Gys: Den seneste udgivelse fra bestseller-forfatteren Dean Koontz, ’Hvad natten skjuler’, er en velskrevet roman om det overnaturlige, hævn, ubetinget had – og kærlighed.
| Af Emilie Bregendahl Johansen, |  |
Titel:
‘Hvad natten skjuler’
Forfatter:
Originaltitel:
‘What the Night Knows’
Oversat af:
Kim Langer
Sider:
393
Udkom:
18. oktober 2011
Forlag:
Cicero
Følelses-barometer:
Kriminalassistent John Calvino lever et sorgløst liv med sin dejlige kone Nicolette og deres tre børn, Zach på 13, Naomi på 11 og Minette på 8. Noget kaster dog en skygge over Johns liv. For mange år siden blev der begået en række rituelle mord på fire tilfældige familier. Johns forældre og to søstre blev de sidste ofre, før John slog morderen, Blackwood, ihjel. Da et mord magen til det første, bliver begået i nabolaget, bliver John klar over, at der er noget helt galt.
Den lille dreng Billy er tilsyneladende gået amok i en blodrus og har dræbt sin farmor, sine forældre, og dernæst voldtaget og dræbt sin søster. John mødes senere med Billy på det psykiatriske hospital, hvor han observeres efter mordene. Drengen præsenterer sig som ’Undergang’, og dét som John ser i hans kulsorte øjne, har han kun set én gang før, og håbet at han aldrig skulle se igen – det endeløse, ubetingede had og galskab, som var alt, der var at se i Blackwoods øjne.
Da John tager hjem fra sit møde med Billy, har han en følelse af, at noget følger efter ham. Noget han ikke kan sætte ord på, men som forfølger ham hjem til huset og finder sig til rette dér. Og da John nogle dage senere hører, at drengen, der myrdede sin familie, er død, bliver han klar over at de er oppe mod noget, der for længst er dødt – og at mordene på de 4 familier vil blive gentaget, og at hans egen familie højst sandsynligt er den fjerde og sidste.
Der var et interval på 33 dage mellem mordene, så John kan præcist forudsige hvor mange dage, der er til de forskellige familier vil blive myrdet, og hans hverdag kommer hurtigt til at bestå af at finde ud af hvordan mordene kan forhindres, og samtidig afsløre den morder, der tilsyneladende ikke er menneskelig. Imens lider familien under det, der er trængt ind i huset, og der begynder at ske uforklarlige ting.
Stort følelsesregister
Koontz har med ‘Hvad natten skjuler’ skrevet en horror-roman, der nemt lever op til standarten i hans mange forrige udgivelser. Bogen er hele vejen igennem præget af et meget dystert sprog, og jeg får et billede i hovedet af Dean Koontz der sidder i et mørkt, støvet tårnværelse og med pen og blæk skriver manuskriptet til ‘Hvad natten skjuler’ ned på slidt pergament. Og med selvsamme pen får han prikket til hele ens følelsesregister igennem bogens knap 400 sider – han gav mig både smil på læben, våde øjne og et par gange lyst til at stikke en finger i halsen.
Kender alles tanker
’Hvad natten skjuler’ skifter i kapitlerne synsvinkel mellem John, Nicolette, hans tre børn, og andre, som jeg ikke kan nævne uden at afsløre for meget, så på den måde kender vi tanker og følelser fra næsten alle i bogen. Enkelte af kapitlerne er uddrag fra Blackwoods dagbog fra dengang han levede, hvor han fortæller om hvordan han voksede op, og vi får et indblik i, hvordan han blev til den syge person han var.
Følelser i klemme
Det er sjældent jeg har læst en roman med så gennemført en personkarakteristik, men jeg holdt virkelig så meget af hele Calvino-familien til sidst, at jeg tog mig selv i at tænke, hvor vildt vred jeg ville blive på Dean Koontz, hvis der skete dem noget i løbet af bogen. Man lærte alle familiemedlemmerne at kende på godt og ondt, så tingene igennem deres øjne, og jeg identificerede mig virkelig meget med dem alle sammen. Det resulterer jo i at man får følelserne lidt i klemme – og det er helt sikkert meningen fra Koontz’ side.
Mere end én synsvinkel
’Hvad natten skjuler’ er en af de få romaner, der er så spændende hele vejen igennem, at jeg ikke kunne finde ud af hvornår jeg skulle lægge den fra mig. Afsnittene hvor det er børnene, der fortæller, er så morsomme, fordi de bliver fortalt af en på 8 eller 11 og er skrevet præcist som én på den alder ville have fortalt det – og det gør det utroligt realistisk, samtidig med at vi lærer alle børnene virkelig godt at kende. Blandet med de ekstremt uhyggelige ting som børnene oplever i huset, er det svært at vide, hvad man egentlig skal føle undervejs.
“Det spiller ingen rolle, hvornår disse begivenheder indtraf. Det spiller ingen rolle, hvor de fandt sted. Det kunne være sket når som helst og hvor som helst.
Ved middagstid seks dage efter mordene fløj fugle uden varsel op og søgte tilflugt i træernes høje grene. Umiddelbart efter deres flugt begyndte regnen at falde, som om fuglenes vinger havde stukket hul på himlen. Den lange eftermiddag var så dunkel og druknet som tusmørke i Atlantis.
Det psykiatriske hospital lå på en bakketop i silhuet mod en grå og skiden himmel. Det så ud, som om septemberlyset hvæssede regndråberne, så deres striber gennem luften blev skarpe som barberblade.”
Meget psykologisk gys
Jeg har med stor glæde læst Dean Kootz ’Odd Thomas’-bøger, men denne roman overstiger dem på mange punkter. Plot og handling er gennemtænkt, og når brikkerne falder på plads i løbet af bogen, er det en helt igennem fantastisk historie. Koontz spiller meget på det psykologiske gys, antydningen om at der snart skal ske noget klamt, og han er utrolig god til at bygge en ulækker stemning op – så god, at jeg på intet tidspunkt lå med fødderne uden for dynen, mens jeg læste. Han brugte dog også splatter-effekterne, som blandt andet bruges i ‘SAW’-filmene, og han bruger dem så overdrevet, at jeg næsten kan se blodet løbe ned af væggene på mit eget værelse.
Værre end horror-film
‘Hvad natten skjuler’ er virkelig en bog, der er værd at læse. Den gav mig virkelig mange gode oplevelser og jeg har faktisk ikke noget dårligt at sige om den – måske kun at jeg engang imellem undervejs blev så pisse bange, at det faktisk var ret pinligt. Jeg har aldrig troet, at man kunne læse noget, der kunne være ligeså uhyggeligt som at se en horrorfilm, men ’Hvad natten skjuler’ er simpelthen så vildt uhyggelig, at kuldegys-raten kan komme op i nærheden af film som fx. ’The Unborn’, som nok er det klammeste, jeg nogensinde har set.
Skriv et svar