Dødsbørn: Nicole Boyle Rødtnes’ fantasyroman er helt klart for de børn og yngre teenagere, der elsker at få en på opleveren, og som derfor vil elske skeletterne i skabene og gysene i kloakkerne, i universet om Davie, der kommer i praktik som kloakpasser.
| Af Peter Kock Henrichsen |  |
Titel:
“Dødsbørn, Skeletter i skabet 1”
Forfatter:
Sider:
258
Udkommer:
6. april 2010
Forlag:
Facet
Følelses-barometer:
15-årige Davie er færdig med skolen, og ligesom alle de andre i klassen – hans bedste ven Gawin og veninden Michia – skal han flytte hjemmefra og ud og have en praktikplads i et år. Eleverne kan ikke selv vælge pladser, men får tildelt dem ved lodtrækning, og Davie trækker noget så trist som kloakpasser. Han flytter derfor modvilligt ind hos sin læremester, kloakpasseren William, og hans blinde hustru Ann.
Men allerede første dag på jobbet i kloakkerne, bliver Davie bidt af en kæmpe blåslange, og da det er ret usædvanligt bliver hele byen sat på den anden ende. Samtidig er der et såkaldt dødsbarn der undslipper fangeskab på en lokal institution, og det gør stemningen i byen endnu mere trykket. For dødsbørn er vildfarne sjæle i en fremmed krop, og de vil gøre alt i verden for at finde deres oprindelige krop, og i forsøget på det kommer de til at slå de mennesker ihjel som de kommer i kontakt med. Dramaet er for alvor sat i Davies by.
Fantasy med et strejf gys
Sproget er flydende og nemt, og man kører bare derud af i første bind af Nicole Boyle Rødtnes’ debutroman Dødsbørn – Skeletter i skabet 1. Selvom idéen med mennesker der bliver overtaget af rastløse sjæle, er set ofte før, senest i Nikolaj Arcels børnefilm De Fortabte Sjæles Ø fra 2007, fungerer idéen med dødsbørn rigtig godt og troværdigt.
Det er først og fremmest fantasy, men vi har lige et ben ovre i gyser-genren, når vi får fortalt om disse dødsbørn, som på baby-stadiet får fortrængt deres egen sjæl og bliver overtaget af en fremmed sjæl, og efterfølgende bliver taget fra forældrene og spærret inde på en institution.
Det lægger op til det helt store gys, at sådan et dødsbarn undslipper en institution, og samtidig er det rigtig morsomt at læse om Davies kammerat Gawin, der skal i praktik i blåslangekorpset, og Michia, der bliver “sygeplejeelev” på institutionen for dødsbørn. Alt tegnede rigtig godt i begyndelsen, og jeg glædede mig meget til at læse videre.
Den spændende, nye fantasy-verden
En fjerdedel inde i bogen begyndte der dog at dukke lige lovligt mange spørgsmål op. Når man læser fantasy, er det jo fordi man er nysgerrig på nye spændende verdner og hvordan de ser ud, men netop dét er desværre Dødsbørns svaghed. Der er praktisk taget ingen beskrivelser af byens og gadernes indretning eller af hovedpersonernes udseende eller beklædning. Og nøj, hvor jeg savnede et kort.
For selv at kunne danne sig et billede, kigger man jo ofte efter detaljer der kan angive en tidsalder, og husene der hverken har telefoner, elektriske apparater, elektronik og ej heller lys, lyder meget som begyndelsen af 1800-tallet. På kroen giver man mønter for et krus øl, hos William er der kun musik når han selv spiller klaver, og for at få lys bærer man rundt på nogle fascinerende såkaldte husflammer, både i stuerne og kældrene. Også når William trækker Davie med ned i kloakkerne til blåslangerne, ikke lommelygter, men husflammer i hænderne!
Husflammer og sporvogne?
Men hold nu fast, for byens eneste transportmiddel, udover skosåler, er sporvogne(!), der jo som bekendt kun kører på el – store mængder el! Og institutionen for dødsbørn har pludselig ruder af spionglas, blinkende lys i rødt og hvidt og klassisk musik, som formodentlig bliver spillet fra et anlæg. Alt sammen futuristisk og helt ude at tråd med den ellers ret karakteristiske 1800-tals-verden. Der kommer ingen forklaring på disse modsætninger, og der føler jeg at fantasy-verdenen er skruet for hurtigt sammen – illusionen brister.
