komplicerede for vores generation, men at alt alligevel løser sig ligesom i det traditionelle eventyr.
Nørden bliver populær igen
Scott Pilgrim mod verden er skør og opfindsom og jeg er sikker på, at enhver på tværs af alder vil grine ubehersket og gå fra voksen til barn i denne film. En film der indtil videre kun har fået ros. Det eneste minus må være, at hvis man ikke er indforstået computerspilsnørd eller elsker kampscener i værste skuffe fra Hollywood, kan det specielt i slutningen blive lidt for meget, når de igen bryder ud i slagsmål af den slags, der foregår i en tilsyneladende uendelighed og hvor hverken smerte, blod eller bare blå mærker er tilladt at vise. Men se den, hvis du bare er den mindste smule tegneserie- eller computerspilsnørd.
Se den, hvis du elsker Michael Cera fra roller i Juno og Superbad. Se den, hvis du er en del af den nutidige generation vokset op med internet, computerspil og Vengaboys. Eller bare se den, hvis du elsker at se en god film, hvor du kan føle dig underholdt, grine en masse og måske også føle, at du har lært bare en lille smule om ungdomskultur, om den nye generation eller om dig selv.
|
Maria, 16 år, Slangerup |
|
”Åh gud, hvad er det dog jeg ser?” var noget af det første jeg tænkte da ”Scott Pilgrim mod verdenen” rullede hen over lærredet. De mange computereffekter og idéen med at visualisere Scotts kamp for kærlighed som et computerspil var lidt mærkelig i starten, men som filmen skred frem, og jeg vænnede mig til det, blev jeg helt vild med det. For skønt det her nok er en af de mærkeligste film jeg længe har set, var den mærkelig på en virkelig fed måde! Den havde også en meget god pointe, og en virkelig fed humor, men selve historien var ikke særlig dyb, hvilket egentlig ikke rigtig gjorde noget. Jeg kan sagtens anbefale den, men man skal være forberedt på at den altså er lidt sær, og jeg tror ikke alle vil synes lige godt om den.
Skriv et svar