‘Niceville’: Tag tidsmaskinen tilbage til 1962 til Jackson, Mississippi og oplev et gribende 6-stjernes drama om sorte tjenestepigers liv i den borgerrettigheds- og Ku Klux Klan-ramte sydstat. En historie, der på mange måder har træk fra forfatterens, Kathryn Stocketts, egen opvækst.

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘Niceville’

Forfatter:

Kathryn Stockett

Originaltitel:

‘The Help’

Oversat af:

Marie Kopp

Sider:

407

Udkom:

1. november 2011

Forlag:

Cicero

Følelses-barometer:








Den midaldrende, sorte tjenestepige Aibileen tjener hos den kun 23-årige hvide frue Miss Lefolt. På trods af sin unge alder har miss Lefolt allerede lært hvordan man dirigerer med tjenestepigerne, og Aibeleen bliver også dagligt sat på plads med hensyn til hvordan hun skal opdrage miss Lefolts lille baby-pige Mae Mobley.

Aibileen, der næsten lige har mistet sin eneste voksne søn i en frygtelig ulykke, har dog sin helt egen hyggelige hverdag med Mae Mobley med varme og kærlighed og uden stramme regler og fysisk afstraffelse, og på den måde holder Aibileen livets barske realiteter i sit eget liv lidt på afstand.

Historien begynder i Jackson, Mississippi, august 1962 og lovgivningen omkring raceadskillelse er så småt ved at blive slækket, så sorte og hvide på sigt kan benytte flere af de samme faciliteter i byerne. Alligevel går det rigtig langsomt frem i almenhed i sydstaterne og i særdeleshed i den gamle slavestat Mississippi, hvor negerne tidligere blev dømt til hårde liv som bomuldsplukkere på plantagerne.

Derfor må Aibileen også ugentlig lægge øre til, at miss Lefolts kvinde-bridgeklub stadig diskuterer knivskarpe borgerrettighedsemner såsom bygning af separate toiletter til de sorte tjenestepiger. Kvinderne tror reelt på at sorte mennesker kan smitte hvide mennesker med specielle sygdomme, som sorte selv er immune overfor, men som hvide vil blive syge af.

Eneste medlem af bridgeklubben, der ikke deler den holdning, er miss Lefolts veninde Skeeter, der netop har gjort sin universitetsuddannelse færdig, men endnu ikke har fundet et job. Inderst inde vil Skeeter nemlig allerhelst være forfatter, og det er ikke noget man bliver fra dag til dag i et samfund, hvor der hersker skarp hakkeorden efter status. Skeeter får dog skrabet en husholdningsklumme til sig på den lokale avis, men da hun intet ved om husholdning, får hun Aibileen til at hjælpe sig med alle de praktiske råd.

Skeeter brænder dog stadig for at skrive noget større og vigtigere, og inden længe finder hun ud af, at hun ikke behøver lede så desperat efter det, for emnet ligger lige for næsen af hende. Skeeter påbegynder et manuskript om sorte tjenestepigers liv på godt og ondt i Jackson. Der er bare lige det problem, at ikke en eneste sort tjenestepige tør tale med Skeeter, ikke engang Aibileen. For i Jackson eksisterer der også en fragmentation af Ku Klux Klan og andre borgerrettighedsforkæmpere, der tæsker sorte til lemlæstelse eller døde for meget mindre end dét, at kritisere forholdene hos én af de hvide fruer.

Uddrag af ‘Niceville’
“Kom nu, Mae Mobley. Kan du ikke gå på toilettet for din mamas skyld?”
“Neeeeej.”
Til sidst løfter jeg hende ned på gulvet igen. “Det er helt i orden. Du har klaret det så fint i dag.”
Men miss Leefolt, hun skyder underkæben frem og siger hmf og skuler ned på hende. Og før jeg kan nå at give Babygirl bleen på igen, løber hun af sted, alt hvad hun kan. Et lille barn med bar numse, der farer gennem huset. Nu er hun i køkkenet. Hun åbner køkkendøren, smutter ud i garagen, prøver at nå dørhåndtaget til mit toilet. Vi løber efter hende og miss Lefolt peger på døren. Hendes stemme ryger omkring ti toner for højt i vejret.
“Det er ikke dit toilet!”
Babygirl virrer med hovedet. “Mit tolæt!”
Miss Lefolt tager fat i hende og klasker hende hårdt på benet.
“Miss Leefolt, hun ved ikke, hvad hun gør …”
“Gå ind i huset igen, Aibileen!”
Jeg kan næsten ikke holde det ud, men jeg bliver nødt til at gå ind i køkkenet. Jeg lader døren stå åben bag mig.
“Jeg har ikke opdraget dig til at bruge den farvede tjenestepiges toilet!” hører jeg miss Lefolt snerre. Hun tror ikke, at jeg kan høre det, og jeg tænker: De har jo slet ikke opdraget deres barn, Ma’am.
“Der er beskidt herude, Mae Mobley. Du kan blive smittet! Nej, nej, nej!”
Og jeg hører hende slå hende igen igen og igen på de bare ben.

