True Grit: En ny westernfilm ruller hen over lærredet, og det var helt klart noget der skulle tjekkes ud!

Anmeldt af Maria Riget Hansen, 16 år

Titel:

“True Grit”

Instruktør:

Ethan Coen, Joel Coen

Land:

USA

Distributør:

Uip

Premieredato:

17. februar 2011

Den 14-årige Mattie Ross’s (Hailee Steinfeld) far er blevet myrdet, og da der ikke er nogle der vil sætte efter hendes fars morder Chaney (Josh Brolin), tager hun loven i egen hånd og allierer sig med den gamle koldblodede marshal Rooster Cogbourn (Jeff Bridges). Men at jage forbrydere er ikke noget for små børn mener Cogburn, og skynder sig af sted uden Mattie. Mattie vil dog være sikker på at Chaney bliver fanget, og sætter efter Cogburn. På vejen får de selskab af LaBoeuf, en Texas Ranger, som også er på jagt efter Chaney. Sammen begiver de sig ud på en færd om hævn, koste hvad det koste vil.

Blodig, men ikke klam

‘True Grit’ er en spændingsfyldt western, med tema om hvornår retfærdighed bliver til hævn, og jeg må ærlig talt indrømme at jeg virkelig var spændt på at komme ind og se den. Det er ikke så tit der kommer nye westerns til verdenen, og de gamle jeg har set, har været mere komiske end egentlig spændende, men jeg havde hørt at True Grit skulle være rimelig voldsom, hvilket også var årsagen til at medierådet satte aldersgrænsen til 15 år. Jeg blev dog lidt skuffet, for jeg var forberedt på at bruge mine ad-hvor-klamt-reflekser til at skynde mig og kigge væk, men jeg synes ikke at det blev nødvendigt. Der var dog nogle stærke scener, blandt andet en hvor der er en mand der får hugget fingrene af, som man skal være forberedt på.

Alting har en pris

‘True Grit’ er ikke en vild actionfilm, men på trods af det følte jeg på en eller anden måde alligevel, at jeg ikke kunne føle mig helt sikker, for måske lurede faren rundt om næste hjørne. Filmen udspiller sig i nogle ret flotte scener, som for eksempel nogle af de skove de rider igennem og bjerglandskabet i baggrunden. Det var nok mere en dramatisk historie om hvor langt man skal gå får at opnår hvad man ønsker, og om at alting har en pris. Om prisen så er værd at betale, er op til os selv at beslutte.

Fletninger, ægter cowboy-accent og morsomme skytter

Skuespillerne var helt fantastiske, og jeg var især forbløffet over Jeff Bridges’ udgave af en gammel fordrukken marshal, som ikke stoler på andre end sig selv. Han morede mig virkelig, selvom hans rolle egentlig var et rimeligt sørgeligt syn. Specielt en scene hvor han vil bevise over for LaBeouf, at han er den bedste skytte, fik mig til at grine højlydt, og tiltrække mig mærkelige blikke fra de andre i biografen.
Også Matt Damon spillede utrolig godt, og jeg var helt vild med hans accent og hans cowboyjakke. Men min yndlingsskuespiller var helt klart den kun 14-årige Haliee Steinfeld, som virkelig leverede en fantastisk skuespiller præstation. Hendes fletninger og en alt for stor hat, gav virkelig hendes karakter Mattie det sidste touch. Jeg kunne ikke forstille mig, at nogle kunne spille den rolle bedre.

Autentisk ned til det mindste blad

Det er svært at sætte fingeren på noget i True Grit, for alt ned til mindste detalje var virkelig godt. Det var tydeligt at se, at der var lagt meget vægt på at alt skulle være autentisk, og jeg blev helt fascineret af dette univers, som jeg ikke har skænket mange tanker i løbet af mit liv. Også musikken, som er komponeret af Carter Burwell, forstod virkelig at bakke op om scenerne og sætte lyd på det usagte. Det eneste der dog ærgrede mig lidt var at filmen på nogle punkter var lidt langtrukken. Derudover er jeg i konflikt med mig selv, for jeg ved faktisk ikke hvad jeg synes om slutningen. Dette vil jeg dog ikke snakke for meget om, i frygt af at komme til at afsløre for meget. Så selvom det nok ikke bliver min nye yndlingsfilm, synes jeg klart at det er en film der er værd at se.

Lise, 18 år, Birkerød

4 stjerner
‘True Grit’ var slet ikke som jeg havde forventet. Jeg regnede med masser af action og fart over feltet. I stedet fik jeg en film, hvis styrke lå i de små detaljer. Jovist, folk døde, men det der rørte mig, var sammenspillet mellem karaktererne. ‘True Grit’ er en film om hvorledes venskaber kan opstå under de forunderligste vilkår og mellem de mest forskellige mennesker. Min yndlingskarakter, var Rooster Cogburn. Den hårdkogte dusørjæger, uden den store respekt for menneskeliv. Men samtidigt viser han sig også at have en helt anden, og ret uforudset side. Og det er netop dybde i karaktererne der gør en film god for mig. Udover det, tager filmen temaer som Moral og hævn op. Det er ikke en film jeg vil se igen, men det er helt klart en film der skal ses! Til gengæld skal jeg helt sikkert have fat i den bog filmen bygger på.

Redaktøren

5 stjerner

Skøn, skøn historie med nogle fremragende skuespillerpræstationer. Nej, det er ikke en shoot-em-down-western, det er en realistisk og unik oplevelsesfilm, der gør at man kan mærke støvet i øjnene og den skarpe duft af hest i næsen. Der er ikke 20 skud i en 6-løber, som i de dumme spaghetti-westerns fra 70’erne, men når der endelig bliver skudt, er det så braget runger i hele biografen og hjertet sidder i halsen. Humoren er også lige min smag, fuldstændig tør og gennemtænkt, baseret på Cogbourns og LaBoeufs anstrengte forhold til hinanden. Mattie er bare sød, men ikke på den bedårende måde. Bambi-øjne ville også have været helt forkert til så psykisk stærk en pige, og hendes kolde overflade understøtter historiens troværdighed. Dog nåede hun så heller ikke ind til mit hjerte, og det gjorde desværre at filmen så heller ikke rørte mig så meget. Men en rigtig flot oplevelse, som man også sagtens kan tage kærester (af hunkøn) med til, uden at få afslutningskommentaren “Jeg vælger film næste gang!”. En meget værdig konkurrent til Open Range fra 2003, der også var virkelig god!