En flænge i himlen: Én ting er sikkert: Hvis du læser ‘En Flænge i Himlen’, vil du aldrig helt kunne slippe den igen. Selvom det er en bog om kræft, vil den efterlade dig med en følelse af håb. Du vil forelske dig i alle karaktererne, og du vil højst sandsynligt grine både med og af dem — men du vil også græde. Meget. Rigtig meget. Jeg siger ikke dette for at afskrække dig men for at fortælle dig, hvor meget du vil elske den, og hvor svært du vil have ved at lægge den fra dig. ‘En Flænge i Himlen’ er en overraskende positiv roman om død, kærlighed og venskaber.
| Af Signe |  |
Titel:
‘En flænge i himlen’
Forfatter:
Originaltitel:
‘The Fault in our Stars’
Oversat af:
Nete Harsberg
Sider:
336
Udkom:
28. september 2012
Forlag:
Politikens Forlag
Følelses-barometer:
Hazel Grace er en 17-årig pige med et rimeligt kedeligt liv. Hendes bedste ven er hendes mor og en forfatter, der ikke ved hun eksisterer. Der er bare lige det ved Hazel, at hun lever med en alvorlig kræftsygdom.
Hun har efterhånden indset, at det er en sygdom, der ikke bare lige sådan går over, og derfor føler hun sig ofte ret deprimeret. Hendes overbeskyttende mor vil sende hende i selvhjælpsgruppe, selvom Hazel så absolut hellere vil sidde derhjemme og se ‘Top Model’-maraton i TV. Men på trods af Hazels modvilje bliver hun altså alligevel tvunget i selvhjælpsgruppe, og måske er det slet ikke så slemt, som hun havde frygtet: Det er nemlig her, hun møder Augustus Waters.
Et par nørdede brødre
Måske skal jeg starte med at fortælle, hvorfor jeg valgte at læse ‘En Flænge i Himlen’. Da jeg som 17-årig blev introduceret til ‘The Vlogbrothers’ på Youtube, vidste jeg ikke, hvad jeg gik ind til. De to brødre John og Hank Green var både sjove og tilpas nørdede, og jeg elskede at se deres videoer. Da jeg fem år senere fandt ud af, at John Green også var forfatter, måtte jeg jo læse hans bøger, og jeg er stadig besat. Gang på gang formår han at ramme mig lige i hjertekulen og fange mig fra start til slut — og med ‘En Flænge i Himlen’ gør han det så igen.
Det gode ved John Green er nemlig, at han ganske enkelt går ud fra, at hans læsere er intelligente væsener. Selvom man måske ikke forstår alle hans referencer til for eksempel Shakespeare, kan man stadig nyde bogen. Den er humoristisk, sørgelig, sød og – for at sige det mildt – pisse-hamrende god.
Jeg elsker den – jeg elsker den ikke – jeg elsker den!
Jeg må indrømme, at jeg ikke var vild efter at læse ‘En Flænge i Himlen’, første gang jeg hørte om den. Jeg tror, jeg var bange for simpelthen at græde fra start til slut. Alligevel besluttede jeg mig dog for at læse den, og ja, okay, jeg græd fra start til slut. Men det var ikke kun jeg-er-ked-af-det-tårer. Det var også hold-kæft-hvor-jeg-elsker-den-her-bog-tårer og jeg-pisser-i-bukserne-af-grin-tårer.
Det er nemlig det, John Green formår at gøre med alle sine bøger og især den her. Der er tidspunkter hvor man mest af alt har lyst til at kaste bogen fra sig i vrede, men så kan man alligevel ikke helt lade være med at snige sig hen og læse lidt videre, og inden man ved af det, sidder man på gulvet med tårer i øjnene af grin.
Fantastisk oversættelse
‘En Flænge i Himlen’ minder meget om John Greens andre bøger, især ‘Gåden om Alaska’. Hans andre bøger er desværre ikke oversat til dansk endnu, men derfor kan jeg alligevel godt anbefale dem: ‘An Abundance of Katherines’, ‘Will Grayson, Will Grayson’ og ‘Paper Towns’. Jeg læste oprindeligt ‘En flænge i himlen’ på engelsk og var en smule bange for, om den danske oversættelse kunne leve op til original-versionen. Bortset fra en skuffelse over den danske titel, synes jeg dog, det er en fantastisk oversættelse. Humoren er stadig tilstede, jeg synes stadig Hazel er mega sej, og jeg blev stadig voldsomt forelsket i Augustus Waters – selvom det hele foregik på dansk.
