‘Heksejagten’ (Sagaen om Isfolket 2) af Margit Sandemo

‘Sagaen om Isfolket’: Sagaen om Isfolket fortætter i `Heksejagten´, der er ligeså god som den første bog.

Af Stine, 15 år

Titel:

‘Heksejagten’ (Sagaen om Isfolket 2)

Forfatter:

Margit Sandemo

Originaltitel:

‘Lindallén’ (Sagaen om Isfolket #2)

Oversat af:

Neel Rocco

Sider:

256

Udkom:

1982. Denne udgave: 2006

Forlag:

Jentas

Følelses-barometer:

(SPOILER! Bøgerne i serien ‘Sagaen om Isfolket’ udgør en sammenhængende historie. Hvis du ikke har læst den foregående bog, spolerer du handlingen, hvis du læser videre!)

Silje og Tengel har fundet et sted at slå sig ned i Isfolkets Dal. De er lykkelige sammen, men Silje længtes alligevel efter at komme ud fra dalen. Hun elsker egentlig at være der, men tanken om at hun ikke må komme ud gør, at hun føler sig indespærret. Hun synes, at de andre der bor i den lille dal er mærkelige og snæversynet. Silje synes især, at den gamle Hanna er mærkelig, og Silje frygter hende også, for hun er i gang med at lære Tengels lille niece, Sol, sine kundskaber. Desuden kan Tengel mærke at der en katastrofe på vej. Hanna kan også mærke det, og Hanna tager aldrig fejl.

Silje og Tengel igen

Sagaen om Isfolket indeholder mange bøger, hvor man i næsten hver bog hører om en ny generation af Isfolket, men jeg blev meget glad for, at jeg stadig hørte om Silje og Tengel i den her bog.
I den første bog, `Troldbunden´, fik jeg mest at vide om, hvordan de mødte hinanden, og det ville være mærkeligt allerede at skulle sige farvel til dem efter en bog. Nu føler jeg, at jeg har lært dem endnu bedre at kende, og jeg kan gå med til, at jeg i de næste bøger vil høre om historien fortalt fra den næste efterkommers side.

Den høje standard

I min anmeldelse af `Troldbunden´ (Sagaen om Isfolket 1) skrev jeg, at jeg helt sikkert skulle læse 2’eren for at se, om Margit Sandemo ville holde den høje standard, hun havde sat. Der må svaret være ja. For selvom der nogle steder i bogen ikke rigtigt skete noget, en bog kan jo ikke køre på fulde drøn hele tiden, følte jeg, at det var beskrevet spændende. Der var på intet tidspunkt, at bogen blev langtrukken. Bogen var skrevet i samme fantastiske sprog som 1’eren. Følelserne og alt det kunne jeg stadig leve mig 100 % ind i. Så ja, Margit har holdt den høje standard, som hun satte i den første bog.

Hvor skal bogen stå henne?

Inde under anmeldelsen af `Troldbunden´ har der været snak om, hvor Sagaen om Isfolket skulle stå henne på bibliotekerne. Jeg mener, at den hører til, hvis ikke i børneafdelingen, så i ungdomsafdelingen. Jeg synes, det er synd, at andre unge går glip af at den læse den her serie, når den er så god, og ikke kun for gamle damer. Den er let at læse, har kærligheden og de overnaturlige kræfter, hvilket er det, mange unge gerne vil læse om, og når den så også er skrevet så godt!

Får mig stadig til at tænke

I `Heksejagten´ er der stadig mange, som mener, at Tengel er ond, selvom han er en af de mest godhjertede personer. Så det gode kontra det onde kan findes på mange måder: Dem, som mener, at Tengel er ond, og at de selv er gode, og dem, som ved, at Tengel er god, og at det er de andre, der er onde. Det gør, at jeg kommer til at tænke på, hvordan jeg selv ser andre. Alle har noget godt i sig, og man skal ikke dømme andre på udseende, at man er anderledes, eller hvad man hører om andre. Det er stadig dit eget indtryk af personen, du skal tænke på, og ikke hvad alle andre siger.

Kan klart anbefales

Jeg vil helt sikkert anbefale `Heksejagten´. Jeg er ikke blevet skuffet på nogen punkter i forhold til 1’eren. Den er stadig lige så velskrevet, og jeg kan leve mig ligeså godt ind i personerne, og det er ikke nogen gåde, hvordan Margit har solgt så mange bøger.