Serien ‘Kane Arkiverne’: Masser af action og mystik i Rick Riordan’s nye eventyrserie om børnene Carter og Sadie. Det minder rigtig meget om ‘Mummy’-filmene og ‘Percy Jackson’, men er man vild med det, ved man, at også ‘Kane arkiverne’ vil ramme plet.
| Af Peter Henrichsen |  |
Titel:
‘Den røde pyramide’
(Kane Arkiverne 1)
Forfatter:
Originaltitel:
‘The Red Pyramid'(Kane Chronicles 1)
Oversat af:
Erik Barfoed
Sider:
569
Udkom:
9. september 2011
Forlag:
Carlsen
Følelses-barometer:
På grund af familieproblemer blev Carter Kane skilt fra sin søster, Sadie, da Carter var 8 år. Sadie fik et normalt skoleliv hjemme i England, mens Carter aldrig kom i skole men blev undervist af sin far, mens de sammen tog på adskillige arkæologiske ekspeditioner rundt omkring i verden.
Nu er Carter blevet 14 år og Sadie er 12. Deres far har kun fået lov til at se Sadie to gange om året, så de to søskende kender næsten ikke hinanden som søskende, men snarere som fjerne slægtninge langt ude i familie. Det er juleaften, og de to søskende håber trods alt på lidt hygge, selv om deres far er lidt distræt, men det bliver det ikke til.
Carters og Sadies far opfører sig dybt mystisk, og får i Heathrow lufthavn i London sluset de to søskende ind i en taxa med kurs mod British Museum. Dér skal deres far mødes med én af museets vigtig medarbejder, men faren har andre planer end blot at være passiv museumsgæst. Han beder Carter og Sadie om at låse museets mand inde, mens han selv kan foretage nogle hemmelige ritualer foran en egyptisk stentale med piktogrammer på. Lige pludselig bliver museets egyptiske fløj badet i en blå neon-ring af lys.
Pludselig bliver Sadie og Carter slået ud, og da de kommer til bevidsthed igen, ligger den egyptiske fløj i brændende ruiner, som om en bombe er sprunget. De kan høre en ond latter og se en mørk skikkelse af en fremmed mand, der fremkalder en lysende, gennemsigtig kiste omkring deres far og lader den synke ned i museets gulv.
Tilbage står Sadie og Carter med halvdelen af Londons brandfolk og politi og aner ikke om de skal fortælle om den forrykte oplevelse.
Klassisk ‘Indiana Jones’-setup
Ja, Rick Riordans første bind i ‘Kane Arkiverne’ starter meget actionfyldt op. Set-up’et er jo klassisk ‘Indiana Jones’ med en far, der er arkæolog og som tager børnene med på eventyr. Det er heller ikke meget forskel fra Rick Riordan’s serie om Percy Jackson. Percy er 12 år, da vi lærer ham at kende, og han kaster sig ud i alle mulige eventyr om græske guder og myter. I ‘Kane Arkiverne’ er Sadie også 12 år og Carter 14 år, og alt det græske er blot skiftet ud med egyptiske guder og myter.
Skiftes til at fortælle
Carter og Sadie skiftes til at fortælle i kapitlerne, og det hele forgår som om man hører en lydoptagelse de indspiller undervejs. Det er nok for at det skal føles som om vi er endnu tættere på dem og helt med i frontlinjen, men det gør nu ikke den store forskel. Faktisk kan det være lidt forstyrrende, at der står en masse i parenteser undervejs, når den anden søskende bryder ind i lydoptagelsen.
Lige modsat Cassandra Clare
I ‘Den røde pyramide’ fastholdes læseren hele vejen igennem via action og mystik. Undervejs slog det mig, at Rick Riordan skriver lige modsat af Cassandra Clare, der går enormt dybt ned i universet med fine miljøbeskrivelser, en gennemtænkt baggrundshistorie og i hovedpersonernes følelser. Riordan skøjter hurtigt hen over alle disse ting, for at køre non-stop action, kvikke replikker og også lidt fjollede ting indover. Der er masser af opleve og ikke så meget at tænke over, og romanen passer nok derfor ret godt til drenges behov.
En tung mursten der er let at komme igennem
Umiddelbart synes jeg Riordan blander skrivestilen lidt for meget sammen for Sadie og Carter. Carter har det med at forklare ting med at remse tingene op som punkter med a) for det første, og b) for det andet. Og pludselig fortæller Sadie på præcis samme måde. Men de to søskende har jo kun set hinanden to dage om året de sidste seks år, så det ville være meget underligt, at de talte ens. Derfor virker det som om Riordan heller ikke kender sine hovedpersoner særlig dybt.
Sproget er flydende og det er ganske nemt at komme igennem de 569 sider, selv om der nok er en del drenge, der vil blive afskrækket af det høje sidetal. Fysisk er det en stor mursten, der både er tung at holde i hænderne og som også ofte selv klapper i mens man læser, og da der samtidig ikke står særlig meget på hver af siderne, havde det helt klart været bedre med en bog i et større format men med færre sider.
(Carter)
Alarmerne hylede. Ilden slikkede op ad indgangene til salen. Vagterne måtte være på vej, men jeg var ikke sikker på, om det var godt eller skidt.
Far knælede uden at flytte blikket fra sin modstander og åbnede den bemalede trææske. Han tog den lille stav på størrelse med en lineal ud. Han mumlede et eller andet, hvorefter staven blev lige så høj som ham selv.
Sadie udstødte et lille hvin. jeg troede heller ikke mine egne øjne, men det hele blev endnu mere underligt.
Far smed staven for den flammende mands fødder, hvorefter den forvandlede sig til en gigantisk slange – tre meter lang og lige så tyk som mig – med kobberfarvede skæl og glødende, røde øjne. Den angreb den flammende mand, men han greb den uden videre om halsen. Hans hånd brød ud i hvidglødende flammer, og slange blevet forvandlet til aske.
Percy Jackson på nye flasker
Det er virkelig meget at lære om egyptens historie og mytologi i ‘Den røde pyramide’ og der er al den action og underholdning, man lige kan forestille sig, selv om det af og til minder lige lovligt meget om ‘Mummy’-filmene. Sætningerne er ret simple og historien er til tider også lidt pjattet, så jeg tror den øvre grænse vil ligge omkring 14 år.
‘Den røde pyramide’ minder utrolig meget om ‘Percy Jackson’-serien, og det er måske det lidt skuffende i det – at Rick Riordan kun kan skrive på én måde, så hovedpersonerne dårlig skiller sig ud fra serie til serie. Til gengæld ved jeg, at rigtig mange elsker den skrivemåde og fortællestil, som blev brugt i ‘Percy Jackson’, og så er det jo godt nyt, at man kan læse mere af det i serien om Carter og Sadie.
Skriv et svar