Min skuffelse over titlen stammer fra min personlige besættelse af Shakespeare. Originaltitlen — ‘The Fault in our Stars’ er en del af et citat fra Shakespeare’s stykke, Julius Caesar — men alt i alt, gør det jo ikke det store ved indholdet i bogen.
Esther Earl
Uden at afsløre for meget, kan jeg vist godt sige, at bogens hovedpersoner stort set er perfekte. Hazel er løst baseret på en virkelig pige ved navn Esther Earl, der ligesom jeg og mange andre, fulgte med i John og Hanks Youtube-videoer. Esther døde i 2010 af samme kræftsygdom, som Hazel har i bogen, så at læse Hazels historie, var for mig næsten som at genoplive Esther. Både sørgeligt, men også rart. Hazel lader sig nemlig på intet tidspunkt slå helt ud af sin diagnose. Hun formår at være både sjov, en god veninde og en god datter, selvom hun måske også er en smule deprimeret. Hendes gode humør gør ‘En Flænge i Himlen’ til alt andet end en kræftroman — som da også er det værste Hazel selv ved.
Hvor kan man finde sin egen Augustus Waters?
Bogens anden hovedperson, Augustus Waters, skal også lige nævnes. Hazel møder Augustus i selvhjælpsgruppen, hvor han egentlig mest er kommet for at støtte sin ven Isaac. Augustus er tidligere kræftpatient, der for nyligt er erklæret rask. Det eneste tegn på at han har haft kræft, er hans benprotese. Han er både spændende, sød, lækker, sjov og, vigtigst af alt: Han er fuldstændig vild med Hazel. Jeg kan ikke fortælle meget om, hvad der gør ham så fantastisk uden at afsløre handlingen, men jeg kan i hvert fald garantere, at man nok bliver bare en lille smule forelsket — eller i hvert fald fan af ham.
Uddrag af ‘En flænge i himlen’
”Vi er bogstaveligt talt i Jesus’ hjerte,” sagde han. ”Jeg troede, vi var i en kirkekrypt, men vi er bogstaveligt talt i Jesus’ hjerte.”
”Nogen burde sige det til Jesus,” sagde jeg. ”Jeg mener, det kan da ikke være helt ufarligt sådan at gå rundt med en flok kræftsyge unger i hjertet.”
”Jeg vil gerne sige det til ham,” sagde Augustus. ”Men desværre – jeg er bogstaveligt talt fanget i hans hjerte, så han kan ikke høre mig.” Jeg grinede. Han kiggede bare på mig og rystede på hovedet.
”Hvad er der?” spurgte jeg.
”Ikke noget,” sagde han.
”Hvorfor ser du sådan på mig?”
Augustus smilede svagt. ”Fordi du er smuk. Jeg kan godt lide at se på smukke mennesker, og for et stykke tid siden besluttede jeg, at jeg ikke ville snyde mig selv for de basale glæder her i tilværelsen.”
LÆS DEN!
Hvis du har læst resten af min anmeldelse, vil du nok allerede have regnet ud, at jeg synes, du burde læse denne bog. Om du er pige, dreng, 10, 20, 38 eller 93, så vil du elske denne bog. Det er i hvert fald min personlige holdning.
Det kan være du ligesom mig, ikke er vild efter at læse en bog, du er sikker på vil få dig til at græde. Til det kan jeg sige: Gør det alligevel. Du vil ikke fortryde. Ja, den er til tider en smule sørgelig, men der er så meget andet godt ved den. På intet tidspunkt mister man håbet, og der er altid en opløftende undertone, selv under de meget triste indslag. Det vigtigste er, at bogen vil efterlade dig med en rar følelse — og det kan jeg garantere, at den vil.
Skriv et svar