Fine skeletter i skabene
Der er rigtig gode beskrivelser af de vigtige ting som husflammer og familiens skeletter i skabene, der er virkelig morsomme og unikke. Men jeg mangler overordnede beskrivelser til at binde det hele sammen og skabe en helhed. Universet føles som filmkulisser – det er lidt svært at tro på. Som for eksempel når Davie er på hospitalet, og hospitalet ikke er beskrevet, sidder jeg og tænker: “Skal jeg nu forestille mig et gammeldags hospital som i 1800-tallet med æter, hvidemaljerede skåle og værktøj der nærmest ligner torturinstrumenter, eller skal jeg forestille mig en hypermoderne skadestue med latexhandsker, engangssprøjter og blinkede elektroniske apparater?”. Jeg kunne ikke finde svaret, og pludselig fik jeg abstinenser til Lene Kaaberbøls Skammer-serie, hvor alt passer så godt sammen rent tidsmæssigt.
Vi nåede hospitalet, og de venlige mennesker fra sporvognen bar mig helt hen til svingdøren. Derfra støttede William mig ind i modtagelseshallen, hvor en ung sygeplejerske tog imod os.
“Vi skal bruge modgift og det i en fart,” sagde William. Han satte mig på en af de opstillede træstole. Sygeplejersken stivnede, mens hun stirrede fra ham til mig.
“Det er en blåslange, der har bidt ham,” fortsatte William.
Dødsbarnet Temate styrer
Dødsbarnet Tamate er der heldigvis en fin beskrivelse af, og det er også en stor fornøjelse at se hende afbildet på Rasmus Jensens flotte forsidetegning, når hun i naivitet forsøger at fange sommerfugle hun aldrig har set før. Billedet af Davie virker dog helt misvisende. Fyren på forsiden ligner en mand på 19-20 år, og i bogen er Davie netop en kejtet, uerfaren teenager på 15, som nogen oven i købet omtaler som et barn.
Fodret med overraskelser og Cliff-hangers
Man bliver nærmest fordret med overraskelser og cliff-hangers i hvert eneste kapitel af Dødsbørn. Der sker virkelig mange sjove og spændende ting, og jeg tror de yngre børn vil nyde det og suge det i sig. Ulempen er, at det føles som om tingene først bliver opfundet, når der er brug for dem. Hvis Davie for eksempel skal være alene hjemme i Williams hus, fordi handlingen kræver at han er alene, bliver der lige opfundet en niece der har 18-års fødselsdag som Ann og William skal besøge. Det er for nemt. Er du garvet fantasy-læser, vil du også hurtigt opdage at du ikke får spor at gå efter. Du får ikke mulighed for at regne ud hvad der skal ske, eller hvad der kunne ske, og derfor bliver du ikke særlig engageret eller spændt. Du får flotte oplevelser som blev du kørt igennem et spøgelsestog, og det er jo også sjovt, men du får ikke forventningens glæde over, at du kan ane en konflikt lidt ude i fremtiden af historien, for du får ikke lov til at deltage i opklaringen.
Følelseskolde teenagere uden flirt
Michia, som er Davies jævnaldrende veninde, havde jeg forventet mig rigtig meget af. Hun er der for Davie når han er syg, og hun hjælper ham sødt undervejs. Men der er ingen personbeskrivelse af Michia. Vi aner ikke hvordan hun ser ud, og hun får ingen følelser eller interesse tilbage fra Davie, for alt det venlige hun gør. Michia og Davie er 15 år, et tidspunkt hvor hormonerne og forelskelsen pulser ukontrolleret rundt i kroppen, men der er ikke engang et tegn på flirt eller omsorg mellem dem. Intet! Øv, sikken et spild.
Ingen forløsninger i 1’eren
Der er en fortsættelse på vej af Dødsbørn, som formentlig udkommer i foråret 2011. Det er helt ok at føre en historie videre, også igennem mange bøger ligesom i Harry Potter og Twilight, men i de to sidstnævnte er der også mindst én stor forløsning hen mod slutningen i hver bog. Det synes jeg ikke jeg fik i Dødsbørn. Det føltes mere som at have læst halvdelen af én bog, der var delt over i 2 dele, eller som at se en halv film. Jeg mangler slutningen på alle mysterier og sidehistorier, og det føles faktisk mere irriterende end spændende.
Dødsbørn startede jublende godt for mig med højlydte grin og fascination af Davies praktikplads, men jeg endte med at tabe interessen fordi jeg synes historien ikke har en fast retning og et mål, og personerne ikke har følelser for hinanden. Umiddelbart synes jeg Nicole Boyle Rødtnes er helt anderledes sikker og præcis når hun skriver socialrealistiske ungdomsbøger som i romanen Bitchen imellem os. Én af mine største favoritter.
Skriv et svar