The Passage Trilogy : Det er ingen hemmelighed, at ‘Den første’ er lang; 1020 sider. Men det er ingen hindring, da det er fuldstændig som Stephen King siger: ”Læs 15 sider, og du vil blive fortryllet; læs 30, og bogen vil fængsle dig, og du vil læse til langt ud på natten.” Jeg havde knapt læst første side, før jeg tænkte ‘Det her er en god bog!’
| Af Emma, 16 år |  |
Titel:
‘Den første’
Forfatter:
Oversat af:
Jan Pock-Steen
Originaltitel:
‘The Passage’
(The Passage Trilogy #1)
Sider:
1020
Udkom:
16. september 2010
Forlag:
Lindhardt og Ringhof
Følelses-barometer:
Året er 2014, en pige ved navn Amy, født ind i en uheldig familie, bliver efterladt på et nonnekloster. En dag kommer agent Wolgast forbi; han har ordre til at hente hende og bringe hende til en militærlejr i bjergene.
USAMRIID (The United States Army Medical Research Institute for Infectious Diseases) har gang i noget. Projekt NOA. Dødsdømte fanger forsvinder fra deres fængsler. Deres eksistens bliver slettet fra systemet.
Et forskningshold ledsaget af soldater vandrer rundt i Bolivas jungle, efter ældre kræftpatienter er vendt tilbage derfra med en influenza-lignende sygdom. Influenzaen gik efterhånden sig selv, men den havde taget kræften med sig. Efter en måned døde de dog alle sammen. Under ekspeditionen bliver størstedelen af forskningsholdet angrebet og slået ihjel af flagermus.
På et bjerg i Colorado har USAMRIID anlagt en lejr, hvor de undersøger og tester et virus fra Bolivias jungle på mennesker, der alligevel ikke har noget at leve for. Dødsdømte fanger. Men en dag beder professoren om en helt anden testperson. En lille 6-årig pige: Amy IE.
Lang, men ikke langtrukken
Cronin formår ligesom at forklare de mest ordinære ting på en detaljerig måde, men ikke sådan at man sidder og tænker ‘ja okay, så giver jeg altså ikke høre mere om det gardins triste folder.’ I min mening virker hans forskellige midler til at få fortællingen frem også rigtig godt. Vi får den både fra personernes synsvinkel, aviser, mails og dagbøger. På den måde bliver fortællingen nuanceret, det er spicy!
Kæmpe persongalleri
Da jeg kom længere ind i historien og helt nye personer blev introduceret, tog det lige pusten fra mig, men senere blev jeg vant til det, og jeg synes bestemt ikke, det er en hindring for forståelsen af fortællingen eller lysten til at læse! Det tynger ikke historien, at der er mange personer at holde styr på. Det gør netop fortællingen mere nuanceret, giver den mere dybde, flere lag og perspektiver. Man knytter sig til de her personer. Det er ikke sådan, at fordi der er mange personer, så får vi dem bare lidt overfladisk. En ting jeg rigtig, rigtig godt kan li’, er den måde, hvorpå man kan genkende personer i skrivestilen. For eksempel bliver nogle ting beskrevet på en måde, når vi ser det fra Greys synsvinkel, som det aldrig ville blive beskrevet, hvis det var fra Laceys. Det er også vendingerne, tillægsordene. Der bliver ikke skrevet på den samme måde, bare fra forskellige personers synsvinkel. Man kan læse, høre, mærke, whatever at det er en bestemt persons synsvinkel, man læser fra. Og det gør personerne mere ægte, mere adskilte, som individer i historien.
Noget jeg bed mærke i, er den måde jeg blev introduceret for disse personer, og der var jo mange. Der sker, med nogle fancy ord, in medias res. Jeg blev bare kastet ind i en situation med dem, uden at føle mig forvirret og desorienteret. Senere fik jeg så en eller anden form for forklaring på, hvem denne person var.
