Kaptajnens Grav: Kaptajnens Grav er en spændende, hyggelig og uhyggelig roman for de 8-12-årige, som desuden egner sig rigtig godt til højtlæsning. Vi har tidligere mødt Karl og Sara, og indbyggerne i Krapsørev i Spøgelsesskibet Vallona, men bøgerne kan læses helt uafhængigt af hinanden..
Af Peter Kock Henrichsen |
Titel:
“Kaptajnens Grav”
Forfatter:
Lena Ollmark & Mats Wänblad
Sider:
163
Forlag:
Gyldendal
Følelses-barometer:
Vennerne Karl og Sara bor i den lille, svenske havneby Krapsørev. Det er netop blevet juleferie og Sara har været så heldig at få hovedrollen i ”Et hus ved havet”, et teaterstykke som handler om Krapsørev’s historie. Men til juleafslutningen i byens forsamlingshus sker der pludselig mystiske sager. En ældre kvinde, Engla Forin, falder om midt under sin oplæsning af Juleevangeliet, og under sit ildebefindende hvisker hun til Karl, at han er den eneste der kan hjælpe hende. Karl er næsten sikker på, at den hjælp ikke handler om at tilkalde en ambulance, men om noget dybere, for Engla har haft nogle heftige diskussioner med byens læge, doktor Ekwall, som Karl tilfældigvis har overhørt.
Karl finder langsomt ud af hvad det hele handler om, mens Sara samtidig begynder at opføre sig mere og mere sindssygt. Teaterstykket ”Et hus ved havet” viser sig faktisk at være noget af en spøgelseshistorie, og rygtet siger, at den der spiller hovedrollen som pigen Lilly, faktisk også plejer at skifte personlighed til hende jo nærmere premieren kommer.
God til højtlæsning
Kaptajnens Grav er en roman for de 8-12-årige, som desuden egner sig rigtig godt til højtlæsning. Vi har tidligere mødt Karl og Sara, og indbyggerne i Krapsørev i Spøgelsesskibet Vallona, men bøgerne kan netop læses helt uafhængigt af hinanden. Dejligt.
Gennemarbejdet roman
Der er længe siden jeg har set så gennemarbejdet en roman, og ikke en eneste detalje er overladt til tilfældighederne. Plottet er sindrigt strikket sammen, ligeså indviklet som i en voksen-krimi, hvor alle hovedpersoner og bipersoner egentlig kan være indblandet i sagen, så man ikke føler sig sikker på nogen som helst. Skønt!
Fyldt med naturbeskrivelser
Det er ikke så forbavsende, at bogen er udgivet i Sverige på forlaget ”Natur og Kultur”, for historien er smækfyldt med beskrivelser af Krapsørev’s smukke natur og dyreliv, og samtidig er alle byens juletraditioner (kulturen) beskrevet grundigt. Det er enormt hyggeligt at høre om alle disse ting, og nok specielt hyggeligt at få læst dem op, men de tager også så meget overhånd, at det går ud over hovedhistorien, som så bliver ganske langtrukken.
Fem spøgelseshistorier
Ydermere bliver hovedhistorien afbrudt af ikke mindre end fem ret lange spøgelseshistorier fra egnen, hvor vi igen skal lære nye hovedpersoner af kende i hvert eneste beretning, og det er alt for meget at holde styr på. Hvor natur- og kulturbeskrivelserne er i top, bliver der tilgengæld sprunget let hen over beskrivelserne af Karls og Saras tanker og følelser, og derfor bliver det også sværere at identificere sig med Karl og Sara. Og det er jo netop dem man skal føle sig rigtig knyttet til, før selve plottet virkelig trænger ind på livet af én, og man oplever spænding.
Håber den bliver til film en dag
Kaptajnens Grav er så velkomponeret en roman, at jeg håber en dygtig, svensk filminstruktør snart kaster sig over den, og laver den til en børnefilm. Normalt er der ikke meget gys der bider på mig, men spøgelseshistorierne er faktisk rigtig uhyggelige, på grund af de fine beskrivelser. Jeg elsker Sverige. Jeg elsker jul, sne, skøjteløb og gløgg, som bogen er fyldt med, men jeg savner altså lidt spænding, og jeg savner at mærke Karl og Sara meget mere. Det er jo trods alt dem der er hovedpersonerne, og ikke Karls morfar. Det rigtig gode ved Kaptajnens Grav er, at den på grund af spøgelseshistorierne, både er interessant for drenge og piger, og derfor utrolig velegnet til højtlæsning i 3.-4.-5. klasse.
Emner: dæmoner, døden, god til højtlæsning, gys, mystik, overtro, spøgelser, genfærd
Lena Ollmark & Mats Wänblad: Kaptajnens Grav. Oversat af Tina Sakura Bestle. Illustreret af Flemming Jeppesen. Gyldendal, 2010.- 163 sider
Skriv et svar