Skeletter i skabet: Hvor bind 2, ‘Blodtåge’, virkelig fik banket et spændende univers fast og givet godt med gys og spænding, dog uden at give nogen forløsning på noget, er dette tredje bind løbet helt af sporet. Selvom bogen er 200 sider længere end de første to i serien, får vi stadigvæk ikke svar på mysteriet, og nu er frustrationen så stor, at det ikke er morsomt længere.

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘Ildfugl’

Forfatter:

Nicole Boyle Rødtnes

Sider:

420

Udkom:

28. marts 2012

Forlag:

Forlaget Facet

Følelses-barometer:






(SPOILER! Bøgerne i serien ‘Skeletter i skabet’ udgør en sammenhængende historie. Hvis du ikke har læst de første bøger, spolerer du handlingen, hvis du læser videre!)

Davies første læremester er blevet arresteret for at have gemt et dødsbarn i kælderen, derfor fik Davie en ny læreplads som skeletinspektør, men nu er denne læremester, Edward, blevet dræbt af et kopieret familieskelet. Davie skal altså i gang med at finde sin tredje læreplads, og politikeren Adamo har lovet at stå for den del. Det er Davie dog ikke begejstret for, idet han er overbevist om, at netop Adamo var impliceret i den voldsomme blodtåge, der omgav Zantora, og skyld i at både skeletinspektøren Edward og Gawins bror Samuel begge er blevet dræbt.

Blodtågen er lettet, og Gawin synes, der har været nok ulykke til, at de skal fortsætte efterforskningen, men Davie kan simpelthen ikke slippe alle uretfærdighederne. Han er nødt til at opklare sagen. Imidlertid får han en tvungen praktikplads hos flammetæmmeren Nila Misalin. Davie er næsten sikker på, at Adamo i lærepladsen også har flettet en lille ulykke ind, som skal koste Davie livet.

‘Dødsbørn’

Første bind, ‘Dødsbørn’, tegnede et nyt, unikt fantasy-univers op. Nogle steder haltede det lidt, og det virkede også ret usikkert om bogen skulle handle om blåslanger eller dødsbørn. Michia har hele tiden været forfærdeligt sød, så i første bind var jeg skuffet over, at der ikke kunne blive bare en lille smule romantik mellem hende og Davie, men det kunne der ikke. Alt i alt en middelmådig oplevelse, men alligevel så unik og hyggelig en by med de familieskeletter, at jeg måtte læse videre i ‘Blodtåge’.

‘Blodtåge’

Andet bind havde en meget bedre læserytme. Bogen havde en dejlig ro, for der blev ikke skiftet fokus hele tiden. Dialogerne blev i den grad meget mere flydende og realistiske. Det hele smeltede sammen, og jeg glædede mig virkelig over at Nicole Boyle Rødtnes havde fået så godt styr på læserytmen og historien. Nu flød det bare derud af, og der kom virkelig også spænding og uhygge, når Davie skulle ud som skeletinspektør. Ikke blot byen Zantora, men hele bogen fik en dejlig gusten blodtåge over sig.

Majasol fra ‘Kultur For Unge’ gav dengang ‘Blodtåge’ 5 stjerner, og jeg er meget enig i hendes anmeldelse. Noget, som jeg dog ikke brød mig om, var selve afslutningen med ‘fortsættes’ som sidste ord. På samme facon slutter Nicole Boyle Rødtnes første bind, ‘Dødsbørn’, og frustrationen ligger i, at vi ikke får nogle forløsninger i bøgernes slutninger, men hele tiden skal holdes hen.

Den manglende forløsning

Tager man for eksempel blot ‘Harry Potter’- eller ‘Vildheks’-bøgerne, for at sammenligne med både udenlandsk og dansk fantasy, ja, så bliver hovedplottet forløst i hvert bind, så de næsten kan læses individuelt. Selvfølgelig er det sjovest at lære hovedpersonerne at kende fra første bind, og der er jo også en tyk rød tråd, som følger alle bøgerne. I ‘Harry Potter’ er det jo Lord Voldemort, men tager vi bind 1, ‘De vises sten’, finder de tre Hogwarts-elever jo også deres skurk til sidst, så selve første binds plot bliver forløst — også selv om vi godt ved, der kommer meget mere med Lord Voldemort.

