‘Kunsten at finde sig selv’ : Olga er blevet forelsket i en herlig ucharmerende fyr, der ligger og mjaver i sofaen og glemmer at holde sjoveren ren. Ham må hun selvfølgelig slæbe med ud i et hus på landet, så de kan leve det rigtige liv og dyrke deres egne grøntsager. Det er ‘learning by doing’ i kunsten at finde sig selv; en blanding af samtidsroman og chick-lit, der er så rammende, forløsende og morsom, at der er alvorlig fare for at gå i latterkrampe undervejs.
| Af Peter Henrichsen |  |
Titel:
‘Privat skov’
Forfatter:
Sider:
217
Udkom:
27. april 2012
Forlag:
Lindhardt og Ringhof
Følelses-barometer:
Olga er sidst i 20’erne og har ikke rigtig fundet ud af, hvem hun vil dele livet med. Pludselig dukker Henrik Valentin Rick op — i lægens venteværelse af alle steder. Han er ikke specielt lækker. Han er ikke særlig charmerende. Han er mere bare sig selv – og sig selv nok. Men Olga falder for ham, får skabt kontakt til ham på en bar, og pludselig bor de bare sammen i en lejlighed på Bispebjerg i København.
Det er det mest deprimerende sted i verden. I en trekant mellem kirkegården, hospitalet og en hel vej med bedemænd og stenhuggere. Olga og Henrik Valentin Rick vil ud og have luft under vingerne, ligesom de havde i deres barndom. De vil ud og mærke stilheden, naturen, dyrene, årstiderne og ud dyrke deres egne grøntsager. Søren Ryge og Camilla Plum lokker i fjernsynet, og da Henrik Valentin Rick en dag er lige ved at lave et sidespring, bestemmer Olga sig for, at det skal være nu.
De flytter helt ud på den anden side af Holbæk. Ud hvor skoven er privat. Og så går de ellers i gang med det rigtige liv. Det liv, som folk på ydre Nørrebro (for det er altså lidt frastødende at sige, man bor på Bispebjerg) aldrig får lov til at opleve.
Klukkede af grin
Olga er fortælleren i Nanna Gouls nye samtidsroman, der fik mig til at klukke af grin lige fra de første sider. Vi følger Olga i perioden, hvor hun møder sin Henrik Valentin Rick; først i en før-skoven periode på Bispebjerg og endelig i parrets nykøbte hus i privatskoven.
At Henrik Valentin Rick kun hedder Henrik Valentin Rick igennem hele romanen, er med til at sætte glædelig stor distance til fyren. Manden er nemlig både så mentalt fraværende og uhygiejnisk, at Olga ligefrem må bede ham om at vaske sig under armene og ligefrem give sjoveren samme tur med vand og sæbe, inden hun overhovedet kan holde ud at dele seng og sexliv med ham. Det er så klamt, at man stritter imod med fingre og tæer mens man læser, og alligevel kommer man også til at grine over at Olga kan være forelsket i denne fyr – at hun lærer at holde ud, fordi det er umuligt at holde af.
Uddrag af ‘Privat skov’
Vi kunne huske, at somrene engang var fyldt med valmuer, kodrivere, jordbær og mirabeller. Vi kunne huske, at vi altid havde haft en hjemmelavet is i hånden, at isen på det nærmeste var sprunget ud af regnbuen, at vaflerne var vokset ud af stærekasserne. Vi slikkede os gennem somrene, gjorde vi ikke? Kravlede vi ikke gennem buskadserne med varme, runde topmaver, mens bukserne sprang af lykke? Grinede vi ikke hele tiden, mens vi drak litervis af jordbærsaftevand? Jo! For der var næsten ingen ende på latteren derude på landet, den fyldte husene og haverne og markerne med det bølgende korn, latteren bar os af sted, den tog os med på udflugter i dalene, hvor vi pakkede vores madpakker op, figenpålæg og pølse, vi spredte kopper og tallerkner og glas ud over picnictæppet, pludselig rystede det, og mælken fløj ned i skødet, men det var bare latteren, der lå og boblede under os, så vi grinede endnu højere, løb ud efter køerne og sommerfuglene, smed tøjet, hvis vi stadig havde noget på, og sprang ned i bækken og klukkede med den, indtil skumringen kom, og vi lette og perlende løb hjem over bakkerne og højene og blomsterne og markerne. Måske var det også derfor, vi flyttede ud i den skov.
