‘Heist Society’-serien: En børnebog i ungdomsforklædning, der virker som om Ally Carter har set en masse kunsttyve-film og blot ville lave noget, der mindede om.
| Af Peter Kock Henrichsen |  |
Titel:
‘Heist Society – mit liv som tyv’
Forfatter:
Oversat af:
Mette Holm
Sider:
307
Udkom:
15. maj 2011
Forlag:
Alvilda
Følelses-barometer:
15-årige Katarina Bishop (Kat) er vokset op med en mor og en far, der var blandt verdens bedste kunsttyve. Uden hun tænkte over det, var hun allerede som helt lille medspiller i disse tyverier, mest af alt som den lille søde pige, der kunne aflede vagternes opmærksomhed. Nu har hun dog frigjort sig fra sine forældre og går på den meget fine kostskole ‘Colgan’. Men Kat når dårligt at påbegynde semesteret, før hendes bedste ven, Hale, får trukket hende ud og indraget hende i et kunsttyveri af fem uvurderlige malerier. Kats far er mistænkt for dåden og en mafiaboss er ofret. Kat og Hale er nødt til at gøre et eller andet for at redde Kat’s far.
Store forventninger
Jeg havde virkelig store forventninger til ‘Heist Society – mit liv som tyv’, Ally Carters roman og første bind i en serie, der er indtil videre er planlagt til fire bind. Jeg har også altid elsket film, hvor de snedige forbrydere sænkede sig ned fra loftet i hemmelige boksrum, der var oversået med alarmer, og alligevel slap godt fra det. Hjerne, der vandt over muskler. At 15-årige Kat får den ærefulde rolle i en ny kunsttyve-serie, forstår jeg godt tiltaler rigtig mange børn og unge, i særdeleshed teenagepiger.
Børnebog i ungdomsforklædning
Men … og sådan et skal der jo komme, når en bog scorer 2 stjerner – ‘Heist Society’ giver sig ud for meget mere, end den overhovedet er. Først og fremmest ligner den modestylede Kat på forsidefotoet helt klart en ‘Young Adult’-bog, som den skal, måske oven i købet en bog som voksne kan læse med i.
Anderledes forholder det sig dog når man åbner den, for sproget er utrolig simpelt og unuanceret, sætningerne er korte: Det er en ren børnebog i ungdomsforklædning – man tror man skal have Magnum Mandel, men det smager af Filur-is. De mange meget dygtige og læsevante teenagepiger, vil afgjort blive lidt skuffede over det lave niveau, og børn, der endnu ikke læser ungdomsbøger, vil nok have en tendens til at fravælge bogen, fordi forsiden ser så “voksen” ud. Det første jeg tænkte, da jeg så Kat, var i hvert tilfælde, at det var endnu en ‘chick-lit’-bog, hvilket jo er helt i skoven.
Kan ikke mærke hovedpersonerne
Børnebøger hvor heltinden er en frisk, modig teenagepige, holder jeg faktisk også rigtig meget af, så slaget var bestemt ikke tabt, men sådan nogle karakter-drevne historier kræver jo netop, at man kommer i dybden med karaktererne: deres personlighed, deres følelser, deres udseende. Kat og Hale er søde sammen, men jeg kommer ikke engang tæt på, at jeg føler jeg kender Kat efter bogens slutning.
Det som tiden bliver brugt på – som den så ofte gør i børnekrimier – er, at fortælle hvad der skal ske af forhåbentlig spændende ting. Men hvis jeg slet ikke kan mærke hovedpersonerne og ej heller føler med dem, bliver det lidt ligegyldigt hvad vi skal af storartede ting og om det foregår i Paris, New York, Las Vegas, Sabina-dalen, Wien, Napoli, Warszawa, London eller Rom. Og ‘Heist Society’ foregår faktisk over 10 forskellige steder på kloden, igen en tendens til at ville for meget på én gang, i stedet for at gå i dybden og skabe ro om de interessante, nemlig Kat og Hale.
