Serien Den Grønne Ø: Da jeg læste at Mette Finderup fandt kærlighedshistorien i ’Twilight’ utrolig vellykket og på den måde fik ideen til at skabe en ny kærlighedshistorie i et umuligt univers, kunne jeg ikke lade være med at tænke jubii! En blanding af ’Erik Menneskesøn’ og ’Twilight’ kan ikke være andet end en fabelagtig ide.

Af Sarah, 17 år

Titel:

‘Smertens barn’ (Den Grønne Ø 1)

Forfatter:

Mette Finderup

Sider:

264

Udkom:

11. maj 2012

Forlag:

Gyldendal

Følelses-barometer:








Vi befinder os i Danmark under vikingetiden, hvor alle mænd tager på togter til Den Grønne Ø, og alle kvinder bliver hjemme og passer hus og børn, hvor forældrene slår børnene, når de har fortjent det og trællene kun er tænkende køer.

På en plet ved vandet følger vi den unge Gyrith – der ikke er mere end 14 år – i hendes livs omvæltning. Gyrith, der har et temperament som en vild okse, men et sind af guld, er datter af byens leder og er derfor bestemt til at tage ud på en sejdrejse for byen. Meningen med denne åndelige rejse er, at den skal formilde guderne og give byen en god høst og en lykkelig fremtid.

På sin rejse møder hun en kærlighedsgudinde – der ikke ligner hende fra fortællingerne i byen – og Freja lægger en grim forbandelse over Gyrith. Tilbage i byen er alle uvisse om, hvad der rigtig er sket under Gyriths rejse. Er det en løgn at tie med det, der måske bør fortælles? Og pludselig bliver alle de rigtige følelser helt forkerte, nu hvor hun har en sur gudindes forbandelse hængende over sig, der ikke kun gør livet surt for Gyrith, men også for alle hun holder af.

Mette Finderup

Jeg blev helt lillepigeglad, da jeg så, at ‘Smertens barn’ var kommet med posten! Følelsen af at holde en helt ny bog i mine hænder, gav mig et lille sug i maven. Bogen har aldrig været åbent før, det kunne både ses og høres; hver gang jeg bladrede om på en ny side, knirkede den så skønt. Når jeg sidder ved mit skrivebord eller kravler op i mit hygge-hjørne i min seng for at læse, kan jeg godt lide, at musikken spiller lidt i baggrunden. Det giver nemlig en god baggrundsstemning og det helt rigtige læsehumør. Den gang jeg læste Agent Engel kørte Natasjas ’I Danmark Er Jeg Født’ en del på repeat, og denne gang blev det Fallulahs ’The Black Cat Neigbourhood’, jeg hørte om og om igen.

Mette Finderup, der primært er kendt for at skrive børnebøger, har nu kastet sig ud i at skrive en serie for de større børn og unge.
‘Den Grønne Ø’ er en ny ungdomsserie, der kommer til at bestå af fire-fem bind, hvor første bind ’Smertensbarn’ udkom i maj.

Det, Mette Finderup er i gang med i hendes nye serie Den Grønne Ø, er, at skabe/genskabe en ny fortælling af de Nordiske Guder og hun siger selv:

”Jeg har dårlig samvittighed på gudernes vegne. Jeg synes, jeg skyldte dem, at lave et eller andet, hvor de så at sige fik deres nosser tilbage: Hvor de er farlige, og man tilbeder dem af en helt konkret grund: Nemlig for at undgå, de dukker op og ødelægger liv og livsbetingelser for dem, man holder af. Jeg ved godt, Freja generelt beskrives som blid og kærlig, og at mange gudefans vil have det mærkeligt med, at hun er skurken i min roman. Men er billedet af den evigt tilgivende Freja ikke en kristendomsgørelse af hende? Hvad nu hvis hun IKKE var sød og rar. Hvad nu, hvis det var bange mennesker, der beskrev hende som smuk og flink for at please hende? Det er den tanke, jeg leger med, og den synes jeg faktisk er ret spændende.” 

Jeg vil have mere mere mere

Kapitlerne i bogen er dejlige overskuelige og nemme at komme igennem. Lange kapitler kan for mig hurtigt blive trættende, for jeg elsker at komme igennem et kapitel og finde et nyt, og det tager jo længere tid, hvis kapitlerne er lange. Derfor er det rart at havde disse små kapitler, der alle har en interessant titel, der passer utrolig godt til det, vi nu skal til at læse om. Da bogen også er delt ind i 4 dele, ville en indholdsfortegnelse ikke være nogen dårlig ide.

Efter første del af bogen, blev jeg rigtig fanget, og ligeså snart jeg ikke læste mere, kørte min tanker rundt omkring bogen. Efter tredje del ville jeg ikke lægge bogen fra mig, og efter fjerde hungrede jeg efter næste bind.

Fed skrivestil

Det er et flot og levende sprog Mette Finderup har. Specielt elsker jeg stykket her: ”En hymne som fik gamle kvinder til at græde store tårer uden lyd og deres mænd til at holde hånden skærmende for hjertet, så det ikke blev blødt og kvindeagtigt.” – Synes det er sådan en fed beskrivelse og tænker om ’Se nu stiger solen’, som er en samle der, i mit hjem, kan vække store følelser, kan gøre ligesom ’Frejas hyldest’?

