‘Djævelske mekanismer’-serien: Cassandra Clare har lavet sit forarbejde til et 12-tal, da hun genskabte London i 1878 og definerede sin egen fantasy-verden med vampyrer, warlocks og skyggejægere. Aldrig har jeg læst en så grundig roman med så mange detaljer, og selv om jeg manglede lidt mere action, har billederne brændt sig ind i min hukommelse for evigt. Det er en bog man vender tilbage til, og forventningerne til 2. og 3. bind er store.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

‘Urværksenglen’ (Djævelske mekanismer 1)

Forfatter:

Cassandra Clare

Oversat af:

Mette Skot Perschke

Originaltitel:

The Clockwork Angel

Sider:

411

Udkommer:

1. april 2011

Forlag:

Borgen

Hjemmeside:

The Infernal Devices

Følelses-barometer:







Året er 1878 og 16-årige Tessa er på vej med skib fra New York til London. Hun skal over og bo hos sin bror i London, men på kajen i Southhampton venter der ingen Nate. En fåmælt kusk vinker i stedet Tessa ind i en lille drosche, hvor to mystiske kvinder, Mørkesøstrene, overbeviser hende om at de skal hente hende, fordi Nate har travlt.

Tessa ender dog som fange i ét af Mørkesøstrenes fangekamre, og dagligt tvinger de hende igennem øvelser, der grænser sig til tortur. Mørkesøstrene får også Tessa til at Skifte til sidst. Langsomt opdager Tessa nemlig, at hun ikke er et helt almindeligt menneske, for hun kan transformere sig – Skifte – til at være både døde og nulevende væsner, blot hun har én af deres personlige ting på sig. Denne egenskab vil Mørkesøstrene uden tvivl udnytte, og pludselig bliver Tessa viklet ind i et langt mareridt, hvor hun opdager at der både eksisterer vampyrer, warlocks og skyggejægere, hvor de sidstnævnte har til opgave at udrydde de mørkeste kræfter. Man kan dog også gå hen og blive forelsket i dem.

Trilogien ‘Djævelske mekanismer’

‘Urværksenglen’ er første bind i Cassandra Clares nyeste trilogi ‘Djævelske mekanismer’ (The Infernal Devices). Da bogen udkom i USA den 31. august 2010, solgte den 50.000 eksemplarer på en uge, hvilket taler for sig selv. Cassandra Clare er nemlig allerede kendt for en hel del andre bøger. Unge i Danmark kender nok bedst trilogien ‘Dødens instrumenter’ (The Mortal Instruments), som blev oversat til dansk fra 2008-2010. Vender vi tilbage til ‘Djævelske mekanismer’ er bind 2, ‘Clockwork Prince’ planlagt til september 2011, og bind 3, ‘Clockwork Princess’ planlagt til september 2012 – på amerikansk vel at mærke. Så når du går i gang med ‘Urværksenglen’, skal du altså have en tålmodighed, der kan klare et lille års ventetid, før du får fortsættelsen på dansk.

Cassandra Clare er grundigheden selv

Det vidunderlige ved at læse Cassandra Clare, er, at hun er grundig. Grundig med personbeskrivelserne, grundig med følelserne, grundig med udseendet på sit univers, grundig med sine overnaturlige skabninger, grundig med plottet. Ja, grundig med alt! Det er virkelig en svær opgave, at konstruere en perfekt fantasy-verden. Det er som at lege Gud påny, og når du først har skabt ét væsen, skal du til mindste detalje gennemtænke hvordan dets egenskaber er, og hvordan det griber ind i de andre væsners liv. Jeg har ofte læst fantasy, hvor forfatteren virker som om hun blot definerer tingene undervejs, for “hey, det kunne da lige være sjovt, hvis der også eksisterede sådan et væsen, sådan en magisk egenskab og sådan et transportmiddel!”, men hvis man ikke nøje har predefineret sit univers og sine skabninger inden man begynder at skrive, vil man hurtigt afsløre sig selv. Det er ligesom det perfekte mord. Hvis man ikke i forvejen grundigt har konstrueret sit falske alibi, men blot finder på det løbende, vil kriminalbetjenten altid finde et hul. Måske ikke ved første afhøring, men så ved 4. eller 5. 😉 Og får man som læser fat i den slags fantasy, kan det ødelægge hele læseglæden, når uoverensstemmelser i universet begynder at dukke op på overfladen.

Sherlock Holmes’ univers er genskabt

Cassandra Clare har i midlertid lavet sit forarbejde til et 12-tal – både på fantasy’ens side og på den historiske – og at blive inviteret med på en så velplanlagt rejse tilbage til London i 1878, var ganske simpelt unikt. Jeg kunne lugte, smage, føle og ikke mindst se det hele. Beskrivelserne af arkitekturen og stemningerne i byen, er helt på højde med Sir Arthur Conan Doyle’s beretninger om detektiven ‘Sherlock Holmes’. For på præcis samme tidspunkt som Tessa kommer til London (1878), bor Conan Doyle’s detektiv, Holmes, faktisk i Montague Street, tæt på British Museum – kun et kvarters gang fra skyggejægernes domicil ‘Instituttet’ (Fleet street). At det så er to vidt forskellige beretninger er anden ting, men elsker man kulturen, regnvejret, floden, kvindernes smukke kjoler, mændenes høje hatte, hestedroscherne og de skumle gyder i ‘Sherlock Holmes’ London, er man så heldig, at kunne genopleve byen i ‘Djævelske mekanismer’. Det prisværdige er, at Cassandra Clare har genskabt London 135 år efter, hvor Conan Doyle selv levede i slutningen af det 19. århundrede, og var tidsmæssigt på hjemmebane. Nu vi er ved perfektionen, kan jeg ikke rose Mette Skot Perschke’s oversættelse nok. Sproget er så dejligt og varieret på dansk, og jeg fandt ikke en eneste sætning, hvor opbygningen lød amerikansk. Så skønt.

