Fantasy: Bevæg dig ind i en verden hvor elevere og mennesker lever i samme verden i første bind på en ny serie fra den 18-årigede debutforfatter Jenny-Mai Nuyen. Jeg kan hverken finde ud af at udtale hverken forfatterens eller bogens titel rigtigt – eller navnene på bogen karakterer for dens sags skyld – men indholdet af bogen er nu godt nok, så jeg tager bare mine egne udtaler af de sjove ord og hygger mig med dem.

Af Majasol Meisling Ryberg, 17 år

Titel:

“Nijura – Elverkronenes arving”

Forfatter:

Jenny-Mai Nuyen

Sider:

216

Udkommer:

2010

Forlag:

Carlsen

Følelses-barometer:




Nill er halv elver og halv menneske, og det er skam ikke noget hun lige glemmer. Det er noget, hun konstant bliver mindet om, ikke alene når hun har gået rundt i byens gader med sit særpræget grønne hår og de spidse øre, men også fordi hendes plejemor bestemt ikke viger tilbage for enhver mulighed for at lade Nill vide det. Men halvdelen af hendes afstamning kommer hende til gode, da hun en dag finder en mystisk torn af sten.

Elevernes trone er netop blevet overtaget af et menneske, og hele byen er i forvirring over den store forandring, mens elverne er tvunget til at adlyde ham ubetinget. Kun en ting kan slå den nye konge af tronen, og det er en sort torn-lignende sten, som nu er landet i hænderne på Nill.

Første bind i ny fantasy-serie

Jenny-Mai er tysker og har udgivet seks bøger på modersmålet, og Nijura er den første af hendes bøger, som er oversat til Dansk. Nijura er begyndelsen på en ny fantasy-serie som er udgivet af Carlsen. Bogen er opdelt i to fortællinger, som sidst i bogen bliver flettet sammen.

Vild med forfatterens måde at skrive på

Beskrivelserne i bogen er detaljerede og giver læseren tydelige billeder af både Nills og Scapas omgivelser. Forfatteren ved virkelig, hvordan hun skal formulere sig, så det bliver en ren fornøjelse at skulle læse. For min skyld kunne fortællingen have handlet om en spytklat, og jeg ville stadig læse ivrigt videre, alene på grund af forfatterens skriveform. Det giver selvfølgelig også baggrund for, at sproget kan være temmelig svært for aldersgruppen 13 til 14 år at læse, som jeg ellers ville skyde bogen til. Desværre kan man dog finde et par steder i romanen, hvor der er små fejl i grammatikken. Jeg havde utrolig svært ved at slippe de få fejl, jeg mødte, for jeg hader generelt at støde på stave- eller grammatikfejl i bøger.

Ingen Nill før halvvejs inde i bogen

Nijura er skrevet i tredjepersons fortæller, og selvom bagsideteksten lover Nill som hovedpersonen, så kommer hun ikke ind i romanen før i anden del. I første del hører man faktisk intet til bogens hovedperson Nill, men kun om makkerparret Scapa og Arane. Så hvis du begynder at læse den, og som jeg, bliver utrolig forvirret over at læse om to små tyve, så kan jeg lade mig fortælle, at forlaget ikke er kommet til at trykke bogen med den forkerte bagsidetekst. Første del af bogen giver mere mening, når man nærmer sig slutningen af bogen, fordi man endelig får en tilkobling til de to historier. Jeg tror, at Scapa længere inde i serien kommer til at få en større rolle, og at man derfor har brug for at få hans fortælling fortalt før det sker, men det er nu kun et gæt i tågen.

