’Den brændende by’ af Ariel og Joaquín Dorfman

Grunden til at jeg valgte ’Den brændende by’ i første omgang, var, at jeg havde en forventning om, at den ville minde om ’Ekstremt højt og utrolig tæt på’. En af de ting, jeg virkelig elsker ved ’Ekstremt højt og utrolig tæt på’, er hovedpersonen Oscar, som er en af de mest elskværdige og realistiske hovedpersoner jeg nogensinde har mødt. Selve plottet er også utrolig gennemtænkt, og hele Oscars historie og baggrund er virkelig detaljeret og gennemarbejdet. I ’Den brændende by’ er det netop, nogle af de ting der har slået fejl. Da det er nogle af hovedelementerne i en historie er det super ærgerligt, at det ikke fungerer.

Af Clara, 15 år

Titel:

’Den brændende by’

Forfatter:

Ariel Dorfman
Joaquin Dorfman

Originaltitel:

‘The Burning City’

Oversat af:

Jan Dahl Jeppesen

Sider:

239

Udkom:

20. maj 2005

Forlag:

Arvids

Følelses-barometer:

Heller bor i New York sammen med sine bedsteforældre, mens hans forældre ved at lave et stort projekt i udlandet. Historien starter den 4. juli – den dag Heller fylder 16 – og forløber over den første uge i hans 16-årige liv.

Til hverdag arbejder Heller som cykelbud for ’Blide Budskaber’, et firma der leverer såkaldte ”personlige meddelelser”, mundtlige beskeder overbragt af bude, til folk rundt omkring i byen. Trods hans lave alder, kan han håndtere andre folks sorg og smerte på en måde ingen af de andre ansatte firmaet kan, og derfor står han for udbringningen af de dårlige nyheder.

Undervejs på sine daglige udbringninger møder han en masse mennesker, men uden for arbejdet er han ensom. Hans hemmelige forelskelse, Silvia, ved ikke engang at han eksisterer, trods hans daglige besøg igennem et halvt år, på den café hvor hun arbejder.

Men en dag, på en af sine udbringninger, møder han den ulovlige tyrkiske immigrant Salim, hvis kone hjemme i Tyrkiet har forladt ham. Salim inviterer Heller til at ledsage ham til baren for at ”drukne sorgerne”, og fra det øjeblik ændres Hellers syn på sit eget liv, men også verden omkring ham.

Et far og søn projekt

Jeg kan lige så godt være ærlig – bogens udseende tiltaler mig ikke ligefrem. Forsiden, med de lidt fesne orange og brune farver, et udtværet billede af Manhattans skyline med nogle lidt for store og klodsede, sorte bogstaver hen over det hele som kronen på værket. Den nærmest tomme bagside med en halvdårlig, intetsigende tekst – bestemt heller ikke noget at råbe hurra for.

Det er med andre ord ikke lige frem en bog der normalt havde vagt min interesse, hvis jeg havde set den stå på boghylden nede i Bog & Idé. Jeg synes at det er synd, at der ikke er gjort noget mere ud af layoutet. Især da jeg søgte på den engelske udgave, og forsiden var sådan ca. 14 gange flottere.

En sjov detalje, som jeg var ret glad for ved ’Den brændende by’, er at den er skrevet af en far og hans søn. Bogens indledning er et lille personligt uddrag af deres hverdag, i mens de skrev bogen. Det er virkelig sjovt, at få et lille indblik i forfatternes eget liv, inden man skal til at læse deres bog. Man føler ligesom man kender dem lidt, hvilket er ret hyggeligt.

Fangede mig aldrig helt

Da jeg lagde bogen om Heller fra mig, havde jeg lidt svært ved at finde ud af, hvad jeg egentlig syntes om den… og det har jeg stadig.
For på trods af at super godt sprog, langt det meste af tiden, og nogle skønne bipersoner, fangede den mig aldrig helt. I virkeligheden tror jeg, at det er Heller selv, der er mit største problem.

Når jeg tænker tilbage på bogen, er Heller en af de karakterer jeg ser mest sløret for mig – med andre ord har han slet ikke gjort indtryk på mig. Han fik aldrig rigtig nogen dybde, og jeg havde utrolig svært ved at identificere mig med ham. Jeg fik som læser, kun fortalt meget lidt om hans liv, og i virkeligheden ved jeg slet ikke hvem han var, før jeg mødte ham.