Men i ‘Skeletter i skabet’-serien får man ikke nogen forløsning. Bøgerne har ikke deres egne plots, men er én lang historie, der på sidste side bliver hakket over med et ‘fortsættes’. Det lille ‘fortsættes’ som vi kender så godt fra Anders And-bladene og som giver en konstant irritation, fordi man er tvunget til at købe næste nummer af Anders And, for at få slutningen. Men en ting er et ugeblad, noget andet er en bog-serie med halve og hele år imellem udgivelserne.

‘Ildfugl’ gentog desværre tricket. Det, jeg troede var en trilogi, viser sig at være en tetralogi, og efter at læst tredje binds 420 sider af seriens indtil videre 935 sider, afsluttes ‘Ildfugl’ gudhjælpemig også med et ‘fortsættes’!

Havde der, undervejs i disse 935 sider, været nogle ting, der endte godt, nogle skurke, der kom i fængsel, noget romantik, der gik den rigtige vej, eller et fag Davie syntes rigtig godt om, så han havde lyst til at blive i det, så havde det måske også været til at holde ud. Men min tålmodighed var i den grad opbrugt, da det hele nærmest begyndte forfra i ‘Ildfugl’.

Davie bliver flammetæmmer, og de første 200 sider har slet ikke fokus på hovedkonflikten vi slap i ‘Blodtåge’. Vi skal nemlig have lært Davie op i hans tredje fag (what a dropout). Det blev uden tvivl gjort hyggeligt, for Nicole Boyle Rødtnes skriver rigtig hyggelig fantasy, men denne gang blev det simpelthen for frustrerende at begynde på noget nyt uden at have fået svar på blot nogle af spørgsmålene fra bind 1 og 2. Først tre fjerdedele inde i bogen samles de fire venner og gør rigtig status over hvad der skete i ‘Blodtåge’ og begynder at arbejde ud fra det, men dér havde jeg for længst tabt læselysten.

Synd at hovedpersonerne ikke bliver brugt mere

‘Skeletter i skabet’ har nogle super søde hovedpersoner: Davies bedste ven Gawin og de dejlige piger Micha og Majana, der begge virker lune på Davie. Alligevel skal vi til at lære nogle helt andre hovedpersoner at kende i ildtæmmer-temaets over 200 sider, og vi forlader alt det kendte.

Det er efterhånden for underligt, at Davie slet ikke har nogen vilje eller personlighed til at gøre noget aktivt, men hele tiden lader sig smide rundt i fantasy-universet af alle andre. Mens Majana og Michia ved hvad de vil, agerer Davie kun, når han bliver sat i dilemmaer, hvor han bliver tvunget til at vælge.

Romantikken, som Nicole Boyle Rødtnes næsten lovede læserne efter anmeldelserne af bind 1, er også gået i vasken. Når der efter tre bind og 935 sider hverken har været en berøring eller et kys til Michia eller Majana, der ellers er meget interesserede, ja, så er det bare ikke en fantasy-roman med kærlighed. Det ville virke direkte underligt, hvis Davie pludselig skiftede personlighed i fjerde og sidste bind og blev interesseret i piger — så løbet virker helt kørt på den romantiske front.

Konklusion

Med ‘Ildfugl’ er ‘Skeletter i skabet’ nu blevet en serie, der kan forlænges i det uendelige. Der bliver hele tiden opfundet nye begreber eller forklaringer på hvordan tingene hænger sammen, så vi får flere og flere brikker til et puslespil, der bare bliver større og større. Havde vi fra første bind og igennem bindene fået spor på hvordan de mystiske ting hang sammen, havde vi også selv haft en chance for at regne ud hvordan det enorme plot kunne ende. Men med den her skrivestil kan alt ske eller forklares hen ad vejen. Davie kan i og for sig få en fjerde læreplads, vågne forvirret op på hospitalet for fjerde gang og starte forfra med ny læremester, nye hovedpersoner og nye skurke.

‘Skeletter i skabet’ var rigtig hyggelig og spændende i bind 1 og 2, men der skulle den efter min mening også være afsluttet. Fantasy-universet er hyggeligt og virker unikt, men det er en forholdsvis spinkel historie for preteens og yngre teens, plottet virker stadig ikke fastsat, og hovedpersonerne er ikke særlig dybe; det kan simpelthen ikke bære at blive fortalt på de 1200 sider som bind 4 vil få det op over. Ikke engang Josefine Ottesen – der ellers er mester i ultra-detaljerede fantasi-universer, dybe personer og et utrolig gennemtænkt plot – har trukket sin fantasy-serie ‘Det døde land’ så langt.