Savnede mere action

Historien i ‘Urværksenglen’ er også spændende, og plottet er gennemtænkt, som intet andet jeg har læst. De mange beskrivelser, fik mig hurtigt til at identificere mig med Tessa, og det er det fundamentalt vigtigste i så lang en serie. Bogen er nemlig på 400 sider, som måske ikke er så meget for den trænede læser, men fordi så meget af teksten er beskrivelser, hvor man skal forestille sig arkitektur, personer og egenskaber, tog den ganske lang tid at læse, modsat bøger, hvor alt er action og fysiske handlinger. Jeg mener der er fire store actionscener i romanen, hvor resten mest af alt er hverdagsbeskrivelser af livet på skyggejægernes institut. Det sidste er enormt hyggeligt, men selv om jeg ingen problemer har med “pigebøger” og følelser, fik jeg dog momenter, hvor jeg blev fuldstændig desperat for at der skulle ske noget mere. Skyggejægere, warlocks og dæmoner kan en frygtelig masse tricks, og dem ville jeg gerne have set meget mere til i rå action-scener, som Cassandra Clare også mestrer. Jeg frygter lidt, at ikke mange drenge har den tålmodighed, der skal til for at læse historiens utallige beskrivelser. Sukkersød romantik skal man dog ikke frygte, hvis man som dreng sætter sig til rette med ‘Urværksenglen’, for vel er der romantiske antydninger løbende, men det er på ingen måde en kærlighedsbog.

Uddrag af ‘Urværksenglen’

Låsens klik afbrød brat hendes tanker. Døren gik op; Miranda stod på dørtrinnet.
“Nu skal du følge med,” sagde hun. “Mrs. Black og mrs. Dark venter.”
Tessa så på hende med foragt i blikket. Hun kunne ikke se, hvor gammel Miranda var. Nitten? Femogtyve? Der var noget ubestemmeligt over hendes glatte, runde ansigt. Hendes hår havde samme farve som opvaskevand og var altid strøget om bag ørerne. Ligesom Mørkesøstrenes kusk havde hun udstående øjne som en frø, hvilket gav hende et evigt overrasket ansigtsudtryk. Tessa mente, at de måtte være i familie.
Mens de sammen gik nedenunder – Miranda marcherede af sted med uelegante, spjættende skridt – løftede Tessa hånden og lagde den om den lille engel, som hang i kæden om halsen. Det var en vane – noget hun gjorde hver gang, hun blev tvunget til at mødes med Mørkesøstrene. Vedhænget beroligede hende. Hun holdt fast om det, mens de passerede repos efter repos. Mørkehuset var stort, men Tessa havde kun set Mørkesøstrenes gemakker, gangen og trappen og sit eget værelse. Omsider nåede de ned i den mørke kælder. Der var klamt, væggene drev af fugt, men det havde søstrene åbenbart ikke noget imod.

Minder historien om ‘Dødens instrumenter’?

Ligner ‘Djævelske mekanismer’ så serien ‘Dødens instrumenter? Se, det er et rigtig godt spørgsmål, som jeg håber du som læser vil besvare i en kommentar nedenfor. ‘Urværksenglen’ er min første bog af Cassandra Clare, så jeg kan ikke svare på det. Så vidt jeg kan tyde af anmeldelser og blurbs på ‘Dødens instrumenter’ er vampyrerne, warlocks og skyggejægerne i ‘Urværksenglen’ “genbrug” fra ‘Dødens instrumenter’. Hvis man som Cassandra Clare netop har brugt meget tid på at definere sit perfekte univers, virker det også både naturligt og fornuftigt at beholde skabningerne og spillereglerne. Jeg kan dog blive en anelse nervøs, når jeg læser om Clary i ‘Dæmonernes by’, der også er en almindelig teenagepige, der pludselig opdager at hun også har overnaturlige evner, kan se vampyrer, warlocks og skyggejægere og tilmed bliver forelsket i en skyggejæger. Så får jeg lidt koldsved og begynder at frygte, at det blot er nutids New York, der er udskiftet med London i 1878. Men det må du hjælpe os med at opklare.

Oplevelser og billeder jeg aldrig glemmer

Uanset hvad svaret bliver, havde jeg en 6-stjernet oplevelse med ‘Urværksenglen’. Der var så meget tankearbejde i den, at min tålmodighed og min fantasi kom på hård træningslejr (og den sidste er ellers ret livlig og legesyg i forvejen), men når jeg endelig gav mig ro til at forestille mig hver eneste detalje som Cassandra Clare beskriver, gav det mig også oplevelser og billeder, som jeg aldrig glemmer. Da jeg havde læst bogen til ende, skulle jeg lige tænke over den et par dage, og i tænkepausen blev jeg egentlig endnu mere fascineret af universet. Faktisk så meget, at jeg er begyndt at læse ‘Urværksenglen’ forfra igen. Og det må vel siges at være et kvalitetstegn!? 🙂