‘Blå øjne’ ligger så langt fra det, som jeg normalt kaster mig ud i at læse. Og det kunne jeg bestemt mærke, både undervejs, men også da jeg var færdig med at læse bogen.
| Af Kathrine, 15 år |  |
Titel:
‘Blå øjne’
Forfatter:
Sider:
120
Udkom:
14. januar 2013
Forlag:
Facet
Følelses-barometer:
Victor lever, ifølge ham selv, i en dødssyg by, hvor der absolut intet sker. Alle kender alle, og Victor venter på den dag, hvor hans ansigt er på forsiden af avisen sammen med historien om, hvordan han måtte lade vandet i baghaven, fordi Justin Biebers største fan (hans lillesøster) havde optaget badeværelset.
Han er forelsket i pigen, som i hans egne øjne er uopnåelig, og hans far render konstant rundt i krøllede underbusker. Men da Paco dukker op, ændrer tingene sig så småt. Pacos far er ejer af Joachin Von Ands pengetank, men hvor længe er Paco i stand til at holde på sin hemmelighed takket de ting, som bliver købt for alle pengene?
Enhver dansklærers drøm
Jeg havde ikke læst mere end 10 sider, før Max Pinlig poppede op i mit hoved. Jeg tror, det er en vaskeægte Max Pinlig 2.0 vi har at gøre med her. Og jeg er sikker på, at ‘Blå øjne’ vil være enhver dansklærers drøm. Personerne bliver gennem handlinger tydelig beskrevet, og jeg føler, at jeg har lært både Victor, Paco, Rasmus og Stina at kende. Min egen dansklærer ville elske så detaljeret en personkarakteristik på samtlige personer. Bogen er fra start til slut fyldt med fantastiske sammenligninger, vendinger og udtryk, som man kan tolke på mange forskellige måde, men som jeg dog alligevel efter 120 sider er blevet godt træt af.
At der efter hver handling er en forklaring og uddybning til denne, bliver simpelthen alt for trættende i længden. Jeg mangler følelse og tilstedeværelse. Jeg manglede, at kunne se mig selv i handlingen, hvilket måske også kan hænge sammen med, at bogen er skrevet fra en drengs synsvinkel. For mig er der næsten intet bedre end at kunne se sig selv i handlingen og leve sig ind i bogen fra start til slut. Den indlevelse var bare ikke mulig for mig i denne bog, da jeg simpelthen ikke kunne identificere mig med hovedpersonen.
Brok med brok på
Victor formår x-antal gange at brokke sig over sin irriterende lillesøster Freja, som, ifølge ham, ikke kan finde ud af andet end at lytte til Justin Bieber og optage badeværelset på lige præcis de tidspunkter, hvor Victor har behov for at lade vandet. Generelt synes jeg, at Victor formår at udstille hunkønsvæsner som irriterende, make-up-brugende og Justin Bieber-lyttende – på nær Stina, som han er dybt forelsket i – og det irriterede mig faktisk flere gange grænseløst, men fik mig også til at tænke. Har drenge én pige, som de er smaskforelskede i, og så er vi resterende bare pestilenser fra det ydre rum, der kun er her med den mission at irritere det modsatte køn? For sådan synes jeg i hvert fald, at Victor formår at fremstille os.
Længe leve drengen med den lyserøde cykelhjelm
Jeg har dog også været nødt til at trække på smilebåndet et par gange. Humoren er sgu god nok i bogen. Takket være karakteren Rasmus – som man vist godt kan kalde klassens klovn – bliver der skabt nogle øjeblikke, hvor jeg ikke kunne lade være med at sidde og grine. Situationerne er beskrevet, så man føler, man er der. Jeg kan lige se Rasmus komme på sine rulleskøjter med 180 i timen og den lyserøde cykelhjelm på hovedet. Men det er så også det, der er at råbe hurra for.
Manglende budskab
Når jeg har læst en bog, sidder jeg altid med en følelse af, at jeg har lært noget. Og det er noget jeg kan lide, det der med bagefter at sidde og tænke: ’Det er sgu da rigtigt … Hvorfor gør man ikke dit i stedet for dat.’ Men den følelse manglede jeg altså her. Ja, i bogen bliver der skam sat fokus på en del problematikker, som findes i den virkelige verden, selv i en dødssyg by, som den Victor bor i. Men jeg mangler noget at tænke over, noget jeg kan bruge til noget. Lige den der lille bitte ting, som jeg kan tage med mig og bruge i det virkelige liv. Og det har nok i høj grad været med til, at denne bog ikke lige var min kop te.
Uddrag af ‘Blå øjne’
Forfærdelig var netop også ordet for den tortur, han lod sig udsætte for en halv time længere, indtil programmet med tilbageblikket over 90’ernes boybands var slut, og lillesøsteren var forsvundet ind på sit værelse. Man kunne høre, at også hendes printer brokkede sig over at skulle udskrive billeder af de nye fyre fra lækker-lækker-kategorien til væggen. Der faldt et par slag og et par trusler, som ikke hørtes helt tydeligt i stuen. Måske var det angsten for en hadegruppe på Facebook, der fik printeren til at spytte ud.
Forældrene var også smuttet ud i haven, nu hvor telefonregningen ligesom var sikret et par timer. Victor overvejede flere muligheder for lørdagens program. De sædvanlige muligheder. Intet nyt. Oftest blev det til lidt fodbold med vennerne eller en omgang computerspil over nettet, hvis hans kære lillesøster ikke lige tog en god bid ad båndbredden, når hun skulle tømme YouTube for alt med ordene kærlighed og Justin Bieber. Victor havde en teori om, at 40% af de 10 millioner besøgende på Justin Biebers YouTube-side, var lillesøsteren.
Skriv et svar