Samtidig yndede Cronin at snakke om begivenheder eller forhold i denne persons liv, som om jeg allerede kendte hele baggrundshistorien, som om det var indforstået, som om han kun behøvede nævne det overfladisk, og så forstod jeg nok. Det gjorde jeg bare ikke, så jeg sad og var ved at flå siderne ud af bogen af frustration over, at jeg ikke vidste, hvad der blev hentydet til. Cronin pirrerede min nysgerrighed, han gjorde mig umådeligt interesseret i, hvad der var sket; hvad det var han mente.
JEG VIL VIDE!
Apropos frustrationer; ikke bare pirrer Cronin vores opmærksomhed med personernes historier, nej, han insisterer på at lave cliffhanger-slutninger på sine afsnit, og det stopper ikke der. Inde i et kapitel kan der snildt være en masse afsnit, der bliver fortalt fra forskellige synsvinkler, hvilket bliver meget, meget frustrerende. Lige som en eller anden hændelse bliver bygget op … BAM! Afsnittet slutter og et nyt starter fra en anden persons synsvinkel. En hændelse bliver igen bygget op og … BAM! Så slutter det afsnit også.
Jeg sad hele tiden og blev syg efter at høre mere! Når jeg så endelig hørte fra personen igen, var det hvad, der skete efter den hændelse, jeg blev syge efter at høre om. Jeg sad bare og tænkte ‘GAHH! JEG VIL VIDEE!’ mens jeg rev mig i håret. Når jeg så endelig fik at vide, hvad det var der skete, havde jeg det godt et øjeblik — lige som når man genkender en person i en film, men ikke kan huske, hvor det er man har set dem, og endelig finder ud af det – men så kom jeg i tanke om alle de andre ting jeg stadig ikke vidste, og de ting Cronin hentyder til. Så læste og bladrede jeg straks videre, i håb om at få min nysgerrighed tilfredsstillet. Personligt elsker jeg at blive frustreret på den måde.
Uddrag af ‘Den første’
Fra: lear@amedd.army.mil
Dato: tirsdag 21. februar, 01.16
Til: pkiernan@harvard.edu
Emne:
Paul
Jeg skriver til dig i det tilfælde, at jeg ikke kommer tilbage. Jeg vil ikke gøre dig bekymret, men jeg bliver nødt til at se realistisk på situationen. Vi befinder os mindre en fem kilometer fra gravstedet, men jeg tvivler på, at vi er i stand til at gennemføre den planlagte udgravning, for mange af os er syge eller døde.
Vi blev angrebet for to nætter siden – ikke af narkosmuglere, men af flagermus. De kom et par timer efter solnedgang, mens de fleste befandt sig uden for teltene og var i færd med aftnens arbejde rundt omkring i lejren. Det virkede, som om de havde udspioneret os og ventet på det rette tidspunkt til at sætte et luftangreb ind. Jeg var heldig, for jeg var gået et par hundrede meter op ad floden og væk fra træerne for at finde et godt gps-signal. Jeg hørte råb og så skud, men før jeg nåede tilbage, var sværmen fløjet ned ad floden. Fire mennesker døde den nat, heriblandt Claudia. Flagermusene opslugte hende simpelthen. Hun forsøgte at komme ned til floden – hun tænkte vel, at hun kunne ryste dem af sig på den måde – men hun nåede det ikke. Da vi nåede frem, havde hun mistet så meget blod, at hun ikke havde en chance. Seks andre blev bidt eller forrevet i kaosset, og de er alle syge af noget, der ligner en hurtigt forløbende from for boliviansk blødningsfeber med blødninger fra mund og næse. Huden og øjnene er lyserøde som følge af sprængte kapillærer, de har tårnhøj feber, væske i lungerne er komatøse. Vi har været i forbindelse med Centeret for Sygdomskontrol, men uden vævsanalyse kan ingen sige noget præcist. Tim fik praktisk taget bidt begge sine hænder i stykker, da han forsøgte at hive flagermusene væk fra Claudia. Han er den mest syge af dem alle sammen. Jeg tvivler alvorligt på, at han klarer den til i morgen.
