‘De hvide mænd’ af Kenneth Bøgh Andersen

‘De hvide mænd’: Kenneth Bøgh Andersen har formået at skrive en bog, du kan relatere dig til, og den giver kuldegysninger ned af ryggen og er spændende hele vejen igennem.

Af Natacha

Titel:

‘De hvide mænd’

Forfatter:

Kenneth Bøgh Andersen

Sider:

176

Udkom:

21. januar 2003

Genudgivet:

27. april 2012

Forlag:

Høst & Søn

Følelses-barometer:

Edwin skal til sine sidste eksaminer, og hvis ikke han kommer over dumpegrænsen – som er 9,6 – kommer ’De hvide mænd’, og alle ved hvad det betyder – og det er ikke godt.

Kort men god

’De hvide mænd’ er en meget kort bog, den består kun af 172 sider, men selvom den er kort, er den meget god. Intet i den er tilfældigt, der er en tanke ved hver ting, der er blevet skrevet. Den er meget ligetil at gå i gang med, og så er den nem at læse.

Skrivemåden

Kenneth Bøgh Andersen er kendt for sin måde at skrive mørkt på. ’De hvide mænd’ er skrevet i nutid og i 3.-person. Normalt er jeg ikke glad for nutidsbøger, men i denne her bog ville det være underligt, hvis den ikke var i nutid. Du oplever alle tingende på samme tid som Edwin, hvilket gør, at du bliver overrasket og opdager ting på samme tid som ham. Jeg følte nogle gange, at jeg var Edwin. Jeg så tingene gennem hans øjne og følte som han gjorde.

I bogen er der tre eksaminer tilbage for Edwin, du følger ham op til eksaminerne, men du er ikke inde til dem sammen med ham. Du bliver ført op til døren, og på næste side står der så Edwins navn, hvad han har været eksamineret i, hans karakter og hvad hans gennemsnit nu ligger på. Det er fedt, at du ikke er med ’inde’ til eksamen, for på den måde skal du selv tænke dig til, hvad han gør og siger derinde, og hvordan lærer og censor ser ud.

Det perfekte samfund

’De hvide mænd’ handler meget om det perfekte samfund og hvad samfundet kan udvikle sig til. Hvis man har et handicap, bliver over 60 år gammel, ikke får et gennemsnit over 9,6 til sine eksaminer, så dumper man, og så kommer de hvide mænd, og tager sig af én. I ’De hvide mænd’ skal man være helt perfekt, ellers hører man ikke til i samfundet. Så er du bare en belastning.

Hvis du i nutidens samfund er handicappet, syg eller gammel, bliver der taget hånd om dig. Der er ingen, der kommer og ’tager sig af dig’. Dumpegrænsen er også meget lavere, end den er i ’De hvide mænd’. I bogen er dumpegrænsen på 9,6 i gennemsnit. I vores folkeskoler kan du ikke dumpe – du vil gå ud af 9. klasse, når du når dertil.

Eksaminer

Man kan selv relatere sig til Edwins følelser og alle de andres følelser, omkring det at skulle til eksaminer. Jeg kan godt huske da jeg skulle til mine eksaminer i 9 klasse. Jeg var så nervøs, hvad hvis det ikke gik, hvad hvis nu jeg gik i stå? Det er dejligt at læse en bog, og selv kunne tænke ’jeg ved hvad du mener.’ Selvfølgelig har vi ikke de hvide mænd der kommer, hvis ikke vi får et gennemsnit på mindst 9,6. Men bare det, at du kan relatere til noget af det.

Minder

Edwin var engang den klogeste i sin klasse, men på et tidspunkt gik det galt. Det er en af de ting, som du finder ud af i bogen: Hvad der gik galt for ham. Du finder ud af det i nogle minder. Edwin ser tilbage, tilbage på dengang han var 12 år gammel. Jeg synes at det er en af de mest spændende scener i bogen. Du ser Edwin som en 12 årig dreng, og så ser du, hvad han har oplevet.

Hvad jeg synes

Jeg synes, at ’De hvide mænd’ er en rigtig god bog, og den giver en noget at tænke over. Jeg havde læst bogen i skolen, og dengang synes jeg, at den var helt fantastisk. Da jeg så læste den for anden gang, var den stadig ligeså spændende og fantastisk. Det er en af de bøger, der gør, at selvom du læser den flere gange, vil den stadig være ligeså spændende, som da du læste den første gang.