‘Drageløberen’: ‘Drageløberen Graphic Novel’ kunne lyde som et projekt, hvor man lige skal presse nogle flere penge ud af en god historie – sådan er der i hvert tilfælde mange, der har oplevet ‘Twilight Graphic Novel’, men jeg må dementere på det kraftigste. Den rørende historie om Hassan og Amir gør sig virkelig godt på tegninger, og hvis man kun lige er blevet teenager, og måske synes det kan være lidt tungt at læse en tætskrevet voksenroman på 382 sider, bør man virkelig kaste sig over historien i den her lette udgave.

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘Drageløberen Graphic Novel’

Forfatter:

Khaled Hosseini

Originaltitel:

‘Kite Runner Graphic Novel’

Oversat af:

Marie Louise Valeur Jaques

Sider:

132

Udkom:

10. april 2012

Forlag:

Cicero

Følelses-barometer:






Tolvårige Amir ønsker mere end noget andet at vinde den store årlige drageturnering. Hassan som er søn af familiens tjener og Kabuls bedste drageløber, vil gerne hjælpe til og stiller som altid op for sin bedste ven Amir. Men på turneringsdagen sker der noget forfærdeligt. De to venner glider fra hinanden, og snart må Hassan og hans højtelskede far forlade det hjem de har haft hos Amirs far.

Sådan lyder de første linjer af bogen bagsidetekst, og jeg synes det vil være synd at fortælle mere, hvis der skulle sidde nogen derude, der endnu ikke har læst romanen ‘Drageløberen’, der har solgt over 400.000 eksemplarer alene i Danmark. Det er så mange, at hvis bogen ikke står på din eller dine forældres bogreol, så står den helt sikkert hos én dine veninder.

Et utrolig svært projekt

Det må være utrolig svært at omdanne så populær en roman til en graphic novel, og jeg kan kun forestille mig, at Fabio Celoni og Mirka Andolfo, der har tegnet, har haft rimelig ondt i maven over om de nu gjorde det godt nok.

Én ting er, at man kan tegne selve hændelserne, for eksempel Amir og Hassan, der sætter drager op sammen og hygger omkring det, det kan alle tegnere, men formår man også at få de dybe følelser med; alt det som personerne ikke siger til hinanden i talebobler, men som bare ligger i luften? Det synes jeg faktisk de gør.

Jeg havde egentlig ikke troet det, men jo længere jeg bevægede mig ind i historien – som jeg rent faktisk havde glemt, da det er fire år siden jeg læste romanen – desto mere dukkede følelserne op igen. Og det var ikke kun fordi jeg huskede romanen, men fordi tegningerne gav mig følelserne.

Så skulle der tjekkes

Så blev min interesse virkelig fanget, for når man først har fået én aha-oplevelse, vil man have flere! Pludselig dukkede minderne op fra romanen, og nu gik min analyserende og nådesløse hjerne i gang med at søge efter om de samme episoder og følelser nu også var husket i denne graphic novel. Men igen. Det var de!

Du kender nok selv følelsen. Når du har læst en bog, der af en såkaldt screenwriter bliver “oversat” til film, er du utrolig spændt på om filmen nu også lever op til bogen. Måske har du lige oplevet det med ‘The Hunger Games’? Man vil have alle de vigtige følelser og episoder med, ellers er det bare ikke helt rigtigt. Samtidig ved man godt inderst inde, at man stiller store krav, for en film, der måske kan ses på lidt over to timer, og en graphic novel man kan komme igennem på en god time, vil jo aldrig får lige så meget med som den roman, man fordybede sig i igennem fem-seks timer eller mere.

Overraskende godt

På bundlinjen synes jeg oversættelsen til tegninger er lykkedes overraskende godt, og jeg var faktisk overordentlig kritisk inden jeg gik i gang med læsningen. Mest af alt holder jeg af det paint brush-look, farverne er lagt på med. Det giver flydende overgange mellem tonerne, og det giver nogle utrolig effektfulde, næsten usynlige overgange mellem lys og skygge. Dermed bliver personerne meget mere levende og stemningsfyldte; hver tegning bliver et lille kunstværk i sig selv.

Ofte kunne jeg falde over en tegning, som jeg måtte sidde og nyde i lang tid og som faktisk kunne have været rigtig lækker at få op i plakatstørrelsen på væggen. Derfor bifaldt jeg også, når man en enkelt gang valgte at bruge en hel side til blot én tegning. Yderst effektfuldt.

Var der noget jeg kunne ønske mig, ja så var det kun lige større tegninger, så man bedre kunne nyde dem som kunstværker. På den anden siden har bogen et rigtig dejligt og håndgribeligt format, så man har godt styr på den, både hvis man sidder med den i sin bedste læsestol, eller hvis man som jeg, elsker at ligge på ryggen i sofaen og holde den op over hovedet. 😉

Rigtig god og uforglemmelig tur til Afghanistan.