Historiske romaner: ‘Ida og rakkertøsen’ er bedre komponeret og hænger bedre sammen end 1’eren ‘Tyvens Tøs’. Desværre er den ikke frygtelig interessant, og der mangler et spændende plot, der driver én frem som læser.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

‘Ida og rakkertøsen’
(Historien om Ida 1)

Forfatter:

Hanne Brandt

Illustrator:

Mads Themberg

Sider:

139

Udkom:

26. april 2011

Forlag:

Høst & Søn

Følelses-barometer:





Vi er i midten af 1800-tallet lidt uden for fæstningsbyen København. Ida, der før har boet i et gravkammer på Assistens Kirkegård, fordi hendes mor døde i kolera-epidemien og hendes far er taget ud at sejle, har nu fået lov til at flytte ind hos kirkegårdens gartner, Gunnar, og hans kone Kirsten. Hendes bedste kammerat, Laust, vil dog hellere bo i et skur på kirkegården, og hendes kat Lille Mår strejfer også hellere rundt udendørs. Ida skal til med begynde i skole og har fået fint nyt tøj, og når blot hun holder tankerne fra sin mor og far, går det sådan set meget godt.

Men en dag dukker der nogle nye mennesker op i området. Gunnar og Kirsten kalder dem rakkere. Folk, der ikke har noget rigtigt sted at bo, og som hele tiden flytter rundt, fordi folk hader dem. Ida bryder sig ikke helt om, at rakkernes opgaver er at samle døde dyr ind, men en dag møder hun rakkerpigen, Mette, som minder så utrolig meget om hende selv, da hun for kort tid siden boede alene i gravkammeret og måtte leve af at sælge svovlstikker. Men der er også kommet en væmmelig, beskidt kvinde til, som støver rundt på kirkegården og råber af Ida. Det er Skind-Grethe og hun kommer til at gøre livet surt for Ida.

Anden bog er bedre komponeret

‘Ida og rakkertøsen’ er anden bog i serien om Ida, der lever på H.C. Andersens tid, lige uden for Københavns volde. Første bog ‘Tyvens tøs’, var ikke særlig spændende, men blev reddet af en spøgelseshistorie på kirkegården. Her i anden bog er der dog kommet bedre styr på kompositionen. Der er dukket mange flere hovedpersoner op, nemlig Gunnar og Kirsten, og Ida får også veninder i sin nye klasse. Endelig kommer rakkerne og specielt rakkerpigen Mette også til at spille en stor rolle i Idas univers. Der giver en meget større dynamik, end i ‘Tyvens tøs’, fordi det nu ikke bare er Ida og Laust, der taler sammen, men konversationerne nu går på kryds og tværs. Det giver logisk nok også Ida mange flere oplevelser, når hun nu begynder at se nogle mennesker.

Blev fristet af forsiden

Skrifttypen er desværre den samme svært læselige Garamond, som også blev brugt i ‘Tyvens tøs’. Det er formentlig meningen, at den skal se lidt gammeldags ud, men den er rigtig irriterende at læse, fordi halsene på de høje bogstaver er så korte, at de er svære at skelne fra de lave bogstaver.

Til gengæld er forsiden virkelig, virkelig smuk. Mads Themberg har igen gjort et fortræffeligt job, og jeg vil ikke lægge skjul på at jeg elsker flotte forsider, og det faktisk var denne her forsidetegning, der i det hele taget gav mig lyst til at anmelde serien om Ida.

Langsomt tempo

Historien om Ida, der møder rakkertøsen, lever dog ikke op til det flotte forside. Det er ingen cliffhangers, ej heller et spændende plot, der driver én fremad. Tempoet er virkelig langsomt, dialogerne er ganske trættende og meget lidt inspirerende, og det er egentlig mange smågnavne diskussioner mellem Laust og Ida, som ikke er særlig afgørende i historien.

Ingen lokalhistorie

I kraft af besøget af rakkerne, lærer man en del mere om hakkeordenen/folks sociale status i 1850’erne, end man gjorde i ‘Tyvens tøs’, men jeg er stadig helt uforstående for, at man lader historien foregå på Assistens Kirkegård kun 500 meter fra Københavns volde, uden at nævne et eneste ord om Frederik d. 7.s fæstningsby København, fuldstændig spækket med spændende porte, gader, pladser, kirker, slotte, sejlskibe, møller, kaserner, kræmmere og soldater. Da Ida endelig skal udenfor kirkegården sidst i bogen og skal til en markedsplads, ligger den gudhjælpemig uden for byen. Suk! Sikken et spild i en såkaldt historisk roman, at undlade at fortælle bare lidt lokalhistorie.

Uddrag af ‘Ida og rakkertøsen’:

Næste dag satte Ida Lille Mår i rygsækken og gik ud til Laust i gedehytten. Hun fandt ham i græsset, hvor han lå på ryggen og stirrede op i skyerne. “Det var godt, du kom,” sagde han. “Jeg havde helt glemt, hvor alene man er herude.”
Ida fortalte om Mette og svovlstikkerne
Laust rystede på hovedet. “Hvorfor kan du ikke bare lade hende være?”
“Ville du måske ikke have hjulpet hende, hvis det var dig, der havde mødt hende?”
“Ve ville jeg ej. Jeg ville have hugget hendes svovlstikker,” grinede han
“Du hjalp da mig, dengang Svend var efter mig.”
“Det er noget andet med dig. Du er min ven.”

Der mangler noget

‘Ida og rakkertøsen’ er komponeret en del bedre end ‘Tyvens tøs’. Ida og Laust træder mere i karakter, og der kommer som sagt mere dynamik i samtalerne og hændelserne, da flere hovedpersoner og flere lokaliteter bliver inddraget. Der er heller ingen genreforvirring som i første bog, hvor der pludselig optrådte spøgelser midt i det hele, og det er bestemt en forbedring. Alligevel er der bare ikke rigtig noget, der fanger mig. Hvis det blot skal være en hyggelig historie fra 1800-tallet, som i Emil fra Lønneberg, mangler der fuldstændig humor og nogle karismatiske karakterer, og hvis det udelukkende skal være en socialrealistisk skildring, mangler der et plot, en motor til at drive læseren frem. Dét, jeg synes var mest spændende, var da Idas kat, Lille Mår, blev væk, og det siger måske næsten sig selv – det er bare ikke nok.