“Det perfekte liv”
Olgas selvironi er enorm. Den fangede mig fra første side, og da området omkring Bispebjerg, som jeg bor ganske tæt op ad, samtidig fik en yderst humoristisk og velfortjent røvfuld, var jeg helt solgt. Jeg grinene over en time i det første indhug i bogen – og det er altså mange år siden, jeg har grinet så meget af en bog – adskillige sætninger måtte jeg læse igen og igen, fordi sandhederne var så godt ramt i drømmen om det perfekte liv, vi alle er påvirket af. Olga er nemlig en fuldstændig normal og samtidig skrupskør prototype på en halvdesperat singlepige, der har hovedet fyldt med alt det, hun burde gøre – ikke mindst indoktrineret af Søren Ryge, Camilla Plum og Anne fra AnneMad – men inderst inde kan hun ikke rigtig mærke sig selv, fordi hun heller ikke har prøvet noget. Og når man ikke ved, hvad man kan få, stiller man sig ofte tilfreds med det, man har.
Lort, lunkne bajere og døde dyr
Dog får både Olga og Henrik Valentin Rick alligevel den opfattelse, at skoven er grønnere ude på den anden side af Holbæk, og det er her, at Olga kommer til at lære både livet, døden og det hårde havearbejde at kende. Naboerne opfører sig jo på ingen måde som københavnere; de træder blot ind ad hoveddøren og sætter sig ved middagsbordet, så Olga kan ikke undgå at komme dem nær. Valget med at låse dem ude og dermed blive udstødt af lokalsamfundet, eksisterer ikke engang. Man er ganske simpelt tvunget til at køre trillebøre med lort, drikke lunkne bajere og begrave døde dyr sammen.
Jagten på den røde tråd
Undervejs stod jeg i lige så meget lort til halsen som Olga, og jeg kunne i den grad identificere mig med hendes tvivl om natur og mand og lyst til at flygte tilbage til byen. Skrivestilen, med vægt på selvironi og sort humor, føltes dog lidt anstrengt hen mod slutningen. Jeg savnede en større udvikling i Olga og en indsigt i Henrik Valentin Rick. På den anden side, bogen handler jo netop om, hvor man havner, når man ikke har en rød tråd i sit liv, og lader sig lede af alle andres grønne skove, hække og hjemmedyrkede sager. Så efterfølgende har jeg tænkt længe over, at det afsavn måske netop hører med til oplevelsen.
Humørpille
‘Privat Skov’ er chick-lit i topklasse, og på en yderst interessant måde uden tøj, sko og perfekte, veltrænede fyre, så mænd også kan holde ud at læse med. Jeg er sikker på, at mange kvinder vil grine lige så meget med Olga og af Henrik Valentin Rick, som jeg gjorde. Det kan være et farligt valg at inddrage meget aktuelle tv-programmer i en roman, for så bliver stoffet også hurtigt forældet. Men her virker det, og det er modigt ikke at lave sin roman tidløs, som alle andre. Og uden Camilla Plum og AnneMad, ville det ikke have været det samme. Den eneste bekymring med så dejlig en humørpille er, om man nu også gør klogt i at slæbe ‘Privat skov’ med i bus og tog, for når man først begynder at grine, kan man altså slet ikke stoppe igen, og så er spørgsmålet, om man har mod nok til at være midtpunkt.
Skriv et svar