‘Tusmørkets tjener’ På bogens bagside står der: “Betagende og spændingsfyldt fantasy med magi, mystik og kærlighed, som overskrider tidens grænser. Nyt skrækindjagende væsen som kan suge livet ud af alt levende, og en rejse til Karelen hvor både godt og ondt kan ske.” Kunne det være bedre tænkte jeg, og efter jeg har læst den, er svaret ja!
| Af Stine, 14 år |  |
Titel:
‘Tusmørkets tjener’
Forfatter:
Originaltitel:
‘Hämärän renki’
Oversat af:
Siri Nordborg Møller
Sider:
216
Udkom:
6. februar 2013
Forlag:
Turbine
Følelses-barometer:
Valeri Ugov’s familie ejer skofabrikken, hvor Kaarina arbejder. Familien Ugov har ikke noget godt ry, og det er som om, at der er noget ondt og mørkt ved dem, derfor må Kaarina ikke være sammen med Valeri. Men det vælger Kaarina at overhøre, så en dag stikker hun og Valeri af, så de kan være sammen. De skal til Hvidehavets kyst, hvor der er en labyrint, som Kaarina har drømt om. Labyrinten har muligvis forbindelse til nogle øgler, der kan vandre i tiden. De kan hjælpe Valeri og Kaarina til en anden tid, hvor de kan være sammen. På rejsen møder de Frans, han bryder ofte ud i sang, og de møder Jesse, der påstår, at han kommer fra en anden verden. Samtidig er batragen, en ond skabning, efter Kaarina og Valeri, men hvad vil batragen med de to unge mennesker?
Levede ikke op til forventningerne
`Tusmørkets tjener´ er af fantasygenren, men jeg synes ikke, at den lever helt op til det. Normalt forbinder jeg fantasygenren med, at den har en farlig og spændende konflikt. En konflikt, der får læseren til at læse side efter side, for at konflikten til sidst bliver løst. Det manglede den her bog. Der var ikke noget tidspunkt, hvor jeg tænkte: ”Ej, nu bliver det spændende,” eller ”hvordan kan det her mon løses?” Jeg nåede at læse 120 sider, før jeg kunne se, hvad problemet egentlig var, og hvordan det hele hang sammen, men det blev den ikke mere spændende af, desværre.
Kunne være beskrevet bedre
Personerne i bogen er tyndt beskrevet. Jeg kan faktisk ikke beskrive dem. Det, jeg fik at vide om Kaarina, var at hun var bedårende og elskede Valeri, eller det havde hun i hvert fald lovet ham. Måske fik jeg lidt mere at vide, men ikke noget jeg kan huske, og det gjorde ikke, at jeg kan beskrive Kaarina mere. Det gjaldt alle personerne. Jeg kan sige, at man kun rørte dem på overfladen, og det gjorde, at jeg ikke kunne leve mig ind i deres situation.
Det samme er der at sige om det fantasyunivers, som Sari Peltoniemi har opdigtet. Når man laver et nyt univers, er det vigtigt at beskrive det så godt, at læseren kan sætte sig ind i omgivelserne og se det hele for sig. Altså selve husene, bilerne og skovene kunne jeg godt se for mig, men der manglede et eller andet, som gjorde det hele specielt og til Saris eget univers.
`Tusmørket tjener´ er fortalt i 3. person, og synsvinklen er mest Kaarinas, men skifter nogle gange til Jesse, batragen og Valeri. Det virker godt, og på den måde får lidt spænding ind, f.eks. når batragen kommer og man hører om de grusomheder, den laver på sin vej.
Uddrag af ‘Tusmørkets tjener’
Nu er den på sporet. Endelig. Den mødte en lille pedantisk bondemand, som beredvilligt fortalte om bilen og dens passagerer, så snart han havde fået lidt penge.
Knægten havde været mørk, pigen lys og bilen fornem. Knægten var kommet ud af skoven med en levende hare, og det havde bondemanden undret sig meget over. Batragen kunne også undre sig over, hvad Valeri lavede med en hare, når han havde en pige. Den kunne undre sig, hvis den ikke vidste, hvordan der altid var en fra Ugov-klanen, der dummede sig fra tid til anden. Sådan havde det altid været. Sådan er de: Selv har de en smule svaghed. Den er kommet med menneskeblodet.
Om natten fanger den en fugl i skoven og sender den hjem til sin herre. På den måde ved han, at han kan stole på batragen, og at den har fundet ud af, hvilken vej den skal.
Kan den læses?
Nu hvor jeg har læst `Tusmørkets tjener´, sidder jeg tilbage med en øv-følelse. Jeg havde glædet mig til at læse en af de fantasyromaner, som jeg ikke kan slippe, men den levede ikke op til mine forventninger. Bogen var hyggelig at læse, men når det er en fantasy, så skal der mere end hygge til. Det var lidt ligesom chokoladeis uden chokolade. Det eneste sted bogen havde lidt spænding, var da jeg læste om batragen. Hvis bare den spænding havde været hele bogen igennem *suk* det ville have gjort bogen meget bedre!
Skriv et svar