Klassikeren fra sidst i 60’erne blev i august genudgivet og kan nu nydes af en ny generation unge. ’Outsideren’ har meget mere at fortælle end historien om en drengs kamp om at finde sin plads i et hårdt bandemiljø i Oklahoma.
| Anmeldt af Josefine Mariendal Huus |  |
Titel:
‘Outsideren’
Forfatter:
Originaltitel:
Outsideren
Oversat af:
Lea Carlsen Ejsing
Sider:
153
Udkom:
15. august 2011 (udgivet første gang på dansk i 1969)
Forlag:
People’s Press Jr.
Følelses-barometer:
En dag på vej hjem fra biografen bliver Ponyboy gennemtævet af fire soc’er – men han står ikke uden hjælp. Han har sine brødre og vennerne fra banden. Alle har de trukket det samme lod: de bor i East Side, er greasere og forholdsvis fattige. De har kun hinanden til at finde støtte hos, og livets hårde udfordringer står for døren og venter på at blive klaret.
Deres rammende modsætninger er soc’erne fra West Side, som får hele livet givet. Pengene er der, og når de keder sig, synes de, det er sjovt nedgøre, overfalde og banke greasere for at mærke suset ved at gøre noget, man ikke må. Men en nat går kampen mellem de to rivaliserende bander for vidt. Livet, som Ponyboy kender det, bliver aldrig det samme igen.
For evigt relevant
Når man ser på ’Outsideren’s forside siger den måske ikke så meget, men når de skrevne ord er læst, går det op for en, at denne bog for evigt vil være betydningsfuld i teenagernes verden. Skole, kærlighed, venner og vold er alle emner, der bliver taget op i denne historie om venskab. Den er lige så relevant som den gang i 1967, hvor den blev udgivet for første gang (i USA red.). For forskellen, der bliver gjort mellem så mange grupper mennesker, vil altid være der – om det så er på grund af tøj, udseende, religion, økonomisk situation eller familie.
Ung forfatter
Forfatteren, Susan Hinton, var femten år, da hun begyndte at skrive sin debutroman ’Outsideren’. Inspirationen til den kom fra Hintons eget liv: en af hendes venner var en dag på vej hjem fra skole, da en flok rige unger tævede ham, til han knap kunne stå. Efter Hinton havde hørt denne historie gik hun straks hjem og begyndte på historien om Ponyboy og hans venner og fjender.
På grund af forfatterindens unge alder da hun skrev ’Outsideren’, er jeg meget imponeret af sproget og dybden i historien. Susan Hinton skriver et simpelt og letforståeligt sprog, men følelsesfint og tæt på. Man kommer rigtigt bag greasernes benhårde facade bestående af cigaretter og hårde ord. Det samme gælder for soc’ernes, som blot gemmer sig bag dyre biler og penges magt. I begge lejre finder man dog sympatiske, rare mennesker med hjerter af guld, som egentlig ikke har lyst til at slås.
Uddrag af ‘Outsideren’
Jeg burde være bange, tænkte jeg med en underlig distanceret følelse, men det er jeg ikke. Aske og gløder begyndte at regne ned over os, det stak og sved som syre. Pludselig huskede jeg, der midt i det røde lys og røgen, at jeg havde spekuleret over, hvordan det var at være i en brændende glød, og jeg tænkte: Nu ved jeg det, det er et rødglødende helvede. Hvorfor er jeg ikke bange?
Forkert signal
Dog er der en defekt ved, at det er en ung teenagepige, der har skrevet klassikeren: stort set alle karaktererne er drenge, men de har en hang til at være ret pigede. Drenge viser altså normalt ikke affektion ved at kalde hinanden ”skat”, men gør det derimod ved at drille hinanden og små-slås.
Det sender et forkert signal til piger, der måske tænker, at man kan hive en sød, følsom fyr ud af alle de hårde typer – men det kan man altså ikke!
Noget andet er, at hun starter bogen ud med at beskrive alle hovedpersonerne helt ned i små detaljer: deres udseende, fortid og personlighed. Hver er de blevet givet et helt afsnit, og da jeg læste det første, blev jeg bange for, at det skulle fortsætte sådan gennem hele bogen – men det gjorde det heldigvis ikke. Så fortvivl ikke, og lad ikke de beskrivelser stoppe dig, hvis du beslutter dig for at læse ’Outsideren’.
Ordene kommer til live
En af de bedste ting ved bogen er personerne, som Susan Hinton har skabt. Jeg kom til at holde af hver og en af dem for deres små særheder og personligheder. De pudsige navne som Ponyboy, Two-Bit og Sodapop gør historien vildt hyggelig og giver den personlighed. Inderst inde er greaserne jo gode mennesker, selvom deres ydre måske ikke taler for det; de er bare født ind i det forkerte miljø.
Hovedpersonen, Ponyboy, som lægger sin ærlige, sårbare stemme til begivenhederne er specielt én, der ligger nær hjertet. Ofte er han forvirret, ked af det, bange, skamfuld og føler i det hele taget, at tingene er sat forkert sammen. På samme tid er han også modig, venlig og tager sig af andre. Det, at Susan Hinton har gjort sin hovedperson til en rigtig person, der ofte ligesom alle os andre ikke kan finde hoved og hale i det hele, har gjort sit udslag: ordene er kommet til live.
Uddrag af ‘Outsideren’
Johnnys øjne glødede. Dally var stolt af ham. Det var det eneste, han ønskede sig.
”Ponyboy.”
Jeg kunne næsten ikke høre ham. Jeg gik tættere på og lænede mig ind over ham for at høre, hvad han ville sige.
”Du skal altid være guld, Ponyboy. Altid guld…”
En bog, der giver mening
Grease-elskere og alle teenagere, der ikke er bange for lidt vold, bør helt sikkert læse ’Outsideren’. Ikke alene er den lærerig, men også smuk i dens perspektivering af livet, og hvordan vi alle egentlig ikke er så forskellige, selvom vi tror det.
Hvis du er til bøger, der giver mening, bøger om livet og dets udfordringer, så er ’Outsideren’ noget for dig.
Den er i sandhed en bog, der kan tåle at blive genlæst flere gange. Både af denne generation, kommende generationer og dig!
Skriv et svar