De vendte tilbage i går aftes. Soldaterne havde etableret forsvarsstillinger om lejren, men de var ganske enkelt for mange flagermus – der må have været hundredtusinder. Det var en enorm sværm, der skjulte himlens stjerner. Tre soldater blev dræbt, tillige med Cole. Han stod lige foran mig, og de løftede ham faktisk op i luften, før de flåede ham i stykker som varme knive gennem smør. Der var næsten ikke nok tilbage af ham til at begrav.
Tidsperioder
Okay. Den her bog; den foregår over lang tid: et århundrede, men hele fortællingen skulle vidst foregå over et årtusinde. Godt nok hopper man, men alligevel; lang tid. Derfor, eller, jeg ved ikke om det er derfor, men bogen er i hvert fald delt ind i ”dele” over kapitlerne. Altså ”I”, ”II”, ”III” og så videre. De har alle navne, som for eksempel ”Den sidste by” (modsat kapitlerne, der er tal) og har et eller andet citat bundet til dem. De fungerer lidt som tidsperioder eller perioder i handlingen, og det virker godt, når bogen nu er så lang.
Things don’t happen too easily
I en bog som denne her, hvor der er nogle bestemte ting, der skal ske, før den lovede handling kan udfolde sig, kunne en forfatter nemt komme til at gøre det for let for sine karakterer, eller få ting til at ske usandsynligt let, så det ikke længere virker troværdigt. Min mor sidder for eksempel under mange børnefilm, som for eksempel ‘Tempelriddernes Skat’, og siger “Nåh ja, og så lå den liiige dér. Hvordan har ingen andre set det?” eller “Næh, så var døren sørme ikke låst, det var da heldigt.”, men sådan har man det ikke her, man tænker ikke “Ej, okay, det var vist liiige lidt for let.”, det virker ligesom bare realistisk. Bogen har et godt flow.
Hjerteflående kærlighed
Jo, der er kærlighed i ‘Den Første’, men ikke det der YA-pige-der-ikke-ved-hvor-fantastisk-og-smuk-hun-er-møder-hot-mystisk-overnaturlig-fyr-der-er-en-nar-som-ikke-kan-holde-sig-fra-hende-og-så-er-han-nuttet-og-de-er-verdens-lykkeligste-par. No offense, men det her er bare ægte kærlighed. Ægte, dyb, til tider ulykkelig kærlighed, der virkelig betyder noget, men som alligevel ikke fylder hele bogen og smadrer handlingen. Her føler man sit hjerte blive flået i stykker, og så banker det varmt, og så bliver det flået i stykker, og så banker det varmt, og så bliver det flået i stykker og man tænker ‘Cronin! Kunne du ikke bare lade den ene ting ende lykkeligt?!!’ Men ja — ægte. Ægte er ordet og vejen frem.
Glæder mig
Jeg fandt forresten ud af, at denne mursten ikke står alene og ikke bare har en efterfølger, men er ”den første” (høhø) af en triologi. Nu vil jeg så også sige, at slutningen lægger meget op til i hvert fald en to’er, den kære forfatter er jo såå vild med cliffhangers, men jeg skal da helt klart læse videre! (Den amerikanske hjemmeside til ‘The Passage’: enterthepassage.com)
Anbefaling
Som jeg lidt kom ind på, så er det her nok ikke en bog for de største ‘Twilight’- eller ‘The Mortal Instruments’-fans. Det her er ikke en YA-bog, det er mere ”voksent” eller hvad man nu skal kalde det. ‘Den Første’ er lidt dybere; den har en handling, der er fokuseret på helt andre ting, end hvordan lyset spiller i Jace’ hår og hvor dybe Edwards øjne er.
Jeg vil anbefale den til folk, der nyder dystopi, post-apokalypse, spænding, realisme og en bog med lidt mere vægt. På én måde har jeg lyst til at sige, at bogen er mere seriøs, men så siger jeg også bare, at man er useriøs hvis man læser noget andet, og det er man jo ikke. Hmm… det her er en mere en bog i stil med Stephen King (har jeg hørt). Jeg synes, den her bog er mere, end det de fleste på min alder læser. Så hvis man har lyst til mere, så skal man helt klart ha’ fat i Justin Cronins ‘Den Første’.
Skriv et svar