‘Ikke engang et jordbær’ af Marnelle Tokio

‘Spiseforstyrrelser’: Tør du lægge alle dine forsvarsmekanismer, der normalt beskytter dig, og er du modig nok til at turde rumme Martys historie, mens du skiftevis griner og tårerne løber ned ad kinderne på dig, ja, så bliver du også vel belønnet i ‘Ikke engang et jordbær’ af Marnelle Tokio. Du kommer et stort skridt nærmere dig selv – ikke den, du vil være eller tror du bør være, men den du virkelig er. Det er meget store ord, men ‘Ikke engang et jordbær’ er også en meget stor bog om det allervigtigste her i livet!

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘Ikke engang et jordbær’

Forfatter:

Marnelle Tokio

Oversat af:

Jan Dahl Jeppesen

Originaltitel:

‘More than you can chew’

Sider:

220

Udkom:

Første gang i 2004
Genudgivet 31. marts 2012

Forlag:

Arvids

Følelses-barometer:

17-årige Marty forsøger at leve et normalt teenageliv i San Diego i Californien. Hendes far gik fra hende og hendes mor, da Marty var lille. Hendes mor har et voldsomt alkoholproblem. Men Marty har trods alt en dejlig kæreste, Zack. Tror hun. For da Zack vil have sex med hende første gang, går han fuldstændig amok fordi Marty fortæller ham, at han ikke er den første. Hun er ikke jomfru. Zack kalder hende alt muligt grimt og vil ikke have mere med hende at gøre. Martys bedste veninde, Cherri, kan hun heller ikke snakke med, fordi hun har haft et sidespring med Cherris kæreste. Alt brænder sammen. Og så holder Marty op med at spise.

Nippere og nappere

Martys historie foregår på en hospitalsafdeling for anorektikere og bulimikere – nippere og nappere, som Marty selv så morbidt kalder det, for så er scenen ligesom sat. Marty er nemlig en jeg-fortæller, der rummer meget sort humor, og vi følger hendes liv, nogle få dagbogsnotater og næsten alle hendes tanker igennem et lille år.

Martys humor fik mig virkelig til at grine højlydt undervejs, men hvis man tror, at humoren blot er brugt som underholdning for at få en tung historie ned, tager man voldsomt fejl. For humoren er den samme, som også visse sygeplejersker, falck-folk og politibetjente besidder. Det er en ventil og en overlevelsesmekanisme, der lukker det svære og sørgelige ud, fordi man ganske simpelt ikke kan tage det hele på sine skuldre uden at gå psykisk ned. Så Martys sorte humor, selvironi og grove kommentarer til personalet giver også én som læser den tiltrængte ventil; samtidig finder man hurtigt ud af, at alt “det sjove” kommer fra en overset, ensom pige, der allerhelst bare vil knuses, krammes og holdes af, og så begynder humoren også at gøre ondt.

Overlevelseshumor

Fordi Marty besidder denne overlevelsehumor, identificerede jeg mig med hende lige med det samme. Netop den sorte, morbide humor er kendt hos en del anorektikere, og det er virkelig et genialt træk af Marnelle Tokio, at præsentere universet den vej igennem, da det havde været næsten umuligt at identificere sig med en dybt depressiv hovedperson, der slet ikke havde svar på tiltale. Dertil havde distancen været for stor.

245 dage med Marty

Kapitlerne er navngivet efter antallet af dage, som Marty har været på hospitalsafdelingen; for for Marty og de andre piger, handler det nemlig kun om at komme ud til det virkelig liv, væk fra hospitalet, så de igen kan tage kontrol over deres fødeindtag, kaste op når de vil, skaffe diætpiller og skære sig for at holde den virkelige psykiske smerte på afstand.

Selv om det måske ikke lyder hyggeligt, bliver det varmt og rart at være på afdelingen, fordi sygeplejerskerne og nattevagterne har så stærke personligheder og er så forskellige, at man kommer til at holde lige så meget af dem som af Marty og pigerne. Vi følger med ved madlavningen og indkøbene, som pigerne selv skal stå for, og vi er en flue på væggen i gruppeterapi-rummet, hvor pigerne burde fortælle om deres følelser, men oftest sidder og tæller sekunder for at kunne slippe ud igen.

