Viljepigen af Mette de Fine Licht

Unge og kræft: Kræft har for mig altid været noget, jeg vidste fandtes. Min forståelse af det var ikke særlig tydelig, men jeg vidste, at en masse blev ramt af det årligt og døde. Efter jeg læste den sidste side i Viljepigen af Mette de Fine Licht, har jeg dog fået en kæmpe respekt for sygdommen og en større forståelse for, hvordan det egentlig er. Bogen åbnede mine øjne for noget, jeg aldrig rigtig havde tænkt over – tør du få dig en øjenåbner?

Af Rebecca Johansen, 15 år

Titel:

“Viljepigen”

Forfatter:

Mette de Fine Licht

Sider:

190

Udkommer:

10. november 2010

Forlag:

Skriveforlaget

Følelses-barometer:

I Viljepigen møder vi Mette, der er 16 år, har sommerferie og er helt klar til at tage på festival, da hun får den fatale nyhed, at hun har kræft i benet – endda en af de sjældne slags. Dette betyder, at mens hendes venner fester og nyder livet, må hun køre frem og tilbage mellem Odense og Århus for at få kemo – noget, der hæmmer Mette fra at lave al det, hun lavede før hun fik diagnosen og noget, der vender op og ned på hendes liv. Hendes trygge rammer går i stykker, og kemo, kræft og sygdom tager styringen.

Under og efter

Bogen er delt op i to dele: En del, hvor man hører om hele sygdomsforløbet, og en del efter det hele er overstået og Mette er blevet rask igen. Indimellem kommer der også små uddrag fra hendes dagbog, der går i dybden og giver læseren et fint billede af, hvordan Mette har det – måske finere end egentlig selve teksten.

Hvis man læser mellem linjerne i resten af boget kan man sagtens opfatte alle følelserne, som de små dagbogs uddrag beskriver, men det er også dejligt, at der bliver sat ord på det, og vi oplever Mette som teenager, og hvordan det egentlig har påvirket hende.

Gribende og fangende

Da jeg begyndte at læse Viljepigen, tænkte jeg, at det ”bare” var en historie om en, der havde fået kræft – men bogen er meget mere end dét. Beretningen handler om at tro på sig selv, og om ikke at lade chancerne forgå. Mette er en utrolig stærk pige – også i de stunder, hvor hun måske ikke føler sig stærk. Historien er gribende og fangende, og kan være en støtte til piger, der er i samme situation som Mette. Men den henvender sig også til os, der er nysgerrige og gerne vil lære mere om emnet og komme under huden på en kræftpatient.

Man føler man er Mette

Jeg læste den i en ruf og kunne slet ikke lægge den fra mig. Historien er spændende på den måde, at man føler man er Mette og man føler, at man kan sætte sig i hendes sted – hvilket vi jo i princippet egentlig ikke kan. Jeg tror først, at man kan det, når man står i den samme situation som hende.
Dét, at have kræft, har altid været lidt diffust for mig – jeg har aldrig rigtig gået og spekuleret på, hvordan det egentlig er, og selvom jeg har læst nogle bøger, hvor fiktive personer har det, så har jeg aldrig rigtig fået sat billeder eller ord på det; det eksisterede bare. Men efter jeg lagde Viljepigen fra mig, synes jeg, at kræft har fået en mere fast form: Jeg kan nu sætte mig en lille smule ind i hvordan det hele forgår, og hvad der forgår i en kræftpatients hoved.

Hvad må man skrive og hvad må man ikke skrive

Jeg syntes, at bogen var svær at anmelde. Hvordan forholder man sig egentlig til kræft? Og hvad må man skrive og hvad må man ikke skrive? var noget af det, der spøgte i mit hoved under hele anmeldelsesprocessen. Jeg har ikke selv oplevet kræft på tæt hold – men jeg kender nogle, der har det, og jeg ved, hvor svært det har været for dem. På den måde har jeg vel også fået det indtryk, at man ikke skal tale så meget om det – men jeg har erfaret, efter jeg læste Viljepigen, at det måske ikke er helt rigtigt.

Der opstår tit situationer når folk er syge, hvor man simpelthen ikke aner, hvad man skal sige til dem – sådan har jeg det i hvert fald. Skal jeg sige: ”Nårh, hvor er det synd”? Og i så fald, hvordan vil personen have det med det? Jeg tror, at det vigtigste er, at man ikke forholder sig stille, men at man snakker og opfører sig normalt omkring personen. Noget, som Mettes veninder og familie også får besked på. Mette vil bare gerne være rask og en helt almindelig gymnasiepige med langt lyst hår – og i hvert fald ikke identificeres med en, der er syg.

Her er jeg – dette er min historie, og det kan ingen lave om på

Viljepigen er den første selvbiografiske bog jeg har læst, så jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente af den. Heldigvis blev jeg positivt overrasket.

Mette beskriver sine følelser under hele sygdomsforløbet rigtig godt, og bare dét at få lov til at komme ind i hendes hoved og opleve det hele ud fra hendes øjne, synes jeg er modigt af hende. Jeg tror ikke selv, at jeg ville turde gøre det – man bliver på en og samme tid vildt sårbar, mens man fortæller om sin tankestrøm og derfor beundrer jeg Mette for at sige: ”Her er jeg – dette er min historie, og det kan ingen lave om på!”

Bogen er en, jeg gerne vil anbefale alle, der er interesseret i emnet – men også til jer, der normalt ikke læser bøger som Viljepigen. Jeg slugte den i hvert fald og er super glad for, at jeg fik muligheden for det.

Jeg er 100% sikker på, at Viljepigen kan hjælpe mange andre unge, der måske lever i et sygdomsforløb; for Mette er viljepigen og et sand bevis på, at man ikke skal give op selvom alt ser mørkt og trist ud. Måske er lyset for enden af tunnelen nærmere end du tror.