‘Coraline’ af Neil Gaiman

Coraline: For ti år siden udkom ’Coraline’ for første gang. Historien om den modige pige, der bliver konfronteret med ethvert barns værste mareridt, holdt dengang læseren fanget til sidste side – og det gør den stadig i dag. En børnehistorie med et voksent, uhyggeligt twist. Et direkte foruroligende eventyr, der holder læseren på kanten af stolen og spreder gåsehud fra start til slut.

Af Signe, 22 år

Titel:

‘Coraline’

Forfatter:

Neil Gaiman

Originaltitel:

‘Coraline’

Oversat af:

Camilla Christensen

Sider:

160

Udkom:

15. maj 2013

Forlag:

Høst & Søn

Følelses-barometer:

Coraline og hendes forældre er lige flyttet til et nyt, stort hus uden for byen. I etagen under dem bor to sære, gamle tanter, og over dem bor en mærkelig mand, der vist nok har et musecirkus. Coralines forældre har for travlt til at være sammen med hende, og hun keder sig. Meget. Hver dag går hun på opdagelse i området, men inden længe er der ikke mere at opdage — indtil hun pludselig finder den tilmurede dør i den fine stue. Hvad nu, hvis hun gik igennem den?

Uden at afsløre for meget kan jeg vist godt fortælle, at det, der ligger på den anden side af døren, ikke er, hvad Coraline havde forventet. Mødet med den anden mor, den anden far og katten, der pludselig kan tale, sender Coraline ud på noget af et eventyr. Et eventyr der bestemt ikke er for sarte sjæle. Der er ikke nogen aldersgrænse på Coraline, men hvis ikke man er klar på lidt af et gys, skal man nok ikke gå i gang med bogen.

Neil Gaiman formår at forvandle selv de mindste, mest ubetydelige ting til vigtige, uhyggelige eller direkte fantastiske ting, der hjælper plottet på vej. Desuden gør han det på en måde, så du ikke opfatter, at du pludselig har læst over 100 sider.

Et spændende univers

Da jeg læste ’Coraline’ første gang, for snart tre år siden, var jeg helt besat. Jeg købte en bunke andre Neil Gaiman bøger, genlæste ‘Coraline’ utallige gange og så filmen. Der er bare et eller andet ved ’Coraline’, der fascinerer og skræmmer på samme tid. Den dystre stemning og den modige, friske pige står i så stor kontrast, at de på en eller anden måde alligevel passer sammen.

Desuden vidste jeg heller ikke helt, hvad jeg skulle forvente, første gang jeg læste den. Til at starte med, troede jeg, det var en børnebog, fordi jeg kendte til filmen og vidste den var animeret. Men det viste sig ikke helt at holde stik. Ja, Coraline har en masse af de ting, man forbinder med en børnebog, for eksempel er hovedpersonen et barn. Desuden er der hele scenariet med flytningen til et nyt sted, og det faktum at Coralines forældre er for travle til at underholde hende. Det lyder som noget, man har læst før, men alligevel skaber Neil Gaiman et helt nyt univers og vender alt det, vi troede, vi kendte, på hovedet.

Det er, i princippet, stadig en børnebog. Men under overfladen gemmer der sig ting, man ikke forventer af en børnehistorie. Som 22-årig bliver jeg stadig påvirket af de mareridtsagtige scenarier, som på en eller anden måde bringer mig direkte tilbage til barndommen. Jeg bliver charmeret af den fine, genkendelige overfladehistorie og bliver skræmt fra vid og sans af uhyggen, når jeg bevæger mig dybere ind i historien. ’Coraline’ har dermed en slags dobbelthed, der både skræmmer og trøster på samme tid.

Den Anden Mor

Jeg har ikke lyst til at afsløre for meget af handlingen, da en af de bedste ting ved ’Coraline’ er, at man får lov at opleve hele plottet gennem Coralines øjne. Både hyggelige og uhyggelige sekvenser – og dem er der mange af – bliver fortalt, så man nærmest føler, man er der, og derfor går det også rigtig hurtigt med at få bogen læst.

Dog bliver jeg nødt til lige at nævne den anden mor. Coraline møder hende, da hun går igennem den tilmurede dør, og hvis du ikke umiddelbart synes, hun lyder uhyggelig, så bare vent og se. Jeg har sjældent læst om en så ubehagelig skurk, som den anden mor, og hun er bestemt ikke for sarte sjæle! Det, der gør hende så uhyggelig, er igen, at hun ligner noget, man kender, men når det kommer til stykket, er hun slet ikke, som man forestiller sig. Der bliver vendt op og ned på ens opfattelse af ting, man ellers troede, man kendte.

En moderne klassiker

Jeg synes ’Coraline’ er en fantastisk fortælling, og jeg kan varmt anbefale den til folk, der kan lide eventyr med en dyster stemning. Mange har nok set animationsfilmen af samme navn, men jeg vil vove den påstand, at bogen gemmer på mange flere spændende hemmeligheder, og det ville være ærgerligt at gå glip af dem!

Desuden har ’Coraline’ mange ligheder med ’Alice i Eventyrland’. Ideen om en ung, sød pige, der kommer ind i et slags eventyrland, og selv skal finde modet til at komme hjem igen, er gennemgående i begge bøger. Forskellen på de to er dog nok den dunkle stemning, der er at finde i ’Coraline’.

Hvis du har set film af Tim Burton, (for eksempel ’Corpse Bride’, ’Nightmare Before Christmas’ og ’Edward Saksehånd’), og kender til den måde, hans universer fungerer på, ved du, hvad du kan vente dig i ’Coraline’. Det er en dyster stemning der alligevel, på en eller anden måde, formår at forblive nærmest hyggelig – selv i de mest uhyggelige dele af plottet.

’Coraline’ er næsten som et maleri, hvor halvdelen er malet med flotte, strålende, glitrende farver, og den anden halvdel er malet med mørke, grå toner, men med små funklende lysglimt af smukke farver.

Alt i alt, kan det godt være, at bogen udkom første gang for ti år siden, men den er bestemt hverken blevet dårligere, eller mindre uhyggelig, siden da. Coraline er vel nærmest, hvad man kan kalde en moderne klassiker.