En varme og ærlighed så tyk som en dyne

‘Niceville’ greb mig fra første side. Kathryn Stockett formår at formidle en varme og en ærlighed, så tyk og tæt at den omslutter én som en varm, tryg dyne. Selv om vi befinder os i brændpunktet for nogle af de uhyggeligste raceuroligheder i USA, er der alligevel så meget hygge og feel-good over tidsspringet til 60’ernes USA. Martin Luther King, Kennedy og Vietnam-krigen popper konstant op i nyhederne, så vi har samtidig at gøre med en virkelig lærerig historisk roman.

Når man lever sig ind i en historisk roman

Kunsten at lære vigtige historiske begivenheder og budskaber fra sig, ligger i, at man som forfatter kan skabe nogle hovedpersoner, der er så tiltalende og menneskelige, at vi straks føler med dem, og vil gøre alt for at det skal gå dem godt midt i de historiske begivenheder. Dét formåede Kathryn Stockett til fulde i den vovede men vellykkede kombination med tre skiftende 1.-personsfortællere: Sorte Aibileen og Minny og hvide Skeeter.

Selv om jeg sad og læste som hvid, dansk mand, identificerede jeg mig hundrede procent med alle tre kvinder – en pudsig med forunderlig følelse pludselig at være inde i hovedet på Aibileen, specielt på det tidspunkt, hvor hun har så hævede ben på grund at varmen i Jackson, at hun ikke engang kunne få sine nylonstrømper på. Men det var jeg. 😉

Fine beskrivelser

Jo længere jeg kom ind i romanen, desto mere ondt i maven fik jeg. Skeeters projekt er så farligt, men bliver alligevel så alment kendt blandt Jacksons sorte tjenestepiger, at det mindste fejltrin eller forræderiske ord, kan få katastrofale følger for vores tre hovedpersoner. Beskrivelserne er samtidig usædvanligt fine. Jeg kunne mærke Jacksons kvælende varme, høre fluerne summe, og jeg så det hele for mig som en film – faktisk er jeg rigtig glade for, at jeg endnu ikke har nået at se filmatiseringen i biografen, for det havde nok været den forkerte rækkefølge og havde nok ændret en del af mine fine indre billeder.

Magten til kvinderne

‘Niceville’ viser også en anden side af det oftest tegnet billede af 60’erne, som et kvindeundertrykkende årti, hvor mændene fik alle de gode og spændende job, og hvor konen var tvunget til at gå derhjemme og få huset til at se pænt ud. For i Kathryn Stockett’s historie er mændene enten nogle, der drikker for meget, eller nogle, der søger så langt ind i deres arbejde, at de som Skeeters far går i seng kl. 7 hver aften, hvilket igen giver magten til kvinderne.

Jo, de hvide Jackson-fruers mænd har på overfladen nogle gode jobs, men på mange måder er de også blot nogle skafferdyr, der søger for at betale regningerne i hustruernes High Society-liv, og enten tør de ikke, eller også er de for kloge til at blande sig i alle de beslutninger og intriger, der kører i kvindernes foreningsliv og personlige prestige-projekter. Så ‘Niceville’ er også historien om hvad der sker, når kvinderne tager magten som den lovgivende og dømmende kraft i en bydel, og mændene i bedste fald kun får tildelt politiopgaverne som den udøvende magt i dette spil.

Drømmen om at skrive noget vigtigt

Modsat – set fra Skeeters synsvinkel – er det også genfortællingen af Lise Nørgaards liv, som du måske har set i tv-serien ‘Kun en pige’, nemlig kampen om at blive journalist og få lov til at skrive noget vigtigt som kvinde. Her kan man dog godt mærke, at vi trods alt er 30 år længere fremme i tiden, for Skeeters forlægger er allerede en kvinde, der har kæmpet sig til en chefstilling.

Dyb ærefrygt

‘Niceville’ efterlod mig med en dyb ærefrygt over at have fået lov til at opleve Aibileen, Minny og Skeeters liv i Jackson fra 1962 til 1964. Raceurolighederne i USA er vanvittigt spændende fordi de forklarer hvorfor USA ser ud, som det gør i dag, men rent underholdningsmæssigt var det også bare en kæmpe joyride at få lov til at rejse 50 år tilbage i tiden.

Selvom Kathryn Stockett tager de sidste ord i et efterskrift og forklarer at ‘Niceville’ er fiktion, så kan man allerede høre at hendes egen opvækst med en sort tjenestepige i Mississippi, minder så meget om Skeeters, at man godt kan regne ud, at de fleste af hændelserne i ‘Niceville’ nok er omskrevet, men alligevel er taget fra virkeligheden. ‘Niceville’ ryger ind på Top 10 over de bedste bøger, jeg har læst i mit liv, og historien om specielt Aibileen vil jeg aldrig glemme. På nogle måder kan den godt minde lidt om John Irvings ‘Æblemostreglementet’ (The Cider House Rules), så kunne du lide historien i den, er du næsten også sikret Feel Good i ‘Niceville’ (The Help).