‘Det døde land’-serien: Josefine Ottesen er en mester i at bygge sci-fi-universet og karaktererne op. Det tegnede virkelig lovende og var ret spændende de første 100 sider, men så var det som om al fyrværkeriet var opbrugt og festen var forbi.
| Af Peter Kock Henrichsen |  |
Titel:
‘Golak’ (Det døde land 1)
Forfatter:
Illustrator:
Emil Landgreen
Sider:
323
Udkom:
10. oktober 2008
Forlag:
Høst & Søn
Følelses-barometer:
17-årige Jonah bor sammen med sin lillesøster Maddie, sin storebror Mik og sine forældre i en bjerglandsby, der stort set fungerer som i middelalderen. Vi befinder os i en ukendt fremtid, hvor mennesket har misbrugt kloden så meget, at verden nok burde være gået under, men menneskerne og nogle halvmenneskelige dyr, kaldet golakker, har trods alt overlevet. De gamle mænd, der styrer Jonahs landsby og fungerer som både politikere, dommere og politi, er overbevist om at menneskets trang til udvikling, er den skyldige, ødelæggende drift. Derfor er det kun tilladt at bede, synge og arbejde så man kan skaffe sig mad, og forsvare sig mod de onde golakker. Men Jonah kan ikke acceptere den livsstil. Han har en umådelig skabertrang og lyst til at undersøge og udvikle nye spændende ting. Det giver ham både problemer på familiefronten og i landsbyen.
Fantastisk defineret Dystopia-univers
‘Golak’ er første bind i danske Josefine Ottesens science fiction-trilogi ‘Det døde land’. Scenariet er det, som man kalder ‘Dystopia’ — altså en verden, der er gået under og er ude af balance og nu styres af et dystert anarki. ‘Det døde land’ har en af de bedst planlagte og definerede sci-fi-verdner, jeg har læst i dansk sci-fi. Personerne er yderst velbeskrevet og træder meget tydeligt frem, og der ligger hundredvis af små intriger og lurer hist og her, fordi alle de mange forskellige personligheder, har et eller andet på hinanden fra konflikter i fortiden. Det gjorde historien utrolig spændende ligesom en krimi, og mine tanker strejfede da også klassikeren ‘Roses navn’ af Umberto Eco, hvor der sker en del mord i et italiensk munkekloster i bjergene i 1300-tallet. Den dystre og den religiøse stemning er lidt den samme i ‘Golak’, og det skal bestemt tages som en kompliment. Endelig kommer de spændende væsner, golakkerne, ind som et ekstra krydderi og sætter lidt action på dagsordenen i den ret så spændende første halvdel.
Uddrag af ‘Golak’:
I det samme kom Maddie buldrende ind ad døren. Med en stønnen lod hun sig demonstrativt falde ned på bænken. Et advarende blik fra hans mor fik Jonah til at rejse sig.
“Vi skal alle sammen samles i bedehuset,” klagede Maddie og rev båndet ud af sit hår, så det lagde sig som en kappe over hendes skuldre. “Et helt døgn skal vi bede om tilgivelse for, at vi forsvarede os og slog golakkerne ihjel. Og jeg som troede, at vi bare skulle blive inden for bymuren, men nej: Vi skal bruge resten af dagen og natten med til at bønfalde Den Almægtige om at holde hånden over os og skåne os for flere angreb.” Hun kiggede op og himlede med øjnene. “Og hvad så med byggen? Sagde far ikke i går, at der var tid til at få sæden i jorden? Er det ikke vigtigere end golakker og takkebønner?”
“Du plejer da ellers ikke at være den første, der springer op, når der skal arbejdes i marken,” sagde Jonah.
“Nej, men hellere lidt slid og slæb og frisk luft end at skulle sidde inde i det beklumrede bederum …”
Kræver en engels tålmodighed
Midtvejs i bogen går historien dog over i et langsommere og langsommere tempo. Selvom Jonah forlængst har erkendt, at han er fuldstændig forskellig fra alle i byen og ikke engang er i familie, med dem han troede var hans familie, bliver han i byen. Hverdagens gøremål glider over i en depressiv tilstand, hvor vi igen og igen hører om de daglige bønner til den almægtige, landbruget og hvordan Jonah skridt for skridt for skridt forsøger at gøre det gamle orgel spilleklar. Sidste halvdel af bogen krævede en engels tålmodighed, eller måske netop en piges tålmodighed. Jeg læste et kapitel, faldt i søvn, læste et halvt kapitel, faldt i søvn, lyttede et kapitel som lydbog, hvilket fik mig til at falde endnu hurtigere i søvn.
Science fiction for piger
Jeg har læst mange tykke og langtrukne bøger, men sidste halvdel af ‘Golak’ slog alt. Jeg tror meget af frustrationen også ligger i drengementaliteten om at der skal ske noget! Josefine har tegnet en voldsomt spændende sci-vi verden, med alt hvad hjertet og fantasien kan begære, og som bare må opleves! Hun har oven i købet nogle ret fede og meget drengede kampscener mod golakkerne i begyndelsen af bogen. For hvert eneste kapitel håbede jeg, at Jonah netop drog ud i den spændende verden og blandt andet udforskede mysteriet om golakkerne. Til gengæld strander han i en identitetskrise, bliver i landsbyen, og bruger sin tid på at bede, synge og bygge et orgel. Helt ærligt … igennem de sidste 170 sider faldt jeg fra 5 stjerner og ned på 3. Både begyndelsen og Emil Landgreens superfede forside lover meget mere drenge-spænding, og så er det altså hårdt, at acceptere det modsatte.
‘Golak’ ender derfor helt klart som science fiction for piger. Men selv pigerne tror jeg dog bliver lidt trætte af, at Jonah nærmest går i følelsesmæssigt selvsving i sidste halvdel, og ikke tager lidt affære og viser sig som den helt, han var i begyndelsen da Maddie forsvandt. Mit store håb er dog, at Jonah i andet bind ‘Genfødt’, bliver genfødt som helten og initiativtageren og drager ud i den store verden og forfølger alle de eventyr, som gik helt i stå i sidste halvdel af ‘Golak’.
(‘Golak’ modtog Kulturministeriets børnebogspris som “Årets bog” i 2008. ‘Golak’ er netop genudgivet i en ny paperback-version.)
