Nørrebro Teater opfører i øjeblikket ‘Revisoren – en korrupt og bindegal komedie’ af den russiske dramatiker Nikolaj Gogol. Jeg havde forventninger om en aften med humor og latter, men også om at blive belært om grådighed, korruption og det egoistiske svin, et menneske nogle gange kan være. (Thure Lindhardt, foto: Büro Jantzen)
AF STELLA, 19 ÅR |
Titel:
‘Revisoren’ (- en korrupt og bindegal komedie)
Forfatter:
Nikolaj Gogol
Instruktion:
Madeleine Røn Juul
Sted:
Nørrebro Teater
Dato:
17. februar – 8. april 2018
Følelses-barometer:
Panikken spreder sig hurtigt i en lille by i Rusland, da borgerne finder ud af, at en statsrevisor er på vej. I byen har man nemlig aldrig rigtig fulgt de generelle regler, og de højtstillede har til hver en tid fundet sig selv nærmest. Derfor simrer byen med grådighed og korruption. Da en fremmed mand kommer til byen, tror alle, det er den frygtede revisor. De samles alle om ham for at behage ham og for at ”vaske deres hænder”.
Gammel, russisk forvekslingskomedie
‘Revisoren’ er en satirisk forvekslingskomedie. Forvekslingen ligger i, at den unge herre som borgerne i byen formoder er revisoren, slet ikke er den frygtindgydende revisor.
I min gamle dramaklasse på gymnasiet, var vi altid forberedt på stykkerne, inden vi tog ind for at se dem. Men gymnasiet er overstået, og her til aften er min ledsager Emma og jeg egentlig bare mødt op uden at have læst andet end dét, der stod om ‘Revisoren’ på Nørrebro Teaters hjemmeside.
Imponerende minimalistisk
Endelig falder tæppet, og jeg bliver straks imponeret over én stor, grå og støvet sal; minimalistisk sat op, og alligevel ser rummet længere ud, end hvad der er plads til oppe på scenen, fordi det er malet ligesom en perspektiv-tegning. Rummet fungerer som en stor medfortæller, og det grå udtryk symboliserer magthavernes grådighed og korruption; ikke ligefrem et ideelt samfund at leve i.
Personerne i rummet er ligeså grå og støvede som omgivelserne. Alle karakterer i stykket bliver spillet meget karikerede; meget tydelige – til tider overdrevne – ansigtsudtryk og kropssprog, hvilket – jeg også synes – hører en komedie til.
Døser hen i lange monologer
1. akt varer halvanden time og bærer præg af mange, lange monologer med højt tempo, hvor man skal holde tungen lige i munden, hvis man gerne vil have det hele med.
Jeg fanger mig selv i at døse hen og havner lidt i samme situation som byens borgere, hvor jeg ikke lige fanger, at den unge herre, Khlestakov ( Thure Lindhardt), ikke er den frygtede revisor.
Ikke den slags humor, som jeg er vant til
Sidst jeg var i Nørrebro Teater og så ‘En Pinlig Affære’, blev jeg ramt af en mur af latter fra de mange tilskuere, som sad bag ved mig. Men det sker ikke rigtig nu, selv om det jo er en komedie. Faktisk er der blot små fnis hist og pist, og oftest når karakterene oppe på scenen kalder hinanden for skældsord.
Koreografien er fed
Især Borgmesteren (Ole Lemmeke) har en del monologer, som jeg føler er lidt svære at forstå. Han snakker virkelig hurtigt, og mange af ordene går lidt tabt i den vrede, som hans rolle udviser overfor det uventede besøg af revisoren. Det virker næsten som om, Lemmeke prøver at skynde sig, fordi han godt ved, at 1. akt er langt.
Til gengæld ser det mega-fedt ud i de scener, hvor borgernes bevægelser er synkrone. De er koreograferet sådan, at når de for eksempel læner sig frem for at høre, hvad revisoren siger, gør de det alle i én bevægelse; samtidig. Virkelig godt sammenspil.
Misjka er det bedste
I 2. akt er der mere handling og gøren. Det er meget mere afslappet på trods af, at det er her intrigen i fortællingen virkelig tager til. I en scene hvor borgmesterens tjener Misjka (Nikolaj Jørgensen) bakser rundt med nogle stole, bringer han — med sin lidt kolde, lidt stenede ansigts-mimik og sine umotiverede bevægelser — latteren i gang. Her bliver jeg vækket, for nu er alle i salen enige om, at det rent faktisk er sjovt!
Måske det er fordi, jeg ikke ligger i den rigtige målgruppe, at jeg synes, scenen med Misjka er den eneste del, der er sjov. Emma og jeg er også nogle af de yngste tilskuere, når jeg kigger rundt i salen.
Er vi egentlig de yngste?
Måske det er fordi, jeg ikke ligger i den rigtige målgruppe, at jeg synes, scenen med Misjka er den eneste del, der er sjov. Emma og jeg er også nogle af de yngste tilskuere, når jeg kigger rundt i salen.
Efter teatrets udsagn ville Gogol med ‘Revisoren’ stille skarpt på menneskets skyggesider — den amoralske svinehund, der måske øffer højt for fællesskabet, men som til alle tider er sig selv nærmest, og dén idé kan jeg egentlig meget godt lide, og det er dét, jeg har glædet mig til at komme ind og opleve på Nørrebro Teater. Jeg synes bare ikke rigtig, at det kom til udtryk.
Jeg vil gerne have haft, at instruktøren havde taget sig endnu mere frihed, så grådigheden — menneskets svinehund — blev vist endnu kraftigere end blot ved borgernes forvirring om, hvem der var revisoren, og at det måske havde bidt dem endnu mere i røven end blot ved de penge, de endte med at mangle.
Mit indre billede blev ikke ændret
‘Revisoren’ føltes — for mit vedkommende — ikke særligt humoristisk, og jeg følte ikke, jeg gik derfra med noget anderledes billede af mennesker end det, jeg ankom med, eller at det for den sags skyld havde været særlig sjovt. Jeg kunne også godt have ønsket mig, at to akter havde været bedre tidsmæssigt afbalanceret.
Ja, jeg har mange forslag til ændringer, men tænker også: ‘Kan man godt tillade sig at ”rode” med en død mands manuskript?’. Det tror jeg faktisk godt, man kan.
Fra venstre: Thure Lindhardt, Josephine Park, Christiane Gjellerup Koch, Sarah Boberg, Benedikte Hansen, Anna Bruus Christensen, Nicolai Jørgensen, Tina Gylling Mortensen, Mikael Birkkjær. Fotograf: Büro Jantzen / Nørrebro Teater.
Fra venstre: Mikael Birkkjær, Thure Lindhardt, Tina Gylling Mortensen, Ole Lemmeke, Benedikte Hansen, Sarah Boberg. Fotograf: Büro Jantzen/ Nørrebro Teater.
Skriv et svar