Midt i al håbløsheden – som man som læser lægger mærke til, men pigerne ikke selv skænker så mange tanker – udviser pigerne også en stor omsorg for hinanden, når det virkelig gælder. Marty kaster sin kærlighed på kun 8-årige Lily, der også kommer ind som anoreksi-patient, og det søsterlige forhold er så rørende, at jeg også fældede en del tårer i de kapitler.

Der hvor man begynder at forstå

Undervejs bliver man selvfølgelig nysgerrig på, hvilke årsager der har været medvirkende til, at Marty får det så dårligt. Selvfølgelig er det slemt nok, at hendes far rejste da hun var lille, og at hendes mor drikker, men man vil også bare rigtig gerne have nogle specifikke eksempler på, hvordan de har opført sig overfor Marty. Det får man i den grad også, fordi både Martys mor og far jo er forpligtet til at ringe og besøge deres datter. Af og til er telefonsamtalerne så hårde, at man selv får lyst til at skrige, mens Marty holder smerten og frustrationen inde i sig selv – dér begynder man rigtigt at forstå.

Når rygsækken bliver for tung

Man kan heller ikke lade være med at sammenligne historien med sit eget liv. Essensen er nemlig, at alle de ting pigerne kæmper med, er sociale problemer i livet, som vi alle sammen i mere eller mindre grad kommer ud for, så det handler ikke om at pigernes problemer er helt specielle, men at de er blevet sat i nogle situationer i deres sociale liv, hvor de ikke får mulighed for eller kan løse dem. På et tidspunkt bliver rygsækken ganske simpelt bare for tung.

Det kan ske for alle

Netop dét betyder, at man som læser kan forholde sig til næsten alle de situationer Marty står i. Det havde været nemt, men også meget overfladisk, hvis man bare kunne sidde og sige ‘det kunne aldrig ske for mig’. Men man finder hurtigt ud af, at det kan ske for én selv – det er derfor man lever sig ind i det hele; ikke kan lade være med at suge følelserne og oplevelser til sig; ikke kan lade være med at blive rørt, såret, frustreret og ked af det. Men hvor er det også en kæmpe mulighed og en stor gave, at få lov til at få den store indsigt, at nærmest være i praktik på Martys afdeling og være én af pigerne, uden selv at være syg.

En vigtig lille livsforsikring

Bagsideteksten – dét, som man også kalder ‘blurb’ – rummer på sin vis en kæmpe spoiler. Vi får nemlig at vide, at Marty er vej frem, når bogen slutter. Først syntes jeg, det var en utilgivelig information at give, inden man gik i gang med læsningen, men set i bakspejlet forstår jeg det. Hvis man skal turde lægge alle sine forsvarsmekanismer fra sig – dem, der gør at man normalt ikke tager sygdom og død på fjernsynet så alvorlig – ja, så er man faktisk også nødt til at vide, at Marty ikke dør til sidst. Ellers ville der ganske simpelt være mulighed for, at man skulle sidde og græde i flere dage bagefter, og det er nok de færreste, der har lyst til at involvere sig så dybt. Derfor er det godt, at der står, som der står. Det ødelægger intet i historien, men det giver én et lille bitte sikkerhedsreb, når det er allersværest, og det har man ganske simpelt brug for, for at turde give sig hen i alle de andre svære følelser.

En historie man bærer med sig resten af livet

Undervejs, når Marty’s forældre er allerværst, får man lyst til at diskutere bogen med nogle gode venner eller veninder, der også har læst den. Det pudsige var blot, at da jeg kom til slutningen opstod, der en ærefrygt i mig over, at Marty har delt alle sine tanker med mig. Så meget af det jeg gerne ville diskutere med andre, fik pludselig en dejlig ro og faldt på plads, og jeg følte at hemmelighederne skulle bevares alene mellem mig og Marty. Det er virkelig noget helt specielt, når en piges historie bliver fortalt så godt, at man får lyst til at lægge alle minderne – de sjove og de sørgelige – ind i et hemmeligt rum i sit hjerte og bære dem med sig resten af livet.