Selve Hellers hjemmesituation er også utrolig overfladisk. Jeg føler aldrig jeg lærte hans bedsteforældre at kende, som nogle af de eneste af alle bogens bipersoner, hvilket er lidt mærkeligt eftersom, at det er dem som Heller bor hos og selv kender allerbedst.

Det virker som om, at forfatterne, i deres iver efter at skabe et godt og realistisk persongalleri, glemte en af de vigtigste personer, nemlig Heller. I virkeligheden tror jeg, at idéerne til bipersonerne var inspirationen til historien, og så kom hovedpersonen bare lidt hen ad vejen, som om han kun er der for at skabe et samlingspunkt, en rød tråd gennem alle de andre små historier – og det er virkelig ærgerligt.

Sparsom spænding

Den klassiske spænding er der absolut ikke noget af i historien om Heller. Handlingen i historien, er lidt ligesom en grusvej ude på landet. Konstant små bump, måske en lille bakke og et hul eller to, men aldrig nogen bjerge der skal bestiges eller kløfter der skal passeres, sådan som der ofte er i en klassisk spændingsroman. Jeg tror det er et helt bevidst valg fra forfatternes side, og bumpene skal egentlig bare fungere som en måde at vække læseren på, men jeg ved ikke rigtig om jeg synes det fungerede.

Jeg kan generelt meget godt lide sparsom spænding. Det at det går ret stille og roligt for sig det meste af tiden, synes jeg, nogle gange, kan være det der kendetegner de geniale, lidt mere tænksomme romaner. Det går bare ikke, når der overhovedet ingen spænding er, hvilket desværre er tilfældet i ’Den brændende by’.

Jeg tror, at jeg husker ét sted i bogen, hvor jeg blev lidt ivrig, efter at vide hvad der videre skulle ske. I løbet af resten af bogen, kunne jeg til hver en tid lægge den fra mig, hvis jeg lige kom i tanke om, et eller andet jeg burde gøre i stedet for. Jeg er som regel ikke til at trække væk, hvis bogen er virkelig god, og når jeg først frivilligt begynder at lægge den fra mig, er der noget galt.

I stedet for spænding, lå der, i store dele af bogen, en ret håbløs og dyster, nærmest deprimerende, stemning over Hellers liv. Jeg tror også, at det var derfor, at jeg ikke tøvede med at smide bogen fra mig, selvom jeg var midt i et afsnit. Al den håbløshed blev simpelthen for meget en gang i mellem.

Karaktererne bærer historien

En af de ting, der gør ’Den brændende by’ til noget specielt, er måden forfatterne har valgt at skildre romanens bipersoner på. Der er mange, men med undtagelse af Hellers bedsteforældre og et par få andre, er bipersonerne i denne roman alle sammen utroligt unikke og gennemarbejdede. De har hver deres egne finurlige historier at fortælle, hvilket giver dem en dybde som mange karakterer, inklusiv Heller selv, mangler.

Boghandleren Salim, en af Hellers klienter og senere bedste ven, må klart være en af de mest interessante karakterer jeg har mødt længe. Han er så klog på livet og kærligheden, og kommer hele tiden med de fedeste tyrkiske digtcitater. I virkeligheden var de scener hvor Salim var med, nogle af de eneste jeg virkelig nød at læse.

Alt i alt

Da jeg gik i gang med bogen, havde jeg også på en eller anden måde forventet at den ville omhandle World Trade Center og 9/11, ligesom ’Ekstremt højt og utrolig tæt på’ gjorde, eftersom den foregår i år 2001. Det gjorde den overhovedet ikke.

Jeg var noget forundret, da jeg opdagede, at jeg netop havde vendt sidste side, og at der ikke engang havde været den mindste hentydning til katastrofen. Eftersom historien starter den 4. juli, og kun varer en uges tid, er det jo egentlig ikke så mærkeligt, men for mig som læser er det stadig enormt misvisende, når der skrives en dato bag på bogen, som ligger så tæt op ad 9/11. Jeg forventede automatisk at World Trade Center vil indgå, og derfor var det ret skuffende, da det ikke var med.