‘Sofies Verden’: ’Sofies Verden’ er, hvad jeg vil kalde en roman forklædt som en filosofisk lærebog. Såmænd meget lærerig – men ikke så underholdende undervejs, som man kunne håbe på.

Anmeldt af Josefine Mariendal Huus

Titel:

‘Sofies Verden’

Forfatter:

Jostein Gaarder

Oversat af:

Kirsten Vagn Jensen

Sider:

539

Udkom:

1992

Forlag:

Høst & Søn

Følelses-barometer:




Den ellers almindelige 14-årige Sofie, begynder at modtage gådefulde filosofi-lektioner via posten fra en ukendt afsender. Spørgsmålene stiller sig i kø, og de filosofiske tanker vækkes i Sofies hoved. Men med brevene følger mere end bare ny viden: Sofies eget liv bliver som et mysterium. Hvorfor modtager hun postkort, som er adresseret til en anden pige – Hilde? Hvem er Hilde? Og hvem er Sofie selv?
For at kunne finde svarene, må Sofie tage sin nye viden i brug og få hjælp fra sin filosofilærer. Men de må begge indse, at sandheden er meget mærkeligere end hidtil anset.

Ikke nok dybde

På nogle planer kan jeg godt relatere mig til Sofie. Jeg forstår hendes undren og forvirring ved det hele, filosofikurset, den fremmede pige, Hilde, hvis far sender hende postkort fra Libanon. Men så stopper relationerne mellem hende og mig. Som person er hun ret flad og uden den dybde, der gør, at man kommer til at lide hende som person. Hun var ikke en hovedfaktor, der gjorde, at jeg blev ved med at læse. Hendes problemer, tanker og liv er sideløberen til filosofiens historie, men den driver ikke lysten og spændingen den rette vej – desværre.

I det hele taget var de fleste af personerne ret kedelige og det samme med samtalerne i mellem dem. Jeg ærgrer mig over, at det gik den vej med det hele, for i starten syntes jeg, at Jostein Gaarder førte ’Sofies Verden’ hen af en interessant sti.

Interessant – til tider

I starten af ’Sofies Verden’ er mystikken stadig i behold, og bogen er tilnærmelsesvis spændende. Men som flere og flere sider bliver vendt, begynder en frustration at plante sig og tanker som ”hvornår er bogen slut?”. Parallelhandlingen ved siden af filosofien udvikler sig til noget mærkeligt, underligt noget, hvor det er svært at kende forskel på virkelighed og fantasi. Men på samme tid er den en smule interessant – til tider. Alligevel måtte jeg flere gange tvinge mig selv videre efter at have læst det samme afsnit flere gange, måtte skimme et par sider, før der var noget, der fangede interessen igen.

Bogen var i det hele taget meget tung og svær at komme igennem, og jeg tror helt sikkert, at den er bedre egnet til at blive læst i små bidder.

Uddrag af ‘Sofies Verden’

(Første filosofilektion via brev)
En hvid kanin trækkes op af en tom høj hat. Eftersom det drejer sig om en meget stor kanin, varer dette trick i mange milliarder af år. Yderst ude på de tynde hår bliver alle menneskebørn født. Derfor er de i stand til at undre sig over denne umulige tryllekunst. Men efterhånden som de bliver ældre, kryber de stadig dybere ned i kaninens pels. Og der forbliver de. Nu har de det så behageligt, at de aldrig vover at kravle op på de tynde yderhår i pelsen igen. Kun filosofferne lægger ud på den farefulde færd til sprogets og tilværelsens ydergrænser. Nogle af dem falder af, men andre klamrer sig fast til kaninpelsens hår og råber ned til alle de mennesker der sidder dybt nede i den dybe kaninpels og mæsker sig med god mad og drikke.
– Mine damer og herrer, siger de. – Vi svæver i det tomme rum!
Men ingen af menneskene nede i pelsen bryder sig om det filosofferne råber.
– Føj, sikke nogle fredsforstyrrere, siger de.
Og så fortsætter de snakken fra før: Vil du sende mig smørret? Hvor højt står bankaktierne i dag? Hvor meget koster tomaterne? Har du hørt at Lady Di skal have barn igen?

En pærevælling af informationer

De filosofiske læretimer beskrives bedre som én lang monolog end en dialog mellem to personer. Under disse monologer er det, som at der er intet andet i verden end det, der bliver sagt. Bare rene ord og filosofi i en stor pærevælling uden nogle tilføjelser, som for eksempel reaktioner fra karaktererne, beskrivelser af rummet de befinder sig i. Dette kunne jeg godt savne, for det ville have skabt bedre troværdighed for bogen som en roman.

Sofie er selvfølgelig hovedpersonen midt i alt dette, men Hilde spiller også en stor rolle i alle problemerne og har en central plads i historien.
Jeg har aldrig læst en roman om filosofi, men jeg kan kun forestille mig, at andre filosofiske bøger ville være langt mere spændende at læse end ’Sofies Verden’. Det er meget nemt at få alle de kendte filosoffers navne kludret sammen, så man knap kan huske dem bagefter læsningen, hvilket jo slet ikke er hensigten. Men der er et rigtig smart register bag i bogen, som jeg i hvert fald har tænkt mig at bruge, når jeg får brug for filosofiens historie forklaret på en letforståelig måde.

Filosofien

Hvad fik mig så til at fortsætte og ikke bare lægge bogen fra mig, som jeg overvejede talrige gange?
Det var filosofien. Somme tider kunne den være utrolig kedelig at læse om, men så var der også tidspunkter, hvor jeg bare sad med næsen nede i bogen. Det hele er forklaret på en måde, der er til at forstå og med flere eksempler. Hvor ’Sofies Verden’ måske ikke er en storslået roman med en fabelagtig plotlinje, er den lærerig og interessant – og et perfekt opslagsværk.