Flygtninge: Lene Møller Jensen har omskrevet to unge krigsflygtninges beretninger til en roman, der vel nærmest er blevet en dobbelt biografi. Vi følger 16-årige Anna i Tjetjenien og 19-årige Mansour i Afghanistan. De mest gribende beretninger er dem, der fortælles på baggrund af virkelige livshistorier, men her lykkes det bare ikke rigtigt.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

‘De udvalgte – på flugt for livet’

Forfatter:

Lene Møller Jørgensen

Sider:

88

Udkom:

31. januar 2012

Forlag:

Høst & Søn

Følelses-barometer:




To unge menneskers personlige beretning om deres flugt fra to vidt forskellige krigshærgede lande lød umiddelbart som en rigtig spændende historie i mine ører. Derfor måtte jeg læse og anmelde ‘De udvalgte – på flugt for livet’. Vi følger 16-årige Anna, der må flygte med sin mor og lillebror fra Tjetjenien, og 19-årige Mansour, der flygter alene fra Afghanistan.

Bogen er et resultat af journalist Lene Møller Jørgensens interviews af de to unge, og forfatteren har ydermere skrevet både en prolog og et efterskrift efter de unges historier, så læserne slet ikke er i tvivl om, hvordan bogen skal forstås.

Asylcentret i Avnstrup

Da jeg var i 20’erne og følte mig ganske ung, besøgte jeg Asylcentret i Avnstrup, hvor vores ungdomsredaktion i et stort spejderkorps havde fået lov til at interviewe beboerne.

Det var en virkelig rørende og spændende oplevelse, som jeg og teenage-ungdomsjournalisterne aldrig vil glemme. Vi blev modtaget med en enorm varme og budt velkommen af asylansøgerne, på en måde som vi danskere kunne lære meget af. Vi fik beboernes historier på to- og tremandshånd. Vi drak te med dem, spillede bordtennis og sang deres hjemlands sange med dem.

Savner sjæl og nærvær

Alt det sjæl og nærvær vi fik i Avnstrup, savner jeg i ‘De udvalgte – på flugt for livet’. I mine pressepapirer står der, at Lene Møller Jørgensen har arbejdet mange år på DR-nyheder, og det var præcis den følelse, jeg sad med hele bogen igennem. De to unges fortællinger blev fortalt, ligesom Rasmus Tantholdt rapporterer fra Libyen. Nok er det personlige historier, men fokus holdes hele tiden på tortur, overgreb, baggrundsviden og historie – kort sagt faktuelle oplysninger i en sådan mængde, at man bliver helt forpustet. Af og til er det lige ved at lykkes med lidt følelser, for eksempel når Anna bruger en masse kræfter på at beskytte sin lillebror fra sandheden, men vi bliver alligevel ikke lukket rigtigt ind i Annas følelser — nærmest kun i hendes handlinger.

Livhistorierne flettet unødigt sammen

Helheden blev også meget rodet, fordi Annas og Mansours historier fortælles skiftevis ét kapitel af gangen. Når man lige har dannet sig et billede af Annas familie, bliver man brutalt slæbt over i Mansours historie og bliver bombarderet med alle detaljerne i hans liv.

Da jeg nåede midtvejs, opgav jeg konstruktionen og læste alle Annas kapitler efter hinanden, og da jeg var færdig med Annas historie, tog jeg samme tur med Mansours. Det gav heldigvis en ro og et overblik, som virkelig er påkrævet i sådan en bog – ja, lad mig bare kalde den en lærebog – om flygtninge og asylansøgere.

Det underlige i historiefletningen er, at Anne og Mansour ikke engang kommer til at møde hinanden i et asylcenter i Danmark, som de fleste jo nok havde gættet på. Deres beretninger kommer derfor slet ikke til at hænge sammen, og historiefletningen bliver en helt unødvendig skriveteknik, der blot gør det meget sværere for de unge læsere at koncentrere sig om den enkelte hovedperson.

Tjetjenien mest interessant

Selvom der aldrig bliver opbygget en ægte spænding i bogen – snarere en modløs og endeløs række af traumatiske begivenheder – var det Annas historie, der virkede mest interessant. Jeg tror, det skyldes, at det er længe siden vi har hørt om baggrunden og livet i Tjetjenien, mens historier fra Afghanistan nærmest er blevet hverdagskost på tv.

En lærebog

Når nu Lene Møller Jørgensen ikke formår at præsentere de de to hovedpersoners barske livshistorier på en gribende eller spændende måde, er vi netop over i kategorien ‘lærebog’. ‘De udvalgte – på flugt fra livet’ er en bog, du kan låne, hvis du skriver opgave om Tjetjenien, Afghanistan, flygtninge og asylansøgere, for den er spækket med detaljerede oplysninger om hverdagslivet i de to krigsområder. Men når det alligevel er blevet en lærebog – og ikke en gribende biografi – ville det have været på sin plads med en masse billeder, illustrationer og nogle rigtige kort fra de to lande.

Slap aldrig forbi mit krigsfilter

Efter at have læst bogen sad jeg tilbage med en irritation. Personligt er jeg faktisk lidt af en følebamse, og for kun 14 dage siden sad jeg med tårer ned ad kinderne, da jeg på tv så og hørte fem ældre kvinder fortælle deres beretninger fra 21. marts 1945 (under 2. verdenskrig), hvor allierede fly ved en fejl bombede den franske skole på Frederiksberg. Personlige beretninger fra krigsområder kan netop – hvis de er fortalt rigtigt – snige sig forbi vores indre ‘krigs- og traumefilter’, som vi beskytter os selv med, når vi ser nyheder på tv. De gjorde det bare ikke i denne bog.

Uddrag af ‘De udvalgte – på flugt for livet’:

Om aftenen kikker Mansour ud ad vinduet i den bælgravende mørke nat og ser eksplosioner af lys, gnister og lysende striber på himlen. Han smiler, ler lidt for sig selv, for det ser smukt ud, når den sorte himmel bliver oplyst, og det ligner stjerneskud, der langsomt drysser ned over byen. Først senere forstår han, at det er skud og raketter, der eksplodere og flænser gennem huse, haver og mennesker i den fjerne nat. Men krig og kampe er ikke noget, man taler om i familien, heller ikke når det er helt tæt på.