Den store djævlekrig: Nu er ‘Djævlens lærling’ fra 2005 jo ikke nogen nyhed, men når man slår op i en bog og ser, at det er 3. udgave, 7. oplag og den stadig står på de bedste hylder hos boghandleren i 2013, så skal den selvfølgelig også anmeldes. ‘Den store djævlekrig’ har tilmed været dækket i Tv-avisen, og det husker jeg egentlig kun, at udenlandske børne- og Young Adult-serier som ‘Harry Potter’ og ‘Twilight’ har været. Det indgyder respekt.

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘Djævelens lærling’ (Den store djævlekrig 1)

Forfatter:

Kenneth Bøgh Andersen

Sider:

314

Udkom:

2005

Genudgivet:

Tre gange, sidst i 2011

Forlag:

Høst & Søn

Følelses-barometer:








På ‘Kultur For Unge’ mærker vi i høj grad, at det er pigerne, der er interesserede i at læse og skrive boganmeldelser. 85% af vores unge læsere er piger. 100% af vores unge skribenter er piger. Også selvom vi gerne så, at det var ligelig fordelt med 50% drenge og 50% piger. Men nu har vi helliget os bøger og film og ikke computerspil, så derfor er det jo også en ganske naturlig udvikling.

Det er måske også vores dårlige undskyldning for, at når der endelig udkommer drengebøger, så har vi ikke et frisk korps af drenge til at anmelde dem. Derfor bliver det altid redaktøren (undertegnede og af hankøn), der anmelder drengebøgerne. Hver gang jeg har været på børnebiblioteket eller henne og snuse på boghandlernes ungdomshylder, er der et dansk og meget stort forfatternavn, der har givet mig dårlig samvittighed, fordi vi ikke har nået at anmelde ham nok: Kenneth Bøgh Andersen.

Lad mig derfor tage et hovedspring ud i ‘Djævlens lærling’, som jeg for ærlighedens skyld skal bekende, at jeg aldrig selv havde læst — før nu.

Kampen mod skolens tyran

Filip Engel er en lille folkeskoleknægt, der er så uheldig at komme i søgelyset hos skolens tyran, Søren. Filip er blevet tvunget til at spise sand. Han har været bundet til bruserne i pigernes omklædningsrum. Han har fået sin frugtpenge stjålet, og endelig har Søren tisset to gange i hans penalhus. Da Filip en dag bliver narret ned i cykelkælderen til et bagholdsangreb planlagt af Mikkel, har han derfor også grund til at frygte det værste. Mirakuløst bliver Filip dog reddet, hvilket absurd nok bliver hans død. For da Søren giver igen for sit nederlag i cykelkælderen, skubber han Filip ud foran en bil!

Ingen bytteskranke i helvede

Filip bliver revet væk fra sin egen verden og bliver smidt i helvede. Intet kunne virke mere forkert, og det drejer sig rent faktisk også om en fejltagelse. Selv i helvede er der en mening med alting, og bilen, der kørte Filip ned, var selvfølgelig tiltænkt tyrannen, Søren. Desværre er der ikke lige en bytteskranke i helvede, som der er nede i Føtex, så Filip er tvunget til at blive.

Djævelens lærling

‘Djævelens lærling’ udspiller sig så i helvede, hvor Filip møder selve fanden, talende øgler, katten Lucifax og den underskønne pigedjævel Satina, som han bliver forelsket i fra første øjeblik. Som bogens titel og blurb’et på bogens bagsiden også afslører, har fanden tænkt sig at gå på pension og overlade posten til Filip. Men hvordan opfører man sig som en djævel, når man føler sig evigt god og bærer rundt på efternavnet Engel?

Temaet er jo evigt aktuelt og har været det i tusinder af år: Det handler om det gode kontra det onde i mennesket. Er en person, der gør negative ting kun ond, og er en person, der gør positive ting kun god? Og hvad er positive og negative ting egentlig, for intet er vel så skidt, at det ikke er godt for noget — og omvendt?

Vi bliver spejlet i vores egne klichéer

Kenneth Bøgh Andersen nærmest ruller sig i fryd i klichéer, men ikke som når forfattere, der ikke selv kan finde på noget, bruger klichéer. Kenneth præsenterer os nemlig for vores egne klichéer og vender dem rundt, så vi med et erkendende smil på læben kan se, hvor sort/hvid vi gør verden omkring os, bare for at vi selv kan få ren samvittighed. Det er både lærerigt og sjovt, fordi det bliver gjort på en hyggelig og morsom måde i Filips historie. Alligevel kan man ikke lade være med selv at sidde og drage paralleller til sin egen verden og tænke efter, hvor godt eller dårligt, man egentlig selv opfører sig.

Uddrag af ‘Djævelens lærling’

Filip kløede sig i hovedet. Han forstod det ikke. Lucifer havde sagt, at der ventede ham en opgave på denne side af tæppet. Men hvilken? Klasseværelset var jo tomt.
“Hvad skal jeg gøre?” spurgte han. Hans stemme lød meget høj i det stille lokale, nærmest forbudt. “Hvad går opgaven ud på?”
Intet svar. Kun lyden af urets sekundviser, der tikkede roligt af sted.
“Mærkeligt,” mumlede han og rystede på hovedet. Han opdagede, at der på katederet lå nogle tegnestifter og flød. Der skulle de i hvert fald ikke ligge. Nogen kunne jo komme til at stikke sig på dem. Han fejede dem forsigtigt ned i hånden, gik så hen til opslagstavlen og begyndte at sætte dem fast.
Han havde netop stukket den sidste tegnestift ind i opslagstavlen, da døren til klasseværelset blev slået op med et brag. Filip snurrede forskrækket rundt og så Luficer stå i døråbningen. Bag ham kunne et udsnit af studerekammeret ses. Djævlen rystede på hovedet.
“Du er dumpet, Filip!”

Måske rummer vi begge dele

Universet er virkelig hyggeligt, selv om helvede er fyldt med de rædsler, den kristne tro har truet os med igennem et par årtusinder. Filip er nem at identificere sig med, og de væsner han møder undervejs har en utrolig varme og empati, selvom de tilhører de såkaldte onde i helvede. Igen bryder det vores simple tankegang om gode og onde, og i en tid, hvor der er hele to tv-programmer om ‘mobning i folkeskolen’ om ugen, er det faktisk ret godt stof til eftertanke. Det ville være så nemt, hvis vi kunne identificere hvilke personer, der er de onde mobbere og hvilke personer, der er de stakkels ofre. Men efter at have læst ‘Djævelens lærling’ begynder man at tænke anderledes. Måske rummer vi alle sammen begge dele: både mobberen og ofret? Og så er det ellers op til os selv at balancere i midten, så vi hverken havner i den ene eller den anden grøft?

Ikke så ringe

Heldigvis er der ingen moraliserende pegefingre i ‘Djævelens lærling’, så du kan gøre dig dine egne erfaringer undervejs. Én ting er dog sikkert, udover at ‘Djævelens lærling’ er en utrolig sød, sjov og hyggelig historie: Den sætter mange vigtige tanker i gang og får os til selv at mærke efter, om vi nu også opfører os lige så godt, som vi går og egentlig skilter med. Og det er vel ikke så ringe at nå så langt i en dansk børnebogsserie.