Anmeldelse: Min bedste fjende

Min bedste fjende Selv om børnene spiller ganske godt i min bedste fjende, kunne jeg desværre ikke tage denne dystre, monotone mobbehistorie til mig.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

“Min bedste fjende”

Instruktør

Oliver Ussing

Land:

Danmark

Distributør:

Scanbox

Udgives:

7. december 2010

Den ca. 12-årige Alf (Nikolaj Støvring Hansen) går til ballet i sin fritid, og er derfor én af dem, der ikke er in. Alf er blot ét af mobbeofrene i hans klasse, der fungerer utrolig dårligt socialt. Også Toke (Rasmus Lind Rubin), der interesserer sig for insekter og har kanin, og Tilde (Clara Bruun Sandbye), der går med tandbøjle, bliver drillet. Klassens lærer (Kim Bodnia) tysser dagligt på elevernes ondskabsfulde kommentarer til hinanden, men han går aldrig i dybden med en problemløsning, så mobningerne fortsætter i det uendelige. Da Alf er ved at gå psykisk til, kan han enten vælge at opgive helt eller gøre noget ved problemerne. Som ivrig tegneserielæser, følger han 1500-tals-helten “Niccolo”, der har fået sin familie udslettet af fjender. Niccolo vælger at tage på hævntogt, og Alf følger hans eksempel. Første punkt er, at danne en alliance med Toke.

Thorstein Thomsens Nørdernes forvandling

Min bedste fjende er en filmatisering af Thorstein Thomsens bog, Nørdernes forvandling, fra 2001. Det er en rendyrket film om mobning i folkeskolen, hvor vi ser hvor hurtigt det kan eskalere, når hverken forældre eller lærere skrider ind. Både Nikolaj Støvring Hansen og Rasmus Lind Rubin spiller godt, men replikkerne bliver ofte lidt stive når Alf og Toke skal fortælle hinanden om klubbens hellige principper, som de låner fra Niccolos verden.

Sjov eller alvor

Nogle af scenerne var ganske sjove og frastødende, som da de to drenge beslutter sig for at lave smoothie af 100 biller med en stavblender, for derefter at fylde det på en parfumespray ejet af klassens mobbeprinsesse. Lige dér troede jeg filmen havde besluttet sig for også at være lidt sjov, efter en rimelig tung og socialrealistisk start, men så skiftede den igen retning og blev dødsens alvorlig. Jeg nåede aldrig at finde melodien i Min bedste fjende, for de sidehistorier der kunne have holdt filmen på sporet: Alf søde lillesøster, forelskelsen i Tilde, og Alfs fascination af balletten, går helt i vasken fordi modstandskampen mod mobberne udvikler sig til en regulær krig. Alf og Toke udvikler småfascistiske metoder, og de får igen af samme kaliber. Der optrappes til et kaos, hvor det næsten bliver alles kamp mod alle.

Urealistisk klassens time

De fleste af børnene spiller ganske godt, men mange af scenerne er helt urealistisk komponeret, som for eksempel i begyndelsen, hvor eleverne skal stille sig ved katederet i klassens time, og fortælle de andre hvad de har forberedt til temaet: “Dette betyder noget for mig”. De har alle sammen taget ting med hjemmefra og Tilde har slæbt hele sin DVD-filmsamling med i en kæmpe kasse, men får kun præcis 12 sekunder til at tale om den. Toke har taget sin kanin med og får 26 sekunder til at tale om den, som den længste taler i hele klassen. Når man er vant til at se Nils Malmros’ realistiske skildringer fra klasselokaler i Kundskabens Træ, og Bille August skildringer i Zappa, er det her meget svært at tage seriøst.

Foregår kun i børnenes verden

Det er også meget underligt, at filmen bortset fra den ligeglade klasselærer, næsten foregår alene i børnenes verden. Miljøet minder afgjort om Fluernes Herre på en øde ø, for børnene kan skaffe tjald, sælge alt deres værelsesinventar, drikke alkohol i stride strømme, holde vilde drukfester i forældretomme hjem, og tæske hinanden og smadre hinandens mobiler, uden at vi ser en eneste scene hvor en forældre stiller spørgsmål. Nok arbejder mange forældre meget i dag, men i Min bedste fjende virker det som alle forældre er taget på en 2 måneder lang sommerferie og har ladet børnene blive alene hjemme. Kun klassens idrætslærer handler i en kort scene, direkte og konkret på elevernes opførsel, som man ville forvente voksne ville gøre det i virkeligheden. Men den lille og gode birolle, er desværre langt fra nok til at give filmen ligevægt.

Måske god til skoletema om mobning

Måske er Min bedste fjende netop en god oplægsfilm i skolerne, når der skal tales mobning, for den giver ingen løsninger, og dem kunne man jo netop tage i en debat i klassen. Dansk Filminstitut har i hvert tilfælde lavet undervisningsmateriale klar til det. Jeg synes det er en monoton skildring, der ikke har meget andet på hjerte end vold avler vold. Det er i hvert tilfælde ikke en familiefilm som man hygger sig med i sofaen lørdag aften med slik og cola, men den er også først tilladt fra 11 år, og det bør man tage helt alvorligt. Efter at have set Susanne Biers Hævnen, hvor mobning i skolen er skildret utrolig præcist og realistisk, har jeg bare svært ved at tage Min bedste fjende til mig.