Novellesamling om kærlighed: Elsker mig, Elsker mig ikke er en skøn antologi af meget forskellige forfattere fra 8 lande i Norden. Det er overvejende rigtig gode noveller om kærlighed for nybegyndere, og der er mange skønne og forfærdelige følelser, man kan genkende og spejle sig i.
| Af Peter Kock Henrichsen |  |
Titel:
“Elsker Mig, Elsker Mig Ikke”
Forfatter:
Novellesamling
Sider:
192
Forlag:
People’ Press Junior
Følelses-barometer:
Elsker mig, Elsker mig ikke er 16 noveller samlet til en antologi om kærlighed for begyndere. Forfatterne kommer fra 8 nordiske lande: Danmark, Sverige, Norge, Finland, Færøerne, Island, Grønland og Sameland. Og det første der slog mig, da jeg hørte om den, var at idéen er genial. Jeg har altid følt mig nordisk og bedst tilpas på rejser i de nordiske lande. Vi har så meget tilfælles i mentalitet, kultur og natur, som vi slet ikke finder syd for grænsen, og hvad er så mere spændende, end at høre historier om unges første spæde forsøg på at styre det tøjlesløse uhyre: kærligheden!?
Forfattere man falder pladask for
Bogen rummer 16 korte noveller, og er der én af forfatterne man falder pladask for (og det var der!), er der tilmed et genialt afsnit bagerst, hvor man kan læse lidt om deres baggrund, liv og levned. I omslagets flapper er der fine farveportrætter af de selvsamme forfattere, og det giver en god læserytme at nappe en novelle, tænke over den efterfølgende, samtidig med at man studerer forfatteren, og så hoppe videre til næste novelle.
Dækker hele følelsesspektret
Det morsomme var, at hver gang jeg skiftede land, kunne jeg automatisk se landskaberne og sætte dialekter og tøj på hovedpersonerne i fantasien. Det er fordelen ved at læse om en verdensdel man kender særdeles godt fra rejser og fra TV-udsendelser og film. Novellerne dækker hele følelsesspektret: betagelse, forelskelse, dyb kærlighed, jalousi, had, afsky, desperation, ensomhed og sorg, og de er blandet godt, så man aldrig føler man læser den samme historie/problematik, blot fra et nyt land. Der er kærlighed mellem pige/dreng, men også historier om lesbisk forelskelse og homoseksuel forelskelse.
(Uddrag af svenske Anna Vikströms “Ikke det rene skidt”)
“Hvad er det, du laver?” spurgte han.
“Hva’?”
Han pegede på den blå flaske.
“Hvorfor tager du den?”
“Hvorfor tror du?”
Han, iskoldt:
“Aner det ikke. Du er måske kleptoman.”
Hun, lige så iskoldt:
“Og du er måske skør i hovedet.”
Han rejste sig. Vredt blik. Måske ligefrem mere vredt end hendes.
“Nu giver du mig den flaske!”
“Det er da noget, du tror, din idiot!”
Tre hurtige skridt hen mod hende, og de stirrede på hinanden som to hormonstrittende boksere i ringen, og hun planlagde en verbal knockout.
Den første kærlighed på lejrskolen
Det spændende men også lidt uhyggelige i Elsker Mig, Elsker mig ikke, er når man pludselig kan se sig selv i én af hovedpersonerne. Man bliver deltager og agerer nærmest mod forfatteren, der styrer modparten i kæresteforholdet. Jeg fik mange skønne flashbacks fra dejlige kæresteforhold, men blev også mindet om alle de kriser der havde været, og hvor svært det ofte er at realisere dét, som på film altid ser ud til at være så ligetil og enkelt. Specielt fascineret var jeg af “Den varmeste sommer i hundrede år” af danske Johanne Algren, der handler om en 14-årig dansk knægt, der lige har mistet sin mor, men som så finder sin første kærlighed på en lejrskole. Den var bare rørende.
Islandske Jónína Leósdóttir fangede mig i dramaet “Elsker mig, elsker mig ikke”, hvor vi i skiftende synsvinkler mellem en ung kvinde og en ung mand, får indsigt i hvor forskelligt kærlighed og betagelse kan skifte mellem kønnene. Det udvikler sig til et voldsomt drama, der er så fremragende, at jeg nemt forstår hvorfor bogen også fik lov til at få denne titel.
Lige så godt som at se “Fucking Åmål”
Min største stjerne og øjenåbner er svenske Anna Vikström, der i novellen “Ikke det rene skidt” får skildret teenageusikkerheden så præcist i pigen Sigge, at det gav mig de vildeste flashbacks fra fester og diskoteksbesøg i netop de år af mit liv. Samtidig mestrer Anna Vikström teenagedialogerne så realistisk, at det var lige så godt som at se “Fucking Åmål”. Sigges evindelige tankeflow hvor behovet for ikke at skille sig ud eller blive til grin, kolliderer med behovet for gerne at ville blive elsket for at være unik, er så genkendeligt at de fleste vil kunne identificere sig med hende, om ikke åbent, så i hvert tilfælde inde i sig selv. Anna Vikström skal jeg helt klart have læst meget mere af.
Nogle kloge oplevelser
Det kan være svært at give en fair helhedskarakter for en novellesamling, for der er uundgåeligt nogle som trænger direkte ind og som man knuselsker fra første afsnit, og andre som slet ikke siger én noget. Jeg var rigtig glad for 9 ud af de 16 noveller, og det må vel siges at være rigtig pænt og over middel. Nogle af novellerne har virkelig givet mig nogle kloge oplevelser, jeg kan tage videre med mig i min egen søgen efter det der gør livet aller mest værd: kærligheden. Så gør det ikke så meget, at der var nogle stykker som ramte helt forbi.
Skriv et svar