‘Pigen med den blå cykel’ (Pigen med den blå cykel 1) af Régine Deforges

Serien ‘Pigen med den blå cykel’: En historisk beretning om den modige og eftertragtede Leá og hendes oplevelser i 1939-1941 før og under den tyske besættelse af Frankrig. En interessant og erotisk, men til tider kedelig voksenroman, der ikke udløste alle mine forventninger, men gav mig et glimrende indblik i datidens Frankrig under besættelsen.

Af Sofie, 12 år

Titel:

‘Pigen med den blå cykel’ (Pigen med den blå cykel 1)

Forfatter:

Régine Deforges

Originaltitel:

‘La Bicyclette bleue’

Oversat af:

Benedicte Wern

Sider:

413

Udkom:

2010 (min version), 1984 (dansk)

Forlag:

Rosinante

Følelses-barometer:

Den syttenårige Léa Delmas lever i 1939’ernes Frankrig på en vingård i Bordeaux. En pige man kan beskrive som modig, sensuel og uimodståelig. Elsket af alle, især drengene i omegnen, der alle kæmper om hendes hånd, selvom Léa kun elsker en anden: Laurent d’Argilat, forlovet med Léas kusine Camille, hvilket langt fra forhindrer Léa i at stræbe efter sit mål. At blive Laurents elsker.

Da krigen bryder ud, og Frankrig bliver besat, må Laurent tage af sted og efterlader Léa i sin lejelighed i Paris med sin gravide kone, Camille. Kort før han tager af sted, kommer Léa fejlagtigt til at give ham et løfte om at passe på Camille. Mens tyskerne invaderer Paris’ gader bliver livet sværere og langt mere kompliceret for den unge og selvstændige Léa.

Taber Léa undervejs

Bogen begyndte dejligt. Genren historisk fiktion er udlevet godt, og bogen giver et godt indblik i tiden. Fra første side elskede jeg Léa som mit eget hjertebarn, hver en replik hun sagde, kunne jeg høre for mig, og for hver en ting hun gjorde, tænkte jeg ‘typisk Léa’.

Selvom jeg havde svært ved at se, hvilken handling, der skulle udspille sig, var jeg sikker på, at det ville blive en fantastisk fortælling. Undervejs som siderne tog hinanden, måtte jeg dog indrømme, at jeg mistede Léa; var ude af stand til at vide, hvad hun følte, og jeg blev en anelse småirriteret på hende over, at hun bare gik fra mand til mand uden at tænke over det. På mange måder følte jeg ikke engang, at hun fortjente Laurent.

Starter kedeligt, men slutter af med spænding

Trods tyskere over alt, folk, der dør og bombninger, sidder jeg hele historien og venter på en spænding, som viser sig aldrig at blive udløst før alt for sent. Flere gange må jeg tvinge mig selv til at læse videre. Hverken point of no return eller plottet er ikke til at finde rigtigt, og hvis ikke det var fordi, jeg hele tiden håbede på, at der snart ville ske noget, havde jeg hurtigt lagt bogen væk.

Til tider bliver bogen en del langtrukken og det flyder med unødvendige detaljer om for eksempel Léas teselskaber med personer, jeg glemmer hurtigt igen, der bare får mig til at miste interessen for læsningen. Dog kommer der til sidst en masse spænding, der giver mig masser af grund til at læse 2’eren, da jeg pludselig bliver tændt igen og får alt, hvad jeg har ventet på.

Interessant bog, trods manglende spænding

Da jeg satte mig med bogen, parat til at læse, og slog op på den første side – ja, gennem de mange første sider – havde jeg en forventning om, at denne her bog skulle jeg ende med at give de 6 stjerner, men ærgerligt nok kan jeg kun tildele den 4, da spændingen først kom på de sidste 50 sider.

Trods den manglende spænding er ‘Pigen med den blå cykel’ en interessant bog, man næsten skulle tro, var skrevet under krigen. Selvom bogen er lang og siderne også er lange, er opsætningen dejlig læsevenlig.

For lange miljøbeskrivelser og for få følelsesbeskrivelser

Régine har et meget stort ordforråd, og der er mange gode miljøbeskrivelser og realistiske dialoger. Men selv om ordforrådet er stort, er ordvalget ikke særlig varieret. Når hun beskriver ting, bruger hun tit de samme ord igen og igen.

De lange miljøbeskrivelser gik jeg også død i. Tit blev jeg lidt forvirret med alle de mange pynteord. For eksempel beskriver hun på et tidspunkt en gade i så lang tid, at jeg til sidst måtte gå tilbage i teksten for at huske, hvad det egentlig var, hun var i gang med at beskrive.

Régine skriver som en alvidende fortæller, som kan gå ind og ud af de forskellige personers hoveder, og det gør hun også, men meget begrænset. Der er næsten ingen følelsesbeskrivelser for Léa, og derfor går det hen og bliver en smule overfladisk.

Alt i alt

Jeg valgte at læse ‘Pigen med den blå cykel’, eftersom jeg har fået den anbefalet mange gange, når folk hører om alle de andre historiske beretninger, jeg har læst, blandt andet ‘Anne Franks dagbog’.

Jeg er stadig lidt skuffet over ‘Pigen med den blå cykel’, men som hyggelæsning er den dejlig at læse, hvis man ikke forventer det store plot. Dog tror jeg heller ikke, bogen er ment som en solooplevelse, da der er en masse optrapning undervejs, som man så aldrig får udløst, hvis man kun læser første bind.

Bogen er nemlig én lang historie hugget over i tre bider, hvor dette så er den første, og derfor har jeg også tænkt mig at finde 2’eren frem og kaste mig ud i den.