‘Skyggebølge’ af Robert Muchamore – CHERUB MISSION 12

CHERUB: Endelig fik vi lov til at få 12. og sidste bind i Robert Muchamores serie om Cherub’erne. Man kan bestemt ikke læse serien uden også at læse specielt efterskriftet i bind 12, men derudover var det desværre en ret rodet afslutning på en ellers helt unik serie, som jeg vil kalde vor tids allerstørste drenge- og girlpower-bøger.

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘Skyggebølge’
CHERUB MISSION 12

Forfatter:

Robert Muchamore

Oversat af:

Thomas Munkholt

Originaltitel:

‘Shadow Wave’

Sider:

283

Udkom første gang:

7. marts 2012

Forlag:

People’s Press Junior

Følelses-barometer:





(SPOILER! Bøgerne i ‘Cherub’-serien udgør ikke en sammenhængende historie. Det vil sige, at hver bog har sin egen afsluttede historie. Men da det er de samme hovedpersoner, vi følger i alle bøgerne, er der spoilers om deres fart og færden, hvis du ikke har læst de forrige bøger.)

For halvandet år siden fortalte People’s Press, at bind 10 var det sidste bind i Cherub-serien, der blev oversat til dansk, og at man i stedet for ville gå i gang med at oversætte Muchamores nye serie ‘Henderson Boys’. Men så skete der ingenting i over et år, og i september 2011 udkom bind 11 så alligevel på dansk, og nu er bind 12 så endelig også kommet.

Godt, at afslutte en serie ordentligt

Selvom lysten til ‘Henderson Boys’ efterhånden er blevet ulidelig stor, er det nu godt, at man vælger at afslutte en serie ordentligt. Carlsen udgav jo ligeledes 10 bind af Kate Brians populære ‘Private’-serie, hvor man, på trods af stor efterspørgsel, ikke ville oversætte bind 11 og 12. Og det giver bestemt en flad fornemmelse. Selvfølgelig kan man købe bøgerne på engelsk fra England eller USA via internettet, men det er jo langt fra alle børn, der har den mulighed eller i det hele taget kan læse engelsk godt nok. Så først og fremmest en stor ros til People’s Press for at afslutte en rigtig god serie på en værdig måde.

Tæt på at stoppe i bind 10

Efter en ret så alvorlig slåskamp i en monorail i Las Vegas, antydede Robert Muchamore ellers at James efterhånden var ved at droppe ud af Cherub og blev nødt til at bukke under for sin indre drengerøv. Måske som Black Jack-spiller i USA, hvor han kunne køre fra by til by på en Harley købt for gevinsterne. Det virkede som om Muchamore havde tænkt sig at stoppe serien der, men alligevel bliver James samlet op i bind 11 ‘Blod og krom’, hvor han skal infiltrere rockergruppen ‘Brigands M.C.’.

På mig virker det som om Robert Muchamore trods alt er kommet til at holde så meget af James, at han ikke ville lade ham forsumpe i sit voksenliv. Planerne er i hvert fald ændret fuldstændig. James vil læse på universitet på Stanford i Californien, og han har planer om at Kerry skal komme over til ham, når hun har afsluttet Cherub.

Ikke stærk i de følelsesmæssige tinge

Men ‘Skyggebølge’ er blevet en højest besynderlig bog. Robert Muchamore virker utrolig stærk, når han skal beskrive missionerne, men at afrunde personernes videre skæbne – lidt som en slægtsroman – er bestemt ikke hans stærke side. Efter en afslutning på Brigands-episoden fortsætter bogen med et Cherub-bryllup, og man kan ligefrem mærke hvor uvant og ubekvemt det er for Cherub’erne og Muchamore. Jeg tror man ville opnå samme kejtede resultat, hvis man bad jægersoldat B.S. Christiansen om at være ny tv-vært på et bryllupsprogram.

James burde være hovedperson i sidste bind

Da vi endelig skal i gang med bogens mission, laver Muchamore et kæmpe spring fire år tilbage i tiden for at fortælle om en mission Kyle var på, på øgruppen Langkawi udenfor det malaysiske fastland. Historien er fin nok, men pludselig er hovedpersonerne alene Kyle og en ny journalistpige ved navn Helena Bayliss, og det er voldsomt frustrerende, for i aller sidste bind i serien om James, vil jeg da høre om James’ sidste mission og ikke om bipersonen Kyle og en helt ny pige. Selve forhistorien med Kyle og Helena tager over 100 sider, og vi skal pludselig høre om hvordan James var, da han var 13 år. Det gør springet dybt mystisk, og det virker mest af alt som en mission, Muchamore tidligere har kasseret til en Cherub-bog, men som har så lige har kunnet skrive en sidste 12’er med.

På de sidste 50 sider kommer James og Lauren dog heldigvis med i afslutningen af missionen, men der føles det helt forkert, fordi man inderst inde sidder med følelse af, at det synger på aller sidste vers med Cherub’erne. Og en afslutning af så fint et univers skal også være noget helt, helt specielt. Men det bliver det altså ikke rigtigt. Det er blot almindelig mission-arbejdsdag lige til det sidste.

Uden de store afskedsscener

Muchamore får taget sig sammen på de sidste 10 sider og fortalt det der skal fortælles, men det meste står i et meget strikt opbygget efterskrift. Det er virkelig vemodigt at tage afsked med James og Lauren, Kerry, Bethany og de andre, for Cherub-serien har været den bedste nutidige drenge- og girlpower-serie, jeg nogensinde har læst. Men altså, Muchamore er ikke manden, der elsker de store afskedsscener. Så bruddet med James og Lauren bliver kort og skarpt, uden en eneste tåre i øjenkrogen.

Alt i alt bliver ‘Skyggebølge’ en rodet affære, hvor Muchamore ikke rigtig kan finde ud af, om han skal fortælle om nutiden eller fortiden med Kyles 100-dages-gråtrøjekursus. Vi får lidt Brigands, meget tilbageblik, lidt ny mission og lidt fremtidsplaner. Det virker på ingen måde som en slutning, der binder sløjfe på alle ender, men snarere som Muchamores: ‘Det var lige det aller sidste, jeg havde tilbage i skriveidé-kassen’. Men så rodet et plot, er det måske meget godt at Cherub slutter her. Nu kan vi så blot glæde os til ‘Henderson Boys’, der er er ny serie, som skildrer optakten til idéen om et Cherub, og håbe at Muchamore har fundet nye, friske kræfter i den.

No Go

Jeg ved ikke om det er sådan ‘Skyggebølge’ kommer til at se ud i butikkerne, men som anmelder modtog man altså 12. bind med dette fede klistermærke smækket på forsiden. Rent faktisk har Cherub’erne et saftigt, nutidigt sprog i bøgerne, men det bliver altid brugt sparsomt og ret snedigt på de rigtige steder som virkemiddel for at understrege en virkelig humoristisk episode. Man kan ikke bare pille en god punchline ud af konteksten.

Specielt irriterende bliver det, når man finder ud af, at det IKKE er et klæb-let-klistermærke, der nemt kan fjernes, men ét af dem, der er nærmest umuligt at fjerne, og hvor man kan sidde i en ½ time med olivenolie for at affedte klistret fra forsiden. Jeg kender ingen bogelskere, der vil se deres nyindkøbte bøger behandlet på den måde. Hvorfor kunne klistermærket ikke bare have ligget inde i bogen?


Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.