‘Den yngste tempelridder’-serien: Tristans rejse med den hellige gral er omend endnu mere spændende end i første bind, og samtidig med at Michael Spradlin nu også skruer op for humoren og romantikken, er det hele blevet lige så mavekildende spændende, som den dag i 4. klasse, hvor alting skiftede og man ikke længere skulle undgå pigelus, men pludselig satte alt ind for at få en lille “tilfældig” berøring eller et smil fra en dejlig pige.
| Af Peter Henrichsen |  |
Titel:
‘Skæbnens vej’ (Den yngste tempelridder 2)
Forfatter:
Originaltitel:
Trail of Fate (The Youngest Templar #2)
Oversat af:
Lærke Pade
Sider:
256
Udkom:
20. marts 2012
Forlag:
Politikens Forlag
Følelses-barometer:
(SPOILER! Bøgerne i serien om ‘Den yngste tempelridder’ udgør en sammenhængende historie. Hvis du ikke har læst den første bog, spolerer du handlingen, hvis du læser videre!)
Tristans sejlskib med kurs mod de nordlige himmelstrøg forliser i en voldsom storm. Selvfølgelig dør vores tempelridder-lærling ikke, men har han mistet både Maryam, Robard og sin lille, nye hund, da han vågner op på stranden; fortumlet og udmattet. Heldigvis ser det ud til, at den hellige gral er i god behold i hans taske; en kendsgerning han hurtigt må lade som om ikke eksisterer, da han bliver fundet af en flok fransktalende ryttere, der forhører ham, som var han en spion. Pigen i front, Celia, har dog en magisk indvirkning på Tristan, specielt når hun stirrer ham lige i øjnene, og han reagerer med at blive helt blød i knæene, forstår Celia, at Tristan er ufarlig, selv om han måske ikke fortæller hele sandheden.
Celias og hendes ryttere er katharer, et folkefærd, som er tolerant overfor flere religioner og intolerant overfor den kristne kirkes regler og pragt. Derfor er katharerne også jagtet af blandt andre tempelridderne, som jo netop rider på korstog til de sydlige lande for at missionere med sværdet. Og lige nu har de over 50 ryttere efter sig, da et forsøg på at formilde ærkebiskoppen i Narbonne slog fejl. Selv om Celia har mere end rigeligt at gøre med at passe på sine egne, forbarmer hun sig over Tristan, der desperat leder efter en ny havn, så han kan få den hellige gral til England inden Sir Hugh snuser sig frem til ham og indhenter ham.
Varm om hjertet når pigerne skænder på drengene
Andet bind i serien om den yngste tempelridder, Tristan, er omend endnu bedre end det første. Nu kender vi nemlig hovedpersonerne, og specielt Tristan er så sympatisk og rar, at man – selv som dreng – synes han er sød. Historien er vanvittigt hyggeligt fortalt – genial til oplæsning – og der er så meget varme og glimt i øjet, når pigerne skænder på drengene i historien, at man ikke kan undgå at blive varm om hjertet.
Historie på den sjove måde
Historisk set er der også meget at lære – på den sjove måde. For Michael Spradlin er ikke typen, der bare må vise alle de detaljer, han mestrer, om tempelriddere og religion. Der kommer en lille forklaring i ny og næ, når det er nødvendigt, og ellers ligger fokus på spændingen i hvordan Tristan skal nå frem uden at blive opdaget med gralen, og på følelserne: forelskelse og kammeratskab. Fordi Spradlin netop er en af de få mænd, der kan skrive om følelser og godt ved, at drengebøger ikke behøver at være spækket med kampe og våben hele tiden, kan pigerne med fordel også nyde beretningen fra middelalderen. Eneste forudsætning er, at man kan lide en god lejrbålshistorie.
Uddrag af ‘Skæbnens vej’
Jeg havde aldrig tænkt på andre mennesker på den måde før. Bortset fra den behagelige duft af Maryams hår og den smukke lyd af hendes latter. Var der noget galt med mig? Af en eller anden grund dukkede abbedens ansigt frem for mit indre blog, og jeg fik pludselig trang til at bede. Celia var helt tæt på mig. Og hun duftede ligesom klosterhaven ved forårstid.
Michael P. Spradlin er blevet min nye helt, fordi han forstår at skrive nye klassikere, selv om klassikere jo helst skal være skrevet for mindst 30 år siden.
Skriv et svar