‘Pretty Little Liars’: ’Løgne’ var en af de bøger, jeg bare ikke kunne lægge fra mig, jeg måtte bare læse videre. Der er cliffhangere ved hvert kapitel og du bliver hele tiden overrasket. Til sidst sad jeg tilbage med en lukket bog og ville bare i gang med den næste.
| AF NATACHA, 19 ÅR |  |
Titel:
‘Løgne’
(Pretty Little Liars 1)
Forfatter:
Oversat af:
Bettina Frank Simonsen
Originaltitel:
‘Pretty Little Liars’
(Pretty Little Liars #1)
Sider:
320
Udkom:
5. juli 2012
Forlag:
Politikens forlag
Følelses-barometer:
Aria, Emily, Hanna og Spencer var engang bedste veninder og skolens mest populære piger, sammen med deres leder og skolens ”it” girl Alison. Alt det ændrede sig dog for tre år siden, da Alison forsvandt.
Nu er pigerne ikke venner mere. Aria er lige kommet hjem fra Island, Hanna har overtaget Alisons plads som skolens ”it” girl, sammen med sin nye bedsteveninde Mona, Emily er stadig svømmer og Spencer er stadig den kloge. Udenpå ser pigerne smukke og fantastiske ud, men indeni har de alle sammen dybe hemmeligheder — hemmeligheder som kun Alison kendte til. Og nu begynder de at få beskeder fra en person der kalder sig ‘A’, som truer med at afsløre deres hemmeligheder. Er Alison tilbage?
Første indtryk
Jeg læste ’Løgne’ da jeg sad i bilen, på vej til Italien. Det er en meget lang tur, så det er altid rart at have noget læsestof med. Jeg begyndte og læste bogen færdig på samme dag. Den var overraskende god.
’Løgne’ er skrevet i tredjeperson og på en meget detaljeret måde. Det gør bogen ekstra god at læse. Jeg kunne danne mig et perfekt billede af, hvad der skete, hvordan der så ud og hvad personerne følte. Pigerne har en masse løgne, og som læser kender man dem ikke. Så da pigerne i starten får beskeder omkring hemmelighederne, kommer der flashbacks. På den måde får man et indblik af præcis, hvad der skete, og hvem der så det. Det gode ved dem er, at er Alison er med i flashbackene. Så selvom bogen ikke følger Alison, lærer du hende stadig at kende.
I ’Løgne’ er pigerne kun lige begyndt at få beskederne, så de snakker ikke så meget sammen. Derfor er kapitlerne opdelt, så der er et til hver af de fire piger. De er ikke i rækkefølge, for eksempel kan der komme et med Aria, så Hanna og så Aria igen. Det er heller ikke sådan at de andre piger ikke krydser kapitlerne, hvis det ikke er om dem, men et kapitel handler kun om én af dem. Det er på en måde godt. For på den måde bliver man ikke forvirret, omkring hvem det handler om, men på samme tid er det surt, at man ikke har alle fire piger i et kapitel. Jeg ville gerne have lidt mere sammenhold mellem dem, når de nu gik gennem det her med ‘A’.
Tv-serie vs. bøger
Der er også lavet en tv-serie, som er baseret på bøgerne. Eftersom jeg er stor fan af tv-serien, kan jeg ikke lade være med at sammenligne bogen med den. Helheden i handlingen er den samme, det med ‘A’ og hvad han/hun gør mod pigerne. Men de mindre detaljer, pigernes udseender og deres forhold til hinanden er anderledes. Jeg kan selvfølgelig ikke afsløre alle de små detaljer, men der er nogle der er større end andre.
Pigernes udseender er meget anderledes, det er egentlig kun Aria og Alison, der ser ud som de er beskrevet, (de er også lidt anderledes personlighedsmæssigt). Ellers ser de andre piger meget anderledes ud, dog ikke så meget med hensyn til personlighed.
Deres forhold til hinanden i bogen er ikke så godt som i tv-serien. I tv-serien er de uadskillelige, mens de i bogen ikke er så glade for hinanden. De er venlige, men ikke rigtigt venner.
Alt i alt
’Løgne’ var god. Den var endda bedre, end jeg havde troet. Jeg har læst ‘The Lying Game’-serien af Sara Shepard, som jeg var/er helt forblændet af. Jeg elsker den måde Sara Shepard skriver på, og det gør det ekstra spændende at læse. Bogen var god, bedre end jeg havde troet, men jeg manglede noget mere venskab mellem pigerne og at kapitlerne ikke kun indeholdte én, men alle fire piger.
Uddrag af ‘Løgne’
Og med hensyn til Spencer, Aria, Emily og Hanna var der også noget, der rykkede sig. Hvis de gik forbi Alisons gamle vej og så hendes hus, fik de ikke straks lyst til at bryde ud i gråd. I stedet begyndte de at føle noget andet.
Lettelse.
Alison var Alison. Hun var den skulder, man gerne ville græde ud ved. Den eneste, man ville have til at ringe til ham, man var vild med, for at finde ud af, hvad han følte. Og hun havde det sidste ord, når det drejede sig om, hvorvidt et par nye jeans fik ens røv til at se stor ud. Men pigerne var også bange for hende. Alison vidste mere om dem end nogen anden. Også de grimme ting, som de havde allermest lyst til at begrave. Som et lig. Det var skrækkeligt at tænke på, at Alison måske var død, men … hvis hun var, så havde de i det mindste deres hemmeligheder i fred.
Og det havde de. I hvert fald i tre år.
Skriv et svar