Dødens Skygge: Jeg havde store forventninger til Jacob Weinreichs første bind i den nye krimiserie Skorpionen. Desværre synes jeg historien om karatepigen Ida, satte sig mellem to stole.
| Af Peter Kock Henrichsen |  |
Titel:
“Dødens Skygge – Skorpionen 1”
Forfatter:
Sider:
158
Forlag:
People’ Press Junior
Følelses-barometer:
Ida er netop begyndt på Byens Gymnasium, men hun er ikke rigtig tændt på det. Først og fremmest er hun en aktiv pige, der dyrker karate og som har svært ved at sidde stille, og for det andet hader hun at skulle leve op til sin 2 år ældre søster, som kun skraber gode karakterer til sig. En dag bliver Ida viklet ind i et skænderi på det hotel hvor hun har eftermiddagsarbejde. Et par russiske mænd truer pludselig en ung, dansk hotelgæst med pistol, og uden at Ida ved at det, kommer hun til at bruge sit karate, og hjælper den danske mand med at flygte ud af hotellet. Manden hedder Daniel, og da han vil smide Ida af med et sølle ‘tak for hjælpen’, insisterer hun på at få at vide hvad Daniel egentlig har gang i, og hvorfor hun pludselig skulle sætte sit liv på spil for ham. Samtidig falder hun for ham.
Først bind i en serie
Dødens Skygge er første bind i Jacob Weinreichs ny såkaldte ungdomskrimiserie. Det er ikke så længe siden jeg har anmeldt Jacob Weinreichs skønne sørøverserie om Kaptajn Blodskæg, så forventninger til Dødens Skygge var store.
Go’ action i begyndelsen
Selv om jeg intenst forsøgte, fungerede bogen desværre ikke for mig. Det første jeg prøvede at spore mig ind på, var målgruppen. Med kategoriseringen “ungdomskrimiserie” forventede jeg at den var 14-15 år +, altså nogenlunde samme aldersgruppe som kaster sig over bibliotekets ungdomsbøger. Men Dødens Skygge er skrevet i et utrolig simpelt sprog, og med et meget simpelt plot om narkohandel. En historie man næsten ser i hver eneste actionfilm eller amerikanske politikrimiserie, når man åbner for TV – hvis man for retfærdighedens skyld selvfølgelig lige ser bort fra idéen med at lade en dansk gymnasiepige deltage i herlighederne. Dét udspil passer jo glimrende til de 9-12-årige. Det er ren aktiv handling, ingen stemningsbeskrivelser af hverken miljø eller Idas følelser. Desuden er der en go’ gang aktion – desværre kun i begyndelsen – som også vil tiltale drengene.
For børn eller for unge?
Målgruppeforvirringen bliver dog total, da Idas samlejer med Daniel pludselig bliver beskrevet i detaljer, og der ydermere kommer tre ultrakorte men meget stærke følelsesmæssige tilbageblik, om hvordan Ida mistede sin far. Så er vi pludselig ovre i en rigtig ungdomsbog, stof for de 14-15-årige, men for deres skarpe hjerner er plottet alt for tyndt og næsten ikke en krimi. Der er heller ingen gåde der skal regnes ud af læseren, men blot en lang historie om en narkohandel.
Hader gymnasiet
Når Ida ikke er sammen med Daniel, er hun enten i gymnasiet eller hjemme. Et hverdagsliv hun vel at mærke selv synes er dødkedeligt, og derfor bliver det – ikke så underligt – også ret kedeligt at læse om. Vi hører flere gange om elevernes lektiesystem, Lektio, og om gymnasielærernes store fascination af litteraturanalyse i faget dansk, og nej, jeg må give Ida ret: det er ikke det der skaber spænding. Jeg kunne virkelig godt have brugt en pakke med 12 cliffhangers.
Heltinde uden kvindelige sider
Med en teenagepige som hovedperson og til dels heltinde, savner jeg virkelig nogle beskrivelser, så jeg også kan mærke at Ida er pige og tænker som en pige. Alle berømte Nikita’er har bare en hårdtslående, kold side (som Idas karateside) og en ultrakvindelig sexet side, og de forstår lige hvornår de skal skifte imellem dem. Men vi hører intet om Idas kvindelige sider, intet om hendes tøjvalg, hvordan hun sætter hår (men vi hører hun er i bad), og der er kun meget få beskrivelser af følelser og jalousi til andre piger. Hun har ingen veninder og først 100 sider inde får vi at vide, at hun hader make-up og rent faktisk går med B.H., men vi får det kun at vide, fordi der skal sættes en skjult mikrofon på den. Det hele er meget praktisk, drenget og bestemt ikke piget. Men alligevel får Ida på uforklarlig vis charmeret sig ind på den 10 år ældre Daniel, kun ved at være insisterende, og på lige så mystisk vis bliver hun betaget af ham, uden at han gør noget sødt for hende. Der er slet ikke brændstof til en passion, men alligevel kører den bare derudaf!?
(Uddrag af Dødens Skygge)
På vej ned til IT-lokalet overvejede Ida, om hun burde sætte farten op, så hun ville indhente den pigegruppe, der allerede var ved at blive dannet. Var det hende med huen, der var lederen? Ida havde stort set ikke vekslet et ord med nogen af pigerne, og allerede nu fornemmede hun, at de syntes hun var mærkelig. Det var ikke, fordi de sagde noget. Det var mere noget med deres blikke. Hvordan kunne de allerede kende hinanden så godt?
Ingen følelser under sex
Vi hører intet om Idas følelser under sex, og det som skulle være hendes bedste samleje, er nok den kedeligste sex-scene jeg nogensinde har læst. Jeg har lige sluppet Nicole Boyle Rødtnes ungdomsbog “Bitchen imellem os”, og der skal jeg love for at der bliver fyret så meget op under kønshormonerne, at man skal tage mange kolde brusebade, for at ruderne i stuen ikke dugger til af begær, lyst og glæde. I Dødens Skygge syntes jeg, at den sidste af Idas sexoplevelser med Daniel var så følelseskold fra Daniels side, at jeg fik det helt dårligt over at den skulle overgå hende.
Vurdering
Jeg kan rigtig godt lide Jacob Weinreich og hans skønne fantasi, men Dødens Skygge bliver for mig et forsøg på at sætte sig mellem to stole. Jacobs enorme styrke er jo børnebøgerne: Monsterjægerne og den nye Kaptajn Blogskæg-serie, som jeg også har rost meget, og jeg ville ønske at Dødens Skygge havde været en børnekrimi med den seje karatepige Ida. Men når man stopper sex i en krimi (selv om det ikke er så meget), bliver det jo til en ungdomsbog, og så hører der mange flere følelser og stemningsbeskrivelser med – i særdeleshed når det er en pige/ung kvinde der er hovedperson – og dem føler jeg at jeg bliver snydt for i Dødens Skygge. Da der heller ikke er nogen krimigåde der skal regnes ud, frygter jeg også at de 13-14-15-årige vil savne udfordring og spænding. Jeg savnede i hvert tilfælde spænding, humor og følelser. Det gode ved Dødens Skygge er, at historien bliver pænt afsluttet i denne bog. Der er altså ikke tale om én roman der er blevet revet over og splittet i 2 dele, så man skal vente med hele løsningen. Så formentlig får vi lov til at følge Ida i en helt ny opgave i næste bind.
Skriv et svar