‘Junglepigen’ af Marina Chapman

‘Junglepigen’ af Marina Chapman skulle være en sand og utrolig historie om en lille pige, der blev bortført og efterladt i den colombianske jungle. Der lever hun sammen med aber til tiårsalderen. Hele bogen igennem blev min læseoplevelse præget af, at jeg ikke kunne nyde den hyggelige del, fordi jeg ikke kunne lade være med at tænke på, om Marinas historie er sand.

Af Stine, 15 år

Titel:

‘Junglepigen – Den fantastiske og sande historie om pigen, der voksede op blandt aber’

Forfatter:

Marina Chapman

Originaltitel:

‘The Girl With No Name – The Incredible True Story of a Child Raised by Monkeys’

Oversat af:

Jens Peter Kaj Jensen

Sider:

249

Udkom:

10. september 2013

Forlag:

Nyt Nordisk Forlag

Følelses-barometer:

Marina blev som lille bortført fra sin familie og efterladt i en jungle. Marina er kun 4 år, og ved ikke noget om, hvordan verden hænger sammen. Og måske er det det, som redder hende, fordi hun i stedet lever efter sine instinkter og erfaringer.

Det eneste hun ved med sikkerhed, er, at de mænd, der bortførte hende, er farlige, og hun nærer ikke tillid til andre mennesker. I løbet af de år Marina er i junglen, lærer hun lige så stille, hvordan hun kan overleve.

Det er ikke let, da junglen ikke er et sikkert sted at være for børn, der slet ikke er vant til at klare sig selv og der er mange farer, men Marina følger sine instinkter og finder ud af, hvordan hun kan overleve ved at efterligne de aber, der har territorium, hvor hun befinder sig. Der går ikke lang tid, omkring et halvt til et helt år, før hun bliver som en del af deres familie, selvom hun godt ved, at hun ikke er helt som aberne.

Da Marina når tiårsalderen og nogle jægere dukker op inde i junglen, er det lang tid siden hun har set nogen mennesker, og fordi hun er så vant til at være sammen med aberne, er det helt uventet for hende at se mennesker igen. Men da hun ser deres ansigter, er hun sikker på, at de kun vil gøre noget godt for hende. Hun viser sig derfor for dem.

Marina kører med jægerne i et par dage ud af junglen, og da de endelig når frem til et hus, viser det sig, at det er et bordel, hvor jægerne får penge for Marina. Da pigerne på bordellet er omkring 16 år, og Marina kun er 10, bliver hun brugt som en stuepige, i stedet for at være prostitueret.
Hendes liv bliver nu en lang kamp, og kan hun mon få drejet sit liv og blive en pige, der ved hvem hun er og finde ud af, hvem hun kan stole på?

Ikke overbevist

Jeg tror ikke, jeg før har læst en bog som denne. Det er en slags erindringsbog, men jeg så mere bogen som et eventyr, da jeg aldrig blev overbevist om, at historien er sand. Marina blev simpelthen udsat for alt for mange farer til, at jeg tror på, at nogen ville kunne overleve det, som Marina gjorde.

Der har også været meget diskussion i blandt andet nyhederne i USA, hvor journalister har sat spørgsmålstegn ved Marinas historie og om, hvorvidt historien skulle være sand, eller om det er noget, som Marina har fundet på, hvis hun nu skulle have haft en voldsom barndom.

Marinas udvikling

Jeg synes, at ‘Junglepigen’ er godt skrevet, et simpelt sprog som jeg let kunne følge med i, og jeg kunne følge Marinas udvikling fra ikke at vide, hvem hun var ude i junglen, til at blive den hun er i dag med et navn og identitet som ung voksen. Det er Marinas historie, men datteren har interviewet hende og sendt det videre til en forfatter, som så har skrevet bogen.

Et par steder i bogen, følte jeg, at den var lidt langtrukken. Jeg synes, at Marina kunne have fjernet nogle af beskrivelserne af miljøet, fordi jeg læste det samme flere gange.

Små belærende noter

Bogen skifter synsvinkel fra Marina som voksen til Marina som lille. I grundhistorien hørte jeg en smule om hvordan Marina har det nu, og resten var en fortælling fra hendes barndom.

Noget jeg syntes, afbrød fortællingen, var, når Marina lige skulle tilføje noget, som for eksempel at hun nu vidste, hvad en bestemt blomst hed. Jeg kan godt se meningen med de små noter, fordi hun sikkert har haft nogle ting, som hun gerne vil påpege, at hun først finder ud af senere i livet, men det tager lidt af tempoet i bogen. Når bogen lige er kommet godt i gang og noget spændende skulle til at ske, og der så kommer en lille note om, hvad hun kan huske nu, ødelægger det spændingen, og jeg starter nærmest forfra.

En tur i børnerutsjebanen

Noget andet jeg lagde mærke til, var måden historien er bygget op på. Jeg blev lidt irriteret over, at jeg gennemskuede opbygningen for den var forudsigelig. Hver gang, hvor der skete noget spændende, vidste jeg allerede hvad det skulle ende med. Næsten som en tur i en børnerutsjebane, hvor jeg alligevel aldrig får det store sug i maven, fordi bakkerne er for små.

Manglende følelser

På min efterskole i engelsk har vi lige set en film der handler om sexslaver, der kom fra for eksempel Filippinerne til USA, der sad jeg og fik rigtigt ondt af de piger, der var omkring 16-årig, og de mænd, som stod bag det hele, dem havde jeg lyst til at få stoppet.

Den følelse havde jeg ikke da jeg læste ‘Junglepigen’, selvom filmen og bogen handler om det samme emne. Et sted i bogen bliver Marina slået og det eneste jeg hørte var, at det gjorde ondt på hende i et par dage efter. Jeg kan sagtens forestille mig, at det gør ondt når man bliver slået, men følelserne blev ikke beskrevet, og det gjorde at jeg ikke havde ondt af Marina, som jeg havde af pigerne i filmen. Det betød at min læseoplevelse blev ødelagt, når Marinas følelser ikke blev beskrevet hele bogen igennem, og jeg synes at Marina føltes kold. Men når der ikke er nogen, der har vist hende kærlighed i bogen, er det nok også svært for hende at give det videre.

Alt i alt

Det irriterer mig, at jeg ikke tror på, at historien er sand. Det ville have været en god og hyggelig bog, hvis jeg havde kunnet fokusere på selve eventyret. Så hvis du har lyst til læse ‘Junglepigen’, er mit råd til dig: lad være med at tænke så meget over om Marinas historie er sand, men nyd den hyggelige del.