Har man læst ’Erik Menneskesøn’ er det ikke svært at forstille sig, at guderne kan finde på nogle udspekulerede ting overfor os mennesker, men at opleve denne vrede i bogen gør mig helt bange. Og efter ’Erik Menneskesøn’, hvor guderne bliver fremstillet festlige og til dels mere venlige end i ’Smertensbarn’, var jeg villig til at konvertere til den Nordiske Mytologi. Men ikke mere, for efter jeg har læst, hvor stor og voldsom Freja kan være her i ’Smertens barn’, hvordan opfører de andre guder sig så ikke?

Øv altså

Gyrith, vores hovedpersonen i denne bog, overraskede mig hurtigt på en – desværre – negativ måde. Hendes hidsige temperament og voldsomme sprog gjorde mig faktisk lidt skræmt, og jeg var bange for, at nu var tonen lagt for resten af bogen. Især den måde hun taler til sin mor på, støder mig faktisk: ”Det bliver ikke med mig i hovedrollen. Så fat det dog, narrøv. Gør det selv!” Det undrer mig, at en pige som Gyrith kan være så vred, men dette er et emne, der flere gange bliver taget om i bogen, og det er et vigtigt element, for at finde ud af, hvem Gyrith er.

Mette Finderup sørger hurtigt for at fortælle os at Gyrith ikke bare er pure evil, men at hun indimellem får nogle mørke anfald, hun ikke kan takle, hvilket gør det nemmere at forstå, at hun indimellem snakker ubehøvlet. Gyrith der har en bror, der hedder Ulver, som er et par år ældre end hende, er en person alle elsker og ser op til. Og ham forelskede jeg mig hurtigt i. Den måde Ulver og Gyrith opfører sig overfor hinanden på, og det sammenhold de har, er sådan alle søskendeforhold skulle være, og det få mig kun til at holde endnu mere af min egen storebror.

Tøseri

Da dette uden tvivl er en dramatisk fortælling om en ung pige, der skal finde ud af, hvem hun er og hvad verden byder hende, er det rart, at der indimellem kommer et par rigtig tøsede kapitler. I de kapitler er der fokus på Ravnfager – Gyriths bedste veninde – som er en del mere tøset end Gyrith, og det kan bogen sagtens bære. Det gør den mere lige og løfter den hårde stemning til en fin og luftig fornemmelse.

Kan de sammenlignes

For lang tid siden læste jeg ’Krystalhjertet – Historien om Mira’ af Josefine Ottesen. En fortælling om Mira, som kommer fra en fin slægt, der slet ikke har tid til, hverken at være kvinde eller voksen og kommer ud på hendes livs rejse, der vender alt på hovedet for hende. Dette kunne sagtens være sagt om Gyrith, og det er de to piger, jeg synes, der kan ligner hinanden. Begge serier handler om en ung pige, der kommer til at stå med et stort ansvar og andres liv i hænderne. De skal begge lære at blive voksne hurtigere, end de har lyst til, og samtidig har de en stor personlighed.

Rutsjebanetur

Man fornemmer tydeligt, at Mette Finderup ved mere end vi gør; både om den foregående historie og den kommende, hvilket gør, at jeg synes, vi på visse tidspunkter mangler noget information. De spørgsmål jeg stillede til bogen, undervejs mens jeg læste, bliver ikke alle besvaret og derfor må jeg vente med en besvarelse i næste bind, hvilket jo nok har været målet for forfatteren; at spænde os godt fast til rutsjebanen, så vi af egen fri vilje tager en tur til, når turen stopper. Men efter gentagende ture håber man åndeløst på nye loop og sving. Og selvom bogen er fyldt af mystik og man på ingen måde kan forudsige, hvad der kommer til at ske, er det svært at sige, hvad denne bog egentlig handler om?

Det, der lige før var det store emne, bliver sat lidt til side og et nyt springer hurtigt frem. Er det her i virkeligheden bare en rigtig god opvarmning til de efterfølgende bøger? Godt, der er flere bøger i denne serie! Men Mette Finderup, du må endelig gerne skrue højere op for følelserne og balladen!

Summa summarum

Lige så hurtigt jeg fandt ud af, at Gyrith blot havde et vildt temperament, lige så hurtigt blev jeg gode venner med hende. Hun er en utrolig stærk pige med forstand. Og ja, vi blev kun gode venner, for på intet tidspunkt formåede hun at kravle helt ind under huden på mig, som jeg helst ser en hovedperson gør det. Den første barriere var nok hendes sprog, som jeg ikke helt kunne affinde mig med og for det andet, er jeg nok lidt ældre end den målgruppe, bogen rammer.

Alt i alt synes jeg faktisk ‘Smertens barn’ er en god bog, og jeg vil gerne læse serien færdig. Handlingen er spændende, og jeg er utrolig fascineret af den måde Mette Finderup skriver på. Jeg vil måske ikke anbefale bogen til mine jævnaldrende veninder, men til alle de unge piger på 13-16 år, for jeg tror, de vil få mere ud af den!