Soulfinders-serien: Skøn, ny paranormal-romance af Julia Golding, blot under pseudonymet Joss Stirling.

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘Sky’ (Soulfinders 1)

Forfatter:

Joss Stirling
Julia Golding

Originaltitel:

Finding Sky (Benedict #1)

Oversat af:

Lone Diana Jørgensen

Sider:

330

Udkom:

14. september 2012

Forlag:

Høst & Søn

Følelses-barometer:








Hvis man hedder noget så kikset som Joshua Gaylord, forstår jeg godt, at man skriver ‘Høstens Engle’ under det lækre pseudonym ‘Alden Bell’, men hedder man noget så smukt som Julia Golding, og har man allerede skrevet 16 gode bøger, for eksempel Dragonfly – Guldsmed, har jeg sværere ved at forstå, at man pludselig skifter identitet.

Ikke desto mindre skriver Julia Golding under hele to pseudonymer, nemlig Joss Stirling i denne her ‘Soulfinders’-serie og Eve Edwards i ‘The Lacey Chronicles’. Så alle rygterne, der har huseret, om at Joss Stirling er en debuterede husmor, der mente hun kunne skrive bedre bøger for sine børn end ‘Twilight’, kan vi godt mane i jorden med det samme.

Fra England til Wrikenridge, Colorado

Set-up‘et er ikke så unikt sammenlignet med andre paranormal romance-bøger, men alligevel lidt. Lille pige bliver efterladt på en rasteplads, frygtsom og lammet af skræk og med stort hukommelsestab. Et hurtigt spring frem i tiden afslører, at pigen, der vælger det nye navn Sky, bliver adopteret af et barnløst, britisk kunstnerpar, Sally og Simon Bright.

Sky trives rigtig godt, og Sally og Simon elsker hende højere end livet selv, men Sky bærer også på en psykisk sårbarhed, fordi hun ikke kender sine rigtige forældre og på mange måder savner sine rødder.

Da Sky opofrende flytter med Sally og Simon til en mindre flække Wrickenridge, ikke så langt fra storbyen Denver i den amerikanske stat Colorado, bliver der dog rusket op i den fortid. For på Wrickenridge High går der nogle meget specielle brødre fra Benedict-familien, og Sky bliver straks tiltrukket af den utilpassede og temperamentsfulde Zed. Det som Sky først forventer bliver et fjendtligt bekendtskab, bobler underligt nok og ubevidst i hendes bryst, som en forelskelse. Da Zed opdager, at Sky er i besiddelse af noget, han har ledt længe efter, skifter han pludselig attitude.

Skønt at slippe for elendigheden

‘Set før!’ er nok det første, du udbryder nu, men ‘Sky’ skiller sig faktisk alligevel ud fra de mange andre paranormal romance-historier. For det første blev jeg begejstret over, at Sky rent faktisk kan lide at gå i skole. Hun finder hurtigt en veninde i pigen Tina og en lidt for beskyttende ven i fyren Nelson, som hun hænger ud med og har det rigtig skægt sammen med. Efter oceaner af romaner med utilpassede piger, der hader at gå i gymnasiet og dagligt kæmper med, at de skiller sig ud — efter ‘det skal jo være skidt, før det kan blive godt’-opskriften — er det virkelig skønt at slippe for elendigheden i ‘Sky’ og opleve den nye, spændende verden i Colorado sammen med hende — på den positive måde.

Ydermere slipper vi — i hvert fald i denne første bog i serien — for den dødssyge kærlighedstrekant, hvor to fyre kæmper om den samme pige eller to piger kæmper om den samme fyr. I denne historie er Sky lun på Zed, og Tina er lun på Nelson. De er glade for, at det er sådan. Ingen intriger. Vi kan i store træk glemme den ulykkelige forelskelse og koncentrere os om kærligheden. Og det er da forløsende og dejligt!

Sky er sej!

Sky har også temperament, og for mig var det en stor lettelse, at hun kan skælde en fyr ud, så det synger i hele gymnasiets skolegård, sammenlignet med de hovedpersoner, der vender alt det negative ind i sig selv. Der er intet så forfriskende som en skideballe, og da den faldt, fik jeg alvorlig respekt for Sky. Samtidig hader hun sport, fordi hun synes, hun er dårlig til det, men alligevel trodser hun frygten og kaster sig ud i fodboldkampe, står på ski og vover modet med noget så skønt som white water rafting på én af Colorados vilde floder! jeg jublede af fryd undervejs. Tænk at man både kan være rimelig lykkelig forelsket og samtidig have det sjovt med sine venner med ekstremsport i Colorados vilde natur — wauh!

Ikke de syv dværge, men de syv brødre

Den røde tråd er Benedict-familiens paranormale egenskaber. De er nogle seje gutter, der er meget mere macho på overfladen og i skolen end de er der hjemme, når de hjælper deres mor med madlavningen og opvasken, og det gør dem dejligt menneskelige og nede på jorden — også selv om de besidder nogle evner, som de forsøger at holde hemmelige. Eneste ulempe er, at der er hele syv af dem: Trace, Uriel, Victor, Will, Xavier, Yves og Zed, og det gør, at man ikke får noget nært forhold til nogen af dem, lige med undtagelse af Zed.

