Ungdomsliv på Færøerne: ‘Hullet’ er kun en Søren Ryge-historie på de første sider, så giv den en chance, og du vil blive rigt belønnet med en hjertevarm, hyggelig og morsom beretning om, hvordan det er at være ung i et moderne men samtidig kulturelt fastlåst øsamfund. Den bedste historie er dog Davids egen. Oplevelse af at ikke være som de andre! ‘Hullet’ rummer en teenagehistorie, men også spredte guldkorn, som man først opdager, når man bliver ældre. Kort sagt en bog, du med stor glæde kan læse flere gange i dit liv og uden tvivl: et mesterværk!
| Af Peter Henrichsen |  |
Titel:
‘Hullet’
Forfatter:
Sider:
255
Udkom:
8. februar 2012
Forlag:
Modtryk
Følelses-barometer:
Det begynder lidt som en Søren Ryge-fortælling fra Færøerne – med detaljerede beskrivelser af den smukke og barske natur og de særprægede mennesker, der lever midt i den og er styret af dens vildskab; dens forrygende storme og tætte tåge.
Det er såmænd også hyggeligt nok – hvis man er over 30 – men heldigvis er Anders Johansens nye roman ‘Hullet’ meget mere end det. For hovedpersonen, David, er tæt på at blive teenager og derfor bygden Fjeldvig’s nye generation, og sammen med sin lidt ældre bror, Peter, kan brødrene se frem til et nyt Tangø, der adskiller sig helt fra den kultur deres dybt religiøse far er vokset op i.
Dramaet begynder hvor deres far mener, at verden ender: Nemlig dér hvor projektet om en ny tunnel gennem fjeldet til storbyen bliver vedtaget. Dels mener deres far ikke at man kan eller må gøre sig til herre over så konstante og urokkelige ting som fjeldet, og dels er han hamrende nervøs for, hvad sådan en tunnel kan bringe af kriminalitet og utugt til deres lille trygge samfund.
Det er derfor ikke nemt for hverken David eller Peter. De skal leve med, at deres far bliver latterliggjort af beboerne og beboernes børn, som er deres klassekammerater, og samtidig er Peter lige i begyndelse af puberteten, hvor han gerne vil have et godt forhold til pigerne og derfor gerne vil følge med tiden og udviklingen.
David, derimod, har næsten ingen chancer for at blive accepteret og respekteret. Han er nemlig overklog, som de flinkeste i klassen kalder det. Han kan alle fuglenes navne på latin og helikopternes typebogstaver samtidig med at han kan gengive alle navne fra biblen. Derimod forstår han hverken ironi eller følelsesmæssige spørgsmål, og helt uforståeligt bliver det, når Peter begynder at tænde på pigerne, for hvorfor har de så dannet ‘Pigehaderklubben’?
Da de første sprængninger af fjeldet påbegyndes, forsvinder også den første sten under deres fars fødder. David kan bedst med en verden, hvor alting er lagt i skema og ikke ændrer sig, mens Peter inderst inde glæder sig til at møde den civiliserende verden; den verden som utvivlsomt vil komme på besøg på deres side af fjeldet — hvis tunnelen da overhovedet bliver færdig. Der er ikke kun lagt op til stort drama i det lille øsamfund men også hjemme i Davids og Peters kristne kernefamilie – familien Eliassen.
Uddrag af ‘Hullet’
MOR HAVDE LAGT et kyllingelår ved madpakken som en ekstrating, pakket ind i alufolie. Det var en god overraskelse.
Det var den 27. november 2005, solen ville gå ned klokken 15.14, og 4 timer og 46 minutter efter skulle hele bygden samles til møde. Eller høring, det kaldte de det, nyt ord igen, tunnelhøring, og der ville være en repræsentant for Landsstyret til stede. Mødet eller høringen skulle holdes i skolestuen, det eneste lokale i Fjeldvig, hvor der var plads til så mange. Altså lige bortset fra kirken, men det her havde jo ikke noget at gøre med Gud
Jeg havde set på computeren, at verdens største skole hed City Montessori School og lå i Indien. Den havde på det tidspunkt 32.116 elever, det var 32.102 flere end skolen i Fjeldvig, som havde 13 flere end verdens mindste, der lå i Kina og kun havde 1. Fjeldvig Skole havde med andre ord 14 elever dengang. Det var, inden Høgni og Malja gik ud, og tilflytterne kom til.
En rigtig hyggelig historie man sparer på
‘Hullet’ er en først og fremmest en ungdomsbog, men den rummer så mange interessante og vigtige budskaber om livet og døden, at man kun får mere ud af den, jo ældre man bliver. Hurtigt fandt jeg ud af, at ‘Hullet’ også var en bog, jeg ville spare lidt på. Hvert kapitel er på sin vis en lille hyggelig historie, som jeg sluttede dagen af med og læste videre på næste aften.
Det var en ukendt følelse, slet ikke at have den trang til at bare skulle være færdig med historien hurtigst muligt. For den type fremdrift af læseren rummer ‘Hullet’ slet ikke. Derimod var det hyggen og samværet med familien Eliassen, der fik mig til at holde igen. Den her bog skulle nydes, for der var så meget, der fortalte mig, at det her var en særlig oplevelse, jeg aldrig fik tilbage igen.
Skønt at slippe for en diagnose
Hurtigt finder man ud af, at hovedpersonen, David, ikke er helt som de andre børn i klassen eller som storebror Peter. Som den analytiske person jeg selv er, fik jeg en voldsom trang til at sætte en diagnose på ham og undrede mig egentlig over at Anders Johansen ikke selv gjorde det.
Langsomt fandt jeg dog ud af, hvilken stor og dyb respekt, der ligger i at lære David at kende i kraft af hans handlinger og tanker og netop ikke i form af at smide ham i en kasse påklæbet en diagnose. Selve historien rummer nogle virkelig spændende dilemmaer, hvor vi oplever, hvad der sker, når århundreders gamle kultur brat smækkes sammen med det moderne samfund, men min største fascination lå helt klart hos David og hans måde at opleve livet på.
Det var humoristisk, livsbekræftende og virkelig lærerigt fremstillet af Anders Johansen, men samtidig bar synsvinklen jo også på den store smerte, det er for David (og læseren) at opleve verden så systematisk og kaotisk på samme tid.
Kunne blive smuk på film
‘Hullet’ var en skøn og helt uforglemmelig læseoplevelse for mig som voksen. Jeg er dog lidt i tvivl om hvordan unge vil opfatte den lidt langsomme beretning; om den af og til kan blive en lille tand for kedelig?
Personligt er jeg så fascineret, at jeg mener historien kan blive en fremragende film på det store lærred. Ikke en tung, gammeldags affære som Nils Malmros’ filmatisering af ‘Barbara’, men en ung fortælling fra det moderne Færøerne, som vi jo praktisk taget kun kender fra Dronningens Nytårstale hernede i lille Danmark.
Det vil kræve en instruktør og nogle filmfotografer, der virkelig forstår den færøske natur, fuglelivet og den gamle kultur lige så godt som Anders Johansen — men så kan resultatet også blive lige så stort om filmatiseringen af ‘Pelle Erobreren’.
Skriv et svar