Mangler i bogens plot

Plottet rammer ikke så meget plet, som jeg kunne håbe på. Nijura er en intro-bog til serien, men jeg synes ikke, at jeg kommer rigtigt ind i en historie som fanger mig. På trods af forfatterens gode skriveteknik lykkes det hende ikke, at opbygge et godt og spændende plot. Jeg kan godt lide ideen med hendes univers, hvor der lever elvere og mennesker, men selve fortællingen fungerer bare ikke. Jeg ender aldrig ved noget klimaks, og det virker ikke som om at forfatteren rigtigt har lagt hjertet i selve plottet. Tiden går hurtigt, da man følger Nill, og jeg har ikke rigtigt nogen klar fornemmelse af hvor lang tid anden del af bogen egentlig strækker sig over. Foregår anden del kun på et par dage – eller et par uger? Jeg tror på det sidste, men det føles som det første, fordi det går så hurtigt.

Forskellige miljøer

De to dele af Nijura foregår i to forskellige miljøer. Med Scapa og Arane lever vi ulovligt i et værelse, hvor resten af huset er nedbrændt, og alle i området ser ud til at leve temmelig fattigt og med meget få midler. Med Nill, ser vi et mere middelklasse miljø, hvor man ikke flyder i penge, men klarer sig igennem hverdagen og ikke går så sulten i seng hver nat. Jeg kan godt lide, det jeg ser, af både Scapa og Nill, men jeg kunne godt tænke mig at lære begge to lidt bedre af kende. Jeg kender til de basiske informationer, men ikke rigtigt mere.

Endelig en ny bog med elvere til de unge!

Ideen med elvere er ikke helt skør, men ej heller ikke uset før. Vi er jo blandt andet stødt på dem i Ringenes Herre, som dog er til den lidt ældre aldersgruppe. Men jeg synes selv, at det er noget tid siden, man er stødt på en bog om de væsner i en ungdomsbog, og det er da bestemt kun dejligt, at der så træder en ind og tager pladsen. Det gør det derfor også svært, at finde sammenligninger med denne bog. Men sproget i Ondvinter (Anders Björkelid) minus de gammeldags dialoger, er meget godt ramt med sproget i Nijura.

(Uddrag af Nijura:)

”NIILL!”
”Jeg kommer!” gispede hun. Hun sprang over en væltet træstamme, løb uden om tornekrattet, der slyngede sig om to sammenvoksede egetræer, og dukkede sig under grenene på en gran. Pludselig hang hendes fod fas i en rod. Hun udstødte et skrig og tabte spandene. Det kolde vand væltede ud over hendes kjole, da hun sank i knæ. Men inden hun kunne nå at sige mere, lød en sælsom brummen.

Ikke lang nok

Mit store minus ved Nijura er længden. Jeg vil have mere – langt mere – og jeg tror faktisk på, at længden af bogen bære skylden for mange af de problemer, jeg har med den. Jeg synes det er nærigt af forfatteren at skrive de to dele af bogen så korte, fordi jeg kan mærke, at hun godt kunne have brugt halvtreds sider mere på i hvert fald anden del af bogen og få skrevet langt mere, end hvad hun egentlig har gjort, og jeg vil rigtig gerne se et klimaks i bogen. Hun er super godt til at dvale ved detaljer, og jeg kunne godt tænke mig, at hun gav sig mere tid til at udfolde sig på det område. Jeg er sikker på, at det ville være gjort fantastisk, netop fordi hun gør et så godt job med at skulle formulere sig. Så ja, jeg synes det er synd og skam at starten på Nills rejse, er blevet gjort så kort, som den er.

Samlet set

En opsamling af Nijura viser, at den på en måde har sine positive og negative sider. Forfatteren har total styr på sine formuleringer og levende beskrivelser, men plottet er nu ikke i hus. Jeg er spændt på at se, om forfatteren vil give sig lidt bedre tid til at fortælle Nills og Scapas historierer i den kommende bog i serien. Hvorvidt den er anbefalelsesværdig, er jeg i tvivl om. Sætter man som læser pris på et godt sprog, så er Nijura sagen, men er man derimod en læser som vil have en spændende fortælling med et nervepirrende plot, så er Nijura ikke sagen.