Mere sci fi end fantasy

At være i besiddelse af paranormale evner er på sin vis et ganske brugt tema i mange bøger og film. Jeg har for eksempel nydt det senest i Push (2009) med Dakota Fanning og Chris Evans i hovedrollerne, og spørgsmålet er jo i bund og grund, om der virkelig eksisterer mennesker, der har disse egenskaber. Derfor er genren i ‘Sky’ ikke fantasy i min verden, men rent faktisk tættere på science fiction. Det vil sige: ingen varulve, vampyrer og dæmoner, men mennesker med sære egenskaber, som måske/måske ikke eksisterer i vores virkelig verden. Jeg synes, det gør historien endnu mere interessant!

Kage i oversættelsen

‘Forestil dig en oppustelig båd med plads til seks eller syv personer’. Men den sætning begynder Skys white water rafting-eventyr. Desuden suppleres med sætningen ‘vi indtog vores pladser i den oppustelige båd’. Alligevel bliver ordet ‘raft’ oversat til ‘tømmerflåde’ hele ni gange(!) på de efterfølgende fem sider, selv om vi får at vide, at der står ankelthøjt vand i bunden af båden. Bagerst i bogen i ‘Om forfatteren’ kan man også læse, at: ”Joss Stirling har drevet ned ad en rivende flod i en gummibåd”, som research til denne scene.

Så kan man ikke undgå at blive irriteret som læser over, at man skal have stoppet det her forkerte billede ind i hovedet af at hovedpersonerne sidder på en tømmerflåde – det er altså en flåde lavet af tømmer, ja, Robinson Crusoe – når det aldrig har været Julia Goldings hensigt.

Oversættelsesproblemerne fortsætter, når Sky skal til at spille fodbold. Her går oversætteren i koma over, at Sky på et tidspunkt både skal nævne amerikansk fodbold – også kaldet rugby i Danmark – og almindelig fodbold, som jo er Danmarks og Englands nationalsport. Sætningen bliver til : ”Jeg spiller ikke fodbold – jeg mener soccer – derhjemme …” For at kunne gennemføre denne sætning, vælger oversætteren at kalde dansk og engelsk fodbold for ‘soccer’ (som det jo hedder i England) hele afsnittet igennem – og amerikansk fodbold for blot ‘fodbold’. Virkelig forvirrende.

Så Sky spiller altså soccer, men på en ‘fodboldbane’. Eh? Da faren for sammenblanding af amerikansk og engelsk fodbold er overstået, bliver forvirringen total, da Skys tanke er oversat til: ‘At forvente, jeg skulle være god til fodbold, er ligesom at forvente, at alle mennesker fra Wales skulle være gode til at synge.’ Altså bliver soccer pludselig ikke længere “oversat” til soccer, men til fodbold. Det er konsekvent inkonsekvens at oversætte på den måde, og det er altså ikke underligt, at mange piger hellere vil læse young adult-romanerne på originalsproget.

Uddrag af ‘Sky’

“Vi tror på lige muligheder her på Wrickenridge High.” Glædesstrålende rakte hun dem pomponerne. “På række, drenge.” Nu var det vores tur til at grine, da drengene, røde i hovederne, blev tvunget til at deltage. Mrs. Green stod oppe foran og bedømte vores evner – eller mangel på sammen. “Hm, ikke nok, ikke nok. Jeg tror, vi bliver nødt til at øve et par kast – Neil,” hun pegede på en bredskuldret dreng med barberet hoved, “du var på holdet sidste år, ikke? Du ved, hvad du skal gøre.”
At kaste lød okay. At kaste med pomponer var bedre end at ryste dem.
Mrs. Green slog yderligere tre rekrutter på skulderen. “Mine herrer, jeg vil gerne have jer fire op foran. Lav en vugge af jeres arme – ja, sådan. Og nu skal vi brugde den mindst pige til det her.”
Nej, absolut ikke. Jeg listede om bag ved Tina, der loyalt prøvede at gøre sig dobbelt så bred med pomponer på hofterne.
“Hvor er hun blevet af – den lille engelske pige? Hun var her for et øjeblik siden.”
Sheena ødelagde min plan om at skjule mig. “Hun står bag ved Tina, ma’am.”

Ultimativ hygge

Selv om det er en lidt underligt, at Sky kun går til en masse idrætstimer på sin High School, men ikke rigtig andre fag (måske er det et idrætsgymnasium), så smelter skoleliv og privatliv egentlig meget godt sammen til en historie, jeg bare slugte på en weekend. Jeg blev grebet lige fra de første sider, og jeg elsker Skys fortæller-stemme. Julia Golding får virkelig hygget om de unge hovedpersoner og læseren med både en sej Hallowen-fest og jule-tamtam. I det hele taget er ‘Sky’ en utrolig hyggelig bog, som er svær at lægge fra sig, og pludselig kan den også slå over i den helt store spændingsscene. Det er helt uforudsigeligt, hvornår disse skift indtræffer, og det overrasker på en dejlig måde.

Hvis man går i detaljer, så er alle elementerne i ‘Sky’ egentlig set før, men ligesom nye melodier jo blot består af de samme toner, som i gamle melodier, så kan en ny young adult-serie også sagtens bestå af kendte elementer og alligevel føles ny og rar. Og hvem kan lige få nok af julehygge, halloween, doughnuts og varm kakao med skumfiduser eller hede kys i sneen i Colorado? Jeg kunne ikke, og jeg glæder mig utrolig meget til andet bind i serien ‘Soulfinders’.