Da bogen så lidt mere en halvvejs sporadisk begynder at skifte Kats synsvinkel ud med Amelia Bennets og Gregory Wainwrights, begynder jeg at spekulere om Ally Carter egentlig har styr på sin skriveteknik og ved hvad hun gør, eller hun blot prøver at efterligne store romaner. Det gør i hvert fald ikke forvirringen mindre og identificeringen med Kat større.
Uddrag af ‘Heist Society’:
Kat spiste sin pastramisandwich og drak limonade til. Hun kunne mærke, at Hale betragtede hende, men ellers sad hun bare musestille. Hendes familie ville virkelig have været stolt af hende.
En time senere fulgte Marcus hende op ad den svungne trappe. Kat stirrede og forsøgte at gætte, om butleren med det sølvgrå hår var halvtreds eller firs. Hun lyttede efter og forsøgte at finde ud af, om hans accent var mere skotsk end walisisk. Men mest at alt undrede hun sig over, at Marcus var den eneste butler, hun nogensinde havde set i kredsløb om planeten Hale.
Det hele er set før
Måske er det fordi ‘Heist Society’ minder mig så meget om en ungdomsversion af verdens bedste kunsttyve-film ‘Lokkeduen’ (‘Entrapment’ på amerikansk), at den heller aldrig bliver rigtig spændende. Det hele er set før. At slå eller blot komme op på siden af Catherine Zeta-Jones’ og Sean Connerys personligheder er på ingen måde lykkedes, selv om ‘Heist Society’ har lånt atmosfæren, men den har også helt glemt den humor og det glimt i øjet, der skulle have givet Kat og Hale stærke personligheder og drevet læseren frem. Ally Carter virker som om hun har set de 10 bedste kunsttyve-film, og derefter sat sig til at skrive en børnebog, der minder om. Men hvor er den unikke historie?
De rigtige kunstværker findes men blev droppet
Den store lidenskab for kunst, som er valgt som den røde tråd i serien, kan jeg heller ikke mærke, for er der noget Ally Carter går pænt uden om, er det hvorfor bipersonerne er så vilde med deres uerstattelige værker. Samtidig er alle kunstværkerne opdigtede (det er måske derfor ingen føler noget rigtigt for dem?), men værre er, at man så til aller sidst skal læse en faktaboks bagerst i bogen, som forklarer at kunstværkerne er opdigtede, men at der rent faktisk godt kunne have været tale om mange af de kunstskatte som nazisterne tilranede sig under 2. Verdenskrig. Hvorfor pokker har Ally Carter så ikke lavet research om netop disse kunstskatte og brugt dem i sin roman, så der i det mindste kunne være én unik idé der skilte historien ud, og som gjorde den lærerig!? Mit gæt er: fordi Ally Carter intet ved om kunst, fordi det ikke interesserer hende. Men skal man så skrive en serie om en teenage-kunsttyv?
Måske er det bare hyggelig børneunderholdning
Går man i dybden, falder man over alle disse detaljer og undres over at historien er så overfladisk og ikke spor lærerig. Men jeg kommer heller ikke uden om, at mange teenagere på Goodreads, har givet ‘Heist Society’ over middel i karakterer. Formentlig stiller de ikke store krav som jeg, og det kan jo også være rigtig godt — ikke at tage tingene for mere end de er. Måske er ‘Heist Society’ bare lidt hyggelig børneunderholdning for dem der ikke allerede har set en masse kunsttyve på film, og måske har det aldrig været Ally Carters mening, at det skulle være mere. Jeg ville dog have elsket en teenage-kunsttyve-serie, hvor jeg først og fremmest havde kunnet identificere mig med hovedpersonerne, og med en unik historie, der havde noget på hjerte, som man kunne huske den for.
Læg så lige mærke til, at “New York Times Bestseller-forfatter” trykt på forsiden, ikke betyder at ‘Heist Society’ har ligget på New York Times Bestseller-listen. Næ, det betyder blot at Allys ‘Gallagher Girls’-serie har ligget på listen. 😉
Skriv et svar