Ung udgivelse: 13-årige Sofie Endahl deltog i en novellekonkurrence på sitet Movellas og vandt – sammen med ni andre unge – en udgivelse. Bogen, der er en novellesamling, udkom den 13. februar og hedder ‘Vold i familien’. Sofie fortæller, at hverken hun eller de andre skribenter har været udsat for vold. Novellerne er fiktive, og de unge forfattere vil blot gerne bryde tabuet om familievold, så andre unge også kan blive modige nok til at begynde at tale om det svære emne. Kultur For Unge har interviewet Sofie, blandt andet om, hvordan det er at skrive om vold, når man ikke selv har oplevet det.
| Interview: Peter Kock Henrichsen |
Hvordan gik det til, at du valgte at deltage i novellekonkurrencen om vold i familien, som Red Barnet og Movellas slog op?
Sofie: Konkurrencen blev slået op på Movellas, og man skulle have en brugerprofil for at deltage. Når det er på Movellas, overser jeg det ikke. Oplægget hed noget med, at ‘Hver femte i ottende klasse har oplevet fysisk eller psykisk vold i familien.’ Man kunne lave et bogcover og måske vinde hovedtelefoner. Man kunne også deltage i novellekonkurrencen og vinde en udgivelse. Jeg gik efter det sidste.
Hvad løb gennem hovedet på dig, da du læste oplægget?
Sofie: Jeg har ikke tænkt over, at vold foregår sådan rigtigt i familierne, men det kan jo sagtens være. Hvis det er hver femte i ottende klasse, der har oplevet det, så må der jo være nogen, jeg kender. Det er jo en femtedel af min klasse. Det er sådan lidt uhyggeligt, for jeg har jo aldrig rigtig haft nogen mistanke om det.
Hvordan er det at skrive om vold i familien, når man ikke selv har oplevet det?
Sofie: Som forfatter bliver man nødt til at sætte sig ind i andres situationer, så jeg blev nødt til at forestille mig det: Hvordan ville jeg reagere, hvis det var mig? Det kom ligesom bare naturligt.
Det svære har mere været tankerne om, hvordan læserne opfatter os, der har skrevet novellerne. Jeg håber, de får det rigtige indtryk. Jeg håber ikke, de får et indtryk af, at det er voldsramte børn, der har skrevet dem, for sådan bliver bogen nemlig omtalt, og det er sådan lidt nederen, da ingen af os er eller har været voldsramte.
I din novelle er det storesøsteren, Thyra, der er voldelig mod sin mor og lillesøsteren Emma. Synsvinklen ligger også hos Thyra. Det er nok mange, der identificerer sig med personerne, der bliver slået, frem for dem, der slår, når historier handler om vold. Hvordan var det at skulle identificere sig med den person, der slog de andre?
Sofie: Det kom ligesom bare naturligt. Jeg følte selvfølgelig med Thyra. Det tror jeg altid man som forfatter gør med sin hovedperson. Det man jo også gør, er, at hvis man føler sig ked af det eller vred, så kan man doble den følelse tusind gange og bruge den. Derfor var det nok lidt lidt lettere at skrive fra Thyras voldelige synspunkt end fra lillesøsterens side, for den følelse lillesøsteren har, har jeg aldrig selv oplevet.
Hvordan nuancerede du din novelle, så den ikke blot blev en sort/hvid beretning om den onde Thyra mod de stakkels ofre?
Sofie: Jeg føler det, Thyra føler. Hun har dårlig samvittighed, og hun er skamfuld. Hun kan ikke lide sig selv på grund af det, hun gør, og hun vil gerne stoppe. Alligevel gemmer hun det væk og prøver at glemme det lidt selv. Hun elsker ligesom sig selv for højt til at stoppe.
Blev du selv berørt over Thyras handlinger?
Sofie: Jeg kan sige, at det overraskende i skrivningen var, da det lige pludselig gik op for mig, at volden rent faktisk skete, hvor naturligt det egentlig kommer, og hvor nemt det bare bliver ved.
Men historien var mere barsk, da jeg læste den bagefter, end da jeg skrev den. Når man skriver, kan man altid få det til at stoppe, og jeg er meget optaget af at komme videre og tænker derfor hele tiden fremad. Ikke fordi jeg vil skynde mig i arbejdsprocessen, men fordi mit hoved er fyldt med ‘Hvad skal der nu ske, hvad skal der nu ske?’. Når man læser sin tekst bagefter, bliver det meget konkret, og så tænker man mere tilbage: ‘Hvad er der sket, hvad er der sket?’.
Har du ændret syn på din novelle, efter du har skrevet den?
Sofie: Ja, jeg havde ikke læst novellen siden konkurrencen havde deadline for over tre måneder siden, og jeg må indrømme, at jeg blev jeg helt overrasket. Det synes jeg er ret sjovt; at man læser sin egen tekst og så kan blive helt overrasket over, hvor genial man selv har været.
Mens man skriver, kan det også være godt at holde pause og skrive på noget andet og prøve at glemme sin tekst total meget. Når man så kommer tilbage igen, ser man ligesom historien med nye øjne, med læserens øjne, og hvis der så er et twist i plottet, så er det ligesom ‘Hvad?’. Det kan også være, det er et dårlig twist og man tænker ‘Ej seriøst…’.
Nu er der jo 9 andre unge, der også har skrevet noveller til bogen. Hvordan synes du, det samlede resultat er blevet?
Sofie: Jeg synes, novellerne er sat ret godt sat sammen, og man får et godt indtryk af vold i familien, fordi novellerne alle sammen er meget forskellige. Der er forskellige vinkler, og til sidst sidder man ligesom med et samlet syn, fordi man har set volden fra så mange sider. Vi unge har bare givet vores bud på, hvordan det ku’ foregå, og jeg synes, det er blevet naturligt, virkeligt og nært, endda uden at vi har skrevet ud fra egne erfaringer.
Hvad kunne I godt tænke jer at opnå med novellerne?
Sofie: Vi forsøger at bryde tabuet om vold i familierne. Ung-til-unge. Vores historier skal opfordre andre unge til også at bryde tabuet. Og man behøver jo ikke sætte sig ned og skrive en novelle, som vi har gjort, man skal bare sådan hellere acceptere, at det er der og begynde at snakke om det.
Vi er ikke ude på at putte volden i en boks eller at lede 10 år efter en grund, som en eller anden terapeut, der har siddet og set på familiemønstre igennem de seneste 100 år og kørt udviklingsteorier om hvorfor, nok ville gøre. Der behøver jo ikke altid at være en masse med hvorfor. Det sker jo bare, og det er meget vigtigt at sætte fokus på, for ikke-voldsramte børn.
Jeg vil godt opfordre til, at bogen ikke bliver brugt i skolen som en Nu-skal-du-lære-hvordan-det-fungerer-bog, for så vil de unge automatisk bestemme sig for, at den er dårlig eller kedelig.
Vores bog forsøger netop ikke at opklare noget eller at være mega klog og give svar på livets store spørgsmål. Det er bare en bog, der skal få det til at gå op for unge, at vold findes i familierne og at man derfor skal råbe højt om det og bryde